NHL-lockouten, der nu er afblæst, blev en hamrende dyr omgang for de danske spillere, der til daglig gør sig i den nordamerikanske ishockeyliga

Det var en dyr fornøjelse for de danske NHL-spillere at være lockout'et i 113 dage. Der var nemlig ikke noget, der hed løn, mens man forsøgte at nå frem til en ny overenskomst.

Godt nok spillede de fleste af danskerne i Finland i løbet af lockout'en, men selvom de nok har fået lidt penge på kontoen på den måde, kan det næppe dække de 16,91 mio. kr. ( lønningerne i NHL er offentligt tilgængelige), Frans Nielsen, Jannik Hansen, Mikkel Bødker, Lars Eller, Philip Larsen og Peter Regin gik glip af

Ligesom resten af spillerne i NHL måtte danskerne sige farvel til 40 procent af årslønnen. Det er noget af et indhug i privatøkonomien, men da det ikke var første gang, der var lockout i NHL ( senest var i 2004/ 05, hvor hele sæsonen røg, da man ikke nåede til enighed om en ny overenskomst), var spillerne godt forberedte på situationen.

Spillerforeningen, NHLPA, havde rådet spillerne til at spare op og forberede sig på en lang konflikt, og i december fik spillerne hver et stipendie på ca. 56.000 kroner fra NHLPA.


PHILIP LARSEN
Årsløn i 2012/13: 5,14 mio. kr
Mistet løn pga. lockout: 2,06 mio. kr


PETER REGIN

Årsløn i 2012/13: 4,57 mio. kr
Mistet løn pga. lockout: 1,83 mio. kr


MIKKEL BØDKER
Årsløn i 2012/13: 6,86 mio. kr
Mistet løn pga. lockout: 2,74 mio. kr


LARS ELLER

Årsløn i 2012/13: 6,57 mio. kr
Mistet løn pga. lockout: 2,63 mio. kr


JANNIK HANSEN
Årsløn i 2012/13: 7,71 mio. kr
Mistet løn pga. lockout: 3,08 mio. kr


FRANS NIELSEN
Årsløn i 2012/13: 11,43 mio. kr
Mistet løn pga. lockout: 4,57 mio. kr