Danmarks U20-landshold tabte holdets første kamp med 1-6 til Sverige ved VM i Canada.

Montreal. Danmarks U20-landshold i ishockey kunne intet stille op mod den svenske overmagt i VM's åbningskamp.

Mandag aften dansk tid måtte de rød-hvide spillere forlade isen med et 1-6-nederlag i Montreal.

Den største trøst for de danske talenter var, at tredje periode endte med en dansk 1-0-sejr. Nikolaj Krag-Christensen, der til daglig spiller i svenske Rögle, scorede Danmarks enlige mål.

Det 18-årige talent blev i sommer draftet af NHL-holdet St. Louis Blues.

Før Nikolaj Krag-Christensens scoring cirka to minutter før tid havde svenskerne most danskerne.

Særligt i anden periode var der klasseforskel. Den periode vandt svenskerne 4-0.

De seneste to år har danskerne lettere overraskende nået kvartfinalen. Lige så langt kan holdet stadigvæk nå i år trods den svenske afklapsning.

Den anden ud af fire gruppekampe venter allerede tirsdag aften klokken 23.30 dansk tid. Her er Finland modstanderen for Olaf Ellers tropper.

Siden følger en kamp mod Tjekkiet 29. december og en formentlig altafgørende kamp 30. december mod Schweiz.

/ritzau/