Det tager fire timer at køre i tog fra Moskva til Sankt Petersborg, men der er alligevel en verden til forskel på de to byer og de to VM-arenaer.

Forholdene er noget mere beskedne i Yubileiny Sports Palace i Sankt Petersborg. De strikse regler, man har været vant til i Moskva, i forhold til, hvor man må gå og stå som spiller, journalist og fan blev ikke håndhævet helt så stringent på en hviledag som onsdag, og der lå en fornemmelse af stilhed før stormen i luften, da spillerne var på is onsdag aften.

Knap en tredjedel af landsholdet har prøvet det før. At stå i en VM-kvartfinale. For Morten Green, Lars Eller, Daniel Nielsen, Stefan Lassen, Mads Bødker, Morten Madsen og Mads Christensen var alle med på det hidtil bedst præsterende VM-hold i dansk ishockeyhistorie.

»Det var en stor oplevelse dengang, og det bliver det også nu,« siger Morten Madsen, der scorede i 2-4-nederlaget til Sverige i 2010.

Denne gang er det en anden nordisk ishockeymagt, der skal forsøge at afslutte Danmarks VM, men danskerne giver ikke op på forhånd, selvom favoritten hedder Finland.

»Vi skal alle have i baghovedet, at rammer vi dagen, og flasker tingene sig, kan vi godt vinde. Selvfølgelig er Finland favoritter, men vi er nødt til at have den attitude og mentalitet, at vi kan vinde. Spiller vi vores bedste hockey, tror jeg også, det kan blive en tæt kamp,« siger Lars Eller.

Mads Bødker i nærkamp med Tuomo Ruutu sidst Danmark mødte Finland. Det var i Tjekkiet, hvor danskerne fik ørerne i maskinen med et 3-0-nederlag
Mads Bødker i nærkamp med Tuomo Ruutu sidst Danmark mødte Finland. Det var i Tjekkiet, hvor danskerne fik ørerne i maskinen med et 3-0-nederlag Foto: Jan Korsgaard
Vis mere

Et af kendetegnene ved det danske landshold i årets VM-turnering er indstillingen til kampene. Når man har snakket med spillerne, har de haft troen på, at de kunne bide skeer med alle modstandere, og med undtagelse af øretæven mod Rusland, har det også været tilfældet. I hvert fald når man har spillet disciplineret.

»Vi skal ikke holde os tilbage. Det har vi ikke gjort i nogen af de andre kampe, så der er ingen grund til at begynde med det nu. Vi skal være klar fra start og ikke tage ret mange udvisninger, for de har nogle angribere, der godt kan finde ud af at score i powerplay,« siger Nikolaj Ehlers og suppleres af Nicklas Jensen:

»De er dygtige. Det bliver en svær kamp for Danmark, men der er stadig en god chance for os. Vi tror på, at vi kan vinde over alle. Vi har spillet så godt, at vi har den selvtillid med, som vi har brug for. Alt kan ske i hockey, så længe vi spiller fem mod fem og ikke tager for mange udvisninger og giver dem for mange chancer.«

Ud af de to mulige hold, Canada og Finland, der spillede om gruppesejren i sidste kamp tirsdag aften, ville landstræner Jan Karlsson helst møde Finland ud fra devisen om, at han har bedre kendskab til finsk end canadisk ishockey. Og det ønske blev opfyldt.

»Vi skal spille med ydmyghed og stor taktisk forståelse. Samtidig skal vi føle os tilpas i tempoet,« siger landstræneren, men vil ikke afsløre sin kampplan.

Onsdag aften kunne det lyde, som om pladen med klicheer var sat på, da Nikolaj Ehlers og co. mødte pressen under tribunerne i Yubileiny Sports Palace, men man fik alligevel fornemmelsen af, at de tror på en sejr i eftermiddag.

»Hvis vi spiller fem mod fem, som vi har gjort de seneste kampe, bliver det ikke en nem kamp for Finland. Vi er spændte, men vi er også klar til at gå ud og arbejde hårdt,« siger Nikolaj Ehlers, ligesom topscorer Nicklas Jensen har sat sig nye mål, efter kvartfinalebilletten blev indløst.

»Vi går ind til hockeykampen for at vinde. Ellers når vi ikke videre. Først var målet at komme i en kvartfinale, men når du står der, kan du ikke bare være tilfreds. Nu gælder det semifinalen, som bliver en rigtig svær opgave. Finnerne har haft en rigtig god turnering, men det har vi også. Så længe vi spiller fem mod fem, og som et hold, så har vi en chance.«

David mod Goliat

Herunder VM-placeringer, antal spillere fra de største ligaer i verden (NHL og KHL), hvor mange kampes erfaring fra disse ligaer, der er på holdene, de farligste spillere og profiler.

En lille sjov detalje i dansk favør er antallet af VM-kampe på cv'et i de to holds trupper. De danske spillere har inklusive grundspillet i Moskva tilsammen spillet 764 VM-kampe, mens finnerne blot er noteret for 622.

Profilerne i kampen mellem Danmark og Finland, Nicklas Jensen og Patrik Laine
Profilerne i kampen mellem Danmark og Finland, Nicklas Jensen og Patrik Laine Foto: Scanpix/billedmontage
Vis mere

Nicklas Jensen, Danmark, 23 år
Har for alvor fundet målnæsen og det inspirerede spil frem til årets VM. Har fart i skøjterne og et giftigt skud, når han får plads. Med sin størrelse (191 cm) og spilforståelse kan han blive en afgørende faktor. Draftet som nr. 29 af Vancouver Canucks i 2011, men tradet til New York Rangers i denne sæson.

Patrik Laine, Finland, 18 år
Den 194 cm store finske angriber fra Tappara læser spillet formidabelt og kan skabe scoringschancer ud af stort set ingenting. Hans størrelse og kreativitet med pucken opvejer, at han ikke er verdens bedste skøjteløber. Forventes at blive draftet som nr. 1 eller 2 i NHL i år.

Facts om Danmark

Foto: YURI KADOBNOV
Vis mere

VM-medaljer siden 2003: Ingen. Bedste placering er nr. 8 i 2010.
NHL-spillere i VM: 3 (1.091 kampe).
KHL-spillere i VM: 1 (184 kampe).
VM-spillere fra andre ligaer: Metal Ligaen (7), SHL (3), DEL (2), Allsvenskan (2), ÖEL (2), AHL, Liiga, NLB, OHL (1).
Farligste spillere i VM: Nicklas Jensen: 7 point (5 mål, 2 assist) Nikolaj Ehlers: 5 point (4 mål, 1 assist) Frederik Storm: 5 point (1 mål, 4 assist) Lars Eller: 5 point (0 mål, 5 assist) Jannik Hansen: 4 point (2 mål, 2 assist)
Mest benyttede målmand: Sebastian Dahm: 374.08 minutter, 94,55 i redningsprocent, 208 redninger på 220 skud.

Facts om Finland

Foto: MAXIM ZMEYEV
Vis mere

VM-medaljer siden 2003: Guld 2011, Sølv 2007, 2014, Bronze: 2006, 2008.
NHL-spillere i VM: 8 (2.937 kampe).
KHL-spillere i VM: 8 (1.520 kampe).
VM-spillere fra andre ligaer: Liiga (4), AHL (3), SHL (1)
Farligste spillere i VM: Patrik Laine: 10 point (6 mål, 4 assist) Aleksander Barkov: 9 point (3 mål, 6 assist) Mikael Granlund: 9 point (2 mål, 7 assist) Jussi Jokinen: 8 point (1 mål, 7 assist) Mikko Koivu: 7 point (4 mål, 3 assist)
Mest benyttede målmand: Mikko Koskinen: 300.00 minutter, 93,33 i redningsprocent, 84 redninger på 90 skud.

Kampen kan ses på TV2 Sport fra kl. 14.45