KØB PLUS!

Dansk OL-drøm knust af Slovenien

Nederlaget til Slovenien gør søndagens OL-kampe ligegyldige - Slovenien er klar til Sochi

Hvem havde troet, at det var kvinderne, der skal skaffe Danmark til ishockey-OL.

Mens mændenes olymiske drøm blev knust i aftes i en fyldt SE Arena med 5.000 tilskuere, kan kvindelandsholdet sensationelt slå sig igennem til Sochi, hvis de får to point i søndagens kamp i Slovakiet mod Japan.

1-2 i nervedramaet i Vojens gør søndagens kampe ligegyldige. Uanset om Danmark slår Hviderusland eller ej, er Slovenien klar til OL for første gang i historien.

Ellevilde slovenere smed handsker og stave efter slutfløjtet og kastede sig om halsen på hinanden, mens skuffelsen stod malet i ansigterne på de danske spillere efter 60 minutters nådesløs fight.

Landstræner Per Bäckman brugte alle sine ressourcer og sin taktiske snilde, men måtte konstatere, at det sidste manglede.

Slovenerne spillede klogt og forsvarede OL-pladsen hjem i de sidste 20 hektiske minutter.

Målmanden Frederik Andersen blev taget ud med godt halvandet minut tilbage, men uden at det gav dét mål, der kunne have holdt liv i drømmene.

For Frederik den Store en ringe trøst, at han blev kåret som bedste danske spillere.

Efter 20 målløse minutter, hvor de to hold havde hver sin halvdel, var Danmark toneangivvende i anden, men slovenerne vandt den 2-1 på to mål af David Rodman.

Blot 43 sekunder efter hans første mål kvitterede Nichlas Hardt, som snurrede rundt og hamrede pucken op i krydset. Et klassemål. Jokerit-spilleren har ikke glemt kunsten at score efter det skrækkelige efterår med to alvorlige knæskader.

Danmark havde flere chancer til at udligne, men så var David Rodman på spil igen, og hans scoring på en kontra var som en spand iskold vand i hovedet på de danske spillere.

Slovenien er i Vojens med spillere fra ni europæiske topligaer, bl.a. fire fra DEL og tre fra Elitserien. Strukturen på holdet minder om den danske.

I testen i Lyon i december vandt Danmark på straffeslag, men fra det slovenske hold dengang har kun fire fundet nåde for cheftræner Matjaz Kopitars skarpe OL-blik.

Danmarks kiksede OL-drøm betyder, at VM til maj i Stockholm bliver Per Bäckmans sidste landskamp. Havde Danmark kvalificeret sig til Sochi, havde han fået et velfortjent år ekstra

Den 62-årige succestræner fra Västerås har siden 2008 coachet de danske spillere og vil gå over i DIUs historie som en af de bedste landstrænere nogensinde.

BTs top 3-liste tæller Jim Brithén (1996-2001), Mikael Lundström (2001-06) og Per Bäckman. I tilfældig rækkefølge.

De gode erfaringer med svenske toptrænere giver en idé om, hvor den næste landsholdschef skal komme fra.

OL-kvalifikation

Slovenien-Danmark 2-1 (0-0, 2-1, 0-0)

Læs også: