En operation for en skadet milt koster nu Mikkel Bødker en længere pause fra NHL.

Mikkel Bødker udgik søndag af kampen mellem Arizona Coyotes og Winnipeg Jets med en skade, og selvom der i første omgang blev om en skade på overkroppen, som skulle evalueres fra dag til dag, viser det sig nu, at det var mere alvorligt.

Arizona Coyotes general manager, Don Maloney, bekræftede tirsdag over for Fox Sports Arizona, at Mikkel Bødker havde fået en skade på milten, og at danskeren fik fjernet milten efter kampen.

Mens resten af holdet rejste videre fra Winnipeg til Chicago, blev Bødker på hospitalet til observation oven på operationen, og holdet forventer ifølge Fox Sports Arizona, at han kan rejse tilbage til Phoenix i løbet af et par dage.

»Han kan jo ikke bare springe ud på isen og vende tilbage til Philadelphia (Arizona Coyotes møder Philadelphia Flyers 27. januar, red.). Disse skader tager alt mellem tre-fire og fem-seks uger afhængig af, hvordan folk kommer sig over en operation,« siger Don Maloney ifølge azcentral.com.

Skaden opstod i anden periode, men den danske NHL-topscorer forsøgte at spille videre, men han følte sig ikke tilpas og spillede kun to skift i tredje periode, inden han udgik.

»Han vil helt klart være savnet på holdet... Det er spøjst, som det går. Vi har presset på for at få folk til at score mere - ud over ham (Bødker, red.) - og nu er det nødvendigt med ham ude,« siger Coyotes-træner Dave Tippett til Fox Sports Arizona.

Han suppleres af sin general manager:

»De seneste par uger følte jeg virkelig, at han havde taget et skridt i retningen mod konsekvent at være en farlig spiller (pointmæssigt, red.),« siger Don Maloney ifølge azcentral.com.

Mikkel Bødker er blevet placeret på injured reserve, og det forventes, at han er ude i fire til seks uger. Han står efter 45 kampe i denne sæson noteret for 28 point (14+14) og har blandt andet scoret tre mål i de seneste fem kampe.