Frederik Andersen er ubesejret i NHL efter sin fjerde kamp for Anaheim Ducks, og skal man tro hans holdkammerat Kyle Palmieri, så var danskeren stort set eneansvarlig for, at den fine statistik stadig står ved magt efter nattens opgør mod New York Rangers .

Anaheim Ducks vandt 2-1 på udebane i legendariske Madison Square Garden, og Frederik Andersen stod med sine 32 redninger i vejen for stort set alle Rangers forsøg.

- Han var stærk og holdt os inde i kampen hele aftenen, sagde holdkammeraten Palmieri til nyhedsbureauet AP efter kampen.

- Det lykkedes os at score to mål, og han sørgede for, at det var nok. Han har været fantastisk. I aften var ingen undtagelse.

I sine fire kampe i NHL indtil nu har den 24-årige danske landsholdsmålmand blot lukket fem scoringer ind, men selv lagde han mere vægt på at fortælle om sin oplevelse af at spille i den legendariske New York-arena frem for at fremhæve sine egne fortræffelige statistikker:

- At spille i Madison Square Garden er noget helt specielt. Jeg elsker New York. Der er så mange ting, man kan lave her, og en af dem er vel at vinde en hockeykampe, sagde Andersen til AP.

-

Anaheim Ducks har nu vundet fem ud af de seneste seks kampe - alle på udebane.