Efter et halvt døgns nervøs venten var det en lettet flok danske landsholdsspillere, der kunne begynde at fokusere på Danmarks blot anden VM-kvartfinale nogensinde. Tjekkiet gjorde trods stor fight fra schweizerne arbejdet færdigt tirsdag eftermiddag med en 5-4-sejr.

»Det var dejligt og fortjent. Det var prikken over i'et på et rigtig godt gruppespil,« siger Morten Green om den kvartfinale, der nu er en realitet.

Danmarks kaptajn spiller sin 18. VM-turnering - 14. på A-niveau - og er glad for igen at stå i en kvartfinale. Første gang, han og Danmark prøvede det, var i 2010 i Tyskland.

»Jeg spiller hvert VM, som det er det sidste. Man ved aldrig, hvor lang tid kroppen holder, og hvor mange år Janne (Jan Karlsson, red.) har brug for mig. Det er sammen med nogle af mine allerbedste kammerater, og jeg er bare lykkelig over, at vi har fået denne her turnering sammen,« siger en smilende og tydeligt lettet kaptajn.

Vejen til kvartfinalen blev grundlagt med turneringens første kamp, der bød på en sejr over arvefjenden Norge.

»Alt er gået lige efter bogen. Vi begynder med at slå Norge, selvom det ikke er så sjovt at møde dem i første kamp. Vi har fået vendt det mentale mindset mod Norge. Før var det lige meget, hvad vi gjorde, så tabte vi til dem. Nu er vi kommet ind i en tankegang, der gør, at vi sagtens kan slå dem. Og så har der bare været mega god stemning hele turneringen igennem,« siger Morten Green

Onsdag formiddag skal landsholdet så med eksprestog til Sankt Petersborg, hvor kvartfinalen mod enten Canada eller Finland skal spilles torsdag. Hvem modstanderen bliver, finder danskerne først ud af tirsdag aften, når de to hold mødes i gruppefinalen.

»Vil jeg nogen af dem (Canada og Finland, red.)? De to og Rusland har vist sig at være de stærkeste hold indtil nu i VM-turneringen. Der er ikke nogen, der giver os nogen chancer i sådan en kamp. Realistisk set skal de vinde, lige meget hvem vi møder, men vi kommer til at gå ud og give det chancen. Det er ikke hver dag, man får chancen for at spille en VM-kvartfinale, og alle spillerne kommer til at gå ud og give alt, hvad vi har og gribe den lille chance, der er for en sensation. Det kan vi lige så godt, når nu vi er her,« siger kaptajnen med et smil.

Skulle Danmark sensationelt spille sig videre fra en kvartfinale, bliver opholdet forlænget til mandag, da der så skal spilles både semifinaler og finale eller bronzekamp. Den opgave er 35-årige Green dog også med på:

»Alle regner med, at vi skal hjem på fredag, men hvis vi tager hjem på mandag i stedet for, vil det da være fedt. Selvom man er ved at savne ungerne, kan man da godt tage et par dage mere i Moskva. Vi har i hvert fald reserveret omklædningsrummet, til vi skal tilbage igen.«