Den danske ishockey-træner, Heinz Ehlers, fik en mindeværdig sejr på et pakket fodboldstadion for øjnene af lige knap 30.000 tilskuere til ishockey i Schweiz.

Den schweiziske Winter Classic 2014 på Stade de Geneve gav 1-0-sejr til Lausanne HC over hjemmeholdet Geneve-Servette HC. Det enlige mål blev scoret af Oliver Setzinger 45 sekunder inde i overtiden.

For Lausannes danske cheftræner, Heinz Ehlers, var det vigtige point i kampen om en plads i playoff i NLA.

- Det var en kanonoplevelse at spille i de rammer. En god, intensiv fight, men isen i en open-air-kamp bliver aldrig helt så god som i en hal, siger Heinz Ehlers.

Aalborg Pirates' cheftræner, Frederik Åkesson, havde taget et par dage fri og var blandt tilskuerne.

- Det er sådan en kamp, man vil huske. Et flot setup og et kæmpeshow, siger den nordjyske coach.

I NHL var to danske spillere på isen natten til søndag.
 
Lars Eller og Montreal Canadiens slog Chicago Blackhawks 2-1 i overtid. Begge Montreal-mål scoret af den russiske back Andrei Markov. Mikkel Bødker og Phoenix Coyotes tabte til Anaheim Ducks 3-5.

Frederik Andersen og Norfolk Admirals blev i AHL slået i udekampen mod Worcester Sharks med 1-5 i en kamp, den danske målmand formentlig helst vil glemme hurtigst muligt. Søndag spiller han i Springfield.