Dansk ishockey har fået en ny supermålmand

I Herning Blue Fox skal man glæde sig over George Sørensen, så længe det varer.

Meget taler for, at den jyske traditionsklub meget hurtigt kan miste den 18-årige VM-målmand på det succesrige U20-landshold.

Hans kontrakt udløber til sommer, og storspillet i polske Sanok og en redningsprocent i Ishockeyligaen på 96,71 har gjort indtryk i stærkere ligaer end den danske.

- Jeg ved ikke, hvad der kommer af tilbud. Det tager min svenske agent sig af. Mit mål er at kunne leve af hockeyen og komme så langt som muligt. Drømmescenariet er NHL. Men en stor europæisk liga er heller ikke dårligt, siger George Sørensen til bt.dk fra VM-lejren.

- Jeg er glad for den chance og det ansvar, jeg har fået i Herning Blue Fox. Jeg har udviklet mig meget i denne sæson, og skønner man, at det vil være bedst for min udvikling at tage et år mere i Herning, så lytter jeg til det.

George Sørensen har imponeret i U20-VM og haft sin store andel i oprykningen.

- Det er en oplevelse at spille på sådan et hold. Vi arbejder stenhårdt for hinanden og er vokset fra kamp til kamp, siger han.

Med sine beskedne 1,75 meter er han en diametral modsætning til NHL-giganten med Herning-fortid, Frederik Andersen.

Men fylder han ikke meget i målet, skal man ikke undervurdere ham. Han er lynende hurtig, har et eminent blik for spillet og får svære ting til at se enkle ud.

- George har vinderinstinktet. Han er meget veltrænet, har en god fysik og en utrolig evne til at følge pucken. Hvor den kan blive væk for andre målmand, ved han altid, hvor den er, siger U20-landsholdets cheftræner, Olaf Eller.

Danmarks oprykning blev sikret med 4-1 sejren i topkampen over Letland og udløste en euforisk jubel i den danske lejr.

Efter kampen kom Letlands cheftræner, Leonid Tambijevs, over til Olaf Eller og gratulerede.

- Jeg havde Leonid som spiller i tre sæsoner i Hvidovre (1995-98, red.) og i en enkelt sæson i Rødovre (2001-02). Det bedste hold vandt, sagde han og lykønskede os. Det var dejligt at høre, siger Olaf Eller.

Nu er det danske mål at slå Slovenien i den sidste kamp lørdag kl. 13.00 og gå gennem turneringen med maksimumpoint. Det ligner en ekspeditionssag for et af de mest talentfulde danske juniorhold nogensinde.

Læs også: