Oliver Lauridsen er blevet hentet op til sin NHL-klub, Philadelphia Flyers og får debut lørdag aften.

For første gang i sin karriere er Oliver Lauridsen blev kaldt op til NHL, og han står til at få debut i verdens bedste ishockeyliga lørdag aften. Det er NHL-klubben Philadelphia Flyers, der har hentet den 197 cm høje back op fra farmerholdet Adirondack Phantoms.

General Manager hos Flyers, Paul Holmgren, fortalt fredag, at man havde hentet den 24-årige dansker, der er i gang med sin tredje sæson i AHL, op til NHL. Buddet kommer dagen efter, at Philadelphia Flyers tabte 3-4 til New Yorks Islanders og Frans Nielsen efter straffeslag.

I den kamp fik man backen Braydon Coburn skadet, og fredag aften stod det klart, at Oliver Lauridsen skal erstatte ham, når Philadelphia lørdag møder Boston Bruins på hjemmebane. Lauridsen får trøje nr. 38 hos Flyers, og meget tyder på, at træner Peter Laviolette glæder sig til at se den unge dansker i aktion.

- Han er en stor fyr, der kan stå på skøjter. Jeg ringede til Adirondack, og rapporterne om ham var gode. Jeg kunne virkelig godt lide den kamp, han spillede her (da Adirondack Phantoms spillede en kamp på Flyers hjemmebane, red.). Han var fysisk, siger Peter Laviolette til Flyers' hjemmeside.

Det kunne også tyde på, at Adirondack-træner Terry Murray har været godt tilfreds med sin back på det seneste. For i stedet for mere erfarne herrer som Andreas Lilja, 577 NHL-kampe, Danny Syvret, 59 NHL-kampe og Brandon Manning, 4 NHL-kampe er det altså NHL-jomfruen Oliver Lauridsen, der får chancen på et tidspunkt i sæsonen, hvor det for alvor spidser til for Philadelphia Flyers, hvis holdet skal med i slutspillet.

For en uge siden var det lillebror Markus Lauridsen, der trak overskrifter, da han som den første dansker skrev kontrakt med en NHL-klub uden at være blevet draftet. Markus Lauridsen, der spiller for Lake Erie Monster i AHL, skrev en toårig entry level kontrakt fra den kommende sæson med Colorado Avalanche.

Fakta:
NHL står for National Hockey League og er den bedste ishockeyliga i Nordamerika.
AHL står for American Hockey League og er NHLs farmerliga (udviklingsliga).
Spillere på tovejskontrakt kan blive kaldt op til NHL fra AHL og kan naturligvis også blive sendt den anden vej.