Dansk ishockey har nået et nyt niveau ved VM, og kvartfinalepladsen er ikke et mirakel som i 2010.

Moskva: Det danske indtog i kvartfinalen ved ishockey-VM i Rusland er et eventyr, som tydeligt demonstrerer dansk ishockeys fremgang i de seneste år.

Sådan lyder det fra målmanden Sebastian Dahm, efter at han og resten af holdet har indløst billet til en plads blandt de otte bedste i verden.

- Eventyret er allerede skrevet. Nu handler det om, hvordan det sidste punktum skal sættes. Det er helt utroligt, at vi er nået dertil som ishockeyland, siger Dahm.

Danmark fik den nødvendige hjælp af Tjekkiet, der skulle tage point fra Schweiz i de to landes indbyrdes møde tirsdag middag.

Tjekkerne vandt med 5-4, og dermed er det danske ishockeylandshold for anden gang i historien klar til VM-kvartfinalen.

- Denne gang er der ikke tale om et mirakel som i 2010. Vi har simpelthen vist, at vi som ishockeynation har nået et nyt niveau, hvor vi slår de modstandere, der ligger rundt om os, samtidig med, at vi også godt kan vinde over de store nationer.

- Det siger noget om, hvor langt vi er kommet.

- Det siger også noget om, hvor dygtige vores største stjerner, der kommer hjem fra Nordamerika, er, siger Sebastian Dahm, der henviser til Lars Eller, Nikolaj Ehlers, Jannik Hansen og Nicklas Jensen, der alle har løftet holdet.

- Men resultatet fortæller også historien om, hvordan man som dansker spiller på et landshold. Vi er en velsmurt kæde, hvor alle bidrager med det, de kan. Det er lige, så man får gåsehud, når man tænker over det, siger Sebastian Dahm.

/ritzau/