Nikolaj Ehlers tog endnu et skridt mod NHL med en treårig tovejs-kontrakt med Winnipeg Jets til 9,228 mio. kr. pr. år.

Beløbet skal dog tages med et gran salt. De mange millioner kommer kun til udbetaling, hvis han kommer til NHL. Og tallet en inklusive en række bonusser.

Spiller det 18-årige supertalent den kommende sæson fortsat for Halifax Mooseheads i den canadiske juniorliga QMJHL, er det mere jordnære beløb, der kommer til udbetaling. Omkring 600-700.000 kr.
 
- Jeg er ikke så interesseret i at tale om penge. Men da jeg lå i min seng i nat, og det væltede ind med lykønskninger på mobilen fra familie og venner, var jeg vildt glad. Jeg havde fået min første NHL-kontrakt, siger Nikolaj Ehlers til BT.

- Jeg havde været nervøs, for jeg vidste jo ikke, hvad der ville ske.

Nikolaj Ehlers rejser i næste uge til Winnipeg på en rookie-camp, som giver et fingerpeg, om det skal hedde Halifax Mooseheads eller Winnipeg Jets den kommende sæson.

- Som jeg har forstået det, skal jeg være med i en rookie-træningsturnering i Edmonton mod Vancouver, Calgary og Edmonton, siger han.

- Derefter bliver der sorteret fra, men jeg håber selvfølgelig at komme med i main campen senere. Det er her, det afgøres.

Om chancerne for at komme til at spille NHL allerede den kommende sæson, siger han:

- Vi er mange, der kæmper om chancen. Nu er det op til mig selv. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at vise, at jeg er klar til at spille med de store drenge. Men skal jeg tage et år mere i Halifax, er det også i orden.

Nikolaj Ehlers har nærmest ryddet bordet i sin første sæson i Canada, når det handler om mål og priser, og han blev draftet i første runde som nr. 9 af Winnipeg Jets i 2014.

Supertalentet er søn af Danmarks første internationale ishockeystjerne, Heinz Ehlers, som er træner i Lausanne i den schweiziske NLA.

Nikolaj Ehlers' storebror, Sebastian, spiller for Aalborg Pirates i Metal Ligaen.