Nicklas Jensen har vist sig frem i en markant forbedret udgave i forhold til VM i Minsk for to år siden.

Sankt Petersborg: Hvis man kun har mulighed for at se Nicklas Jensen spille ishockey, når han optræder på det danske landshold, er forvandlingen til at få øje på.

Den udgave, man ser af forwarden fra Hartford Wolf Pack ved VM i Rusland, er markant forbedret i forhold til VM i Minsk i 2014, hvor han slet ikke formåede at folde sit målinstinkt ud.

I de seneste uger i Rusland har Nicklas Jensen været en af Danmarks absolutte profiler, og har vist, hvor giftig han kan være for modstandernes defensiv.

- Jeg var ikke selv tilfreds med det, jeg lavede i Minsk, for jeg kan meget mere, end jeg viste dengang. Jeg er blevet to år ældre og har udviklet mig i mellemtiden.

- Jeg havde noget, jeg skulle lave om på, og det gav nok en lille ekstra gnist. Jeg føler selv, det er gået rigtig godt i år, og det er primært, fordi holdet har gjort det så godt, siger Nicklas Jensen.

Faktisk er det gået så godt, at han før kvartfinalen mod Finland ligger på fjerdepladsen på VM-topscorerlisten med fem scoringer i syv kampe.

- Det er fedt, specielt når man kigger på de andre navne og de mange stjerner, der er med ved VM. Det er rart at se ens eget navn deroppe, siger Nicklas Jensen.

Torsdag skal han så igen forsøge at demonstrere målnæsen og det knastørre skud, når han sammen med resten af det danske landshold skal op imod det, der på papiret ligner en overmagt, nemlig ubesejrede Finland.

En dansk sejr vil være en sensation, men muligheden er der, mener Nicklas Jensen.

- Først var målet at komme i kvartfinalen. Nu er vi nået hertil, og så kan man ikke bare være tilfreds. Så drejer det sig jo om semifinalen, selv om vi godt ved, at det bliver en rigtig svær opgave, siger han.

Kampen mod Finland begynder 15.15.

/ritzau/