Danmarks bedste lige nu 20-årige Nikolaj Ehlers er på niveau med Kevin Magnussen og Caroline Wozniacki i dansk sport, mener ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard

’Perfect shot!’ To relativt simple engelske ord, der igen og igen gjalder ud på nordamerikansk tv, når ishockeykometen Nikolaj Ehlers skøjter rundt i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

Men også to ord, der kun bliver brugt, når målet vækker ekstra opsigt.

Og den danske ishockeyspiller vækker netop markant opsigt for tiden, når han går på isen med sit canadiske hold, Winnipeg Jets. Den unge dansker hiver mål og assister hjem i sådan en grad, at TV 2s ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard ikke er i tvivl:

»I mine øjne er han Danmarks bedste sportsudøver, som det er lige nu. Han præsterer bedst – og så endda som 20-årig,« siger han til BT og fortsætter.

»Han er oppe i liga med alle de store. De bedste golfspillere, Kevin Magnussen, Caroline Wozniacki – han er fuldt ud på niveau med de allerbedste, vi har. Det er der ingen tvivl om. Han ligger meget højt på topscorerlisten og er en af de bedste målscorere i verden i en af de sværeste sportsgrene at være det i. Det er et uhyggeligt højt niveau.«

Opsigtsvækkende

Nikolaj Ehlers har før deadline på denne avis produceret 47 point (19 mål og 28 assister) i 54 kampe for Winnipeg Jets i denne sæson. Og han deler blandt andet plads på topscorerlisten med den russiske superstjerne Alexander Ovechkin.

»Det er meget opsigtsvækkende. Og måden han sætter forsvarsspillere af på. Man skal huske på, at det er NHL uden ret meget plads og med masser af fart. Og mod verdens bedste modstandere,« siger Jimmy Bøjgaard,

Det danske stjernefrø er i gang med sin anden sæson hos Winnipeg Jets, og udviklingskurven har været enorm stejl. Før Nikolaj Ehlers trådte ind på verdens største ishockeyscene, fik han debut på seniorniveau i rekordlav alder.

»Man vidste godt, Nikolaj var et kæmpe talent, da han debuterede i den bedste schweiziske liga som 15-årig – som den yngste nogensinde. Man spærrede øjnene op dengang. Og så leverede han endda og spillede fornuftigt allerede der,« fortæller Jimmy Bøjgaard.

Stolt far

Mens Nikolaj Ehlers brillerer på den anden side af Atlanten, sidder hans far, Heinz Ehlers, i sit hjem i Schweiz.

Herfra følger den mangeårige danske landsholdsspiller sin søn intenst, samtidig med at han træner SVL Tigers i landets bedste ishockeyrække.

»Hele familien følger ham meget tæt. Vi er alle sammen utroligt glade og stolte. Han spiller på et fornuftigt offensivt hold og får masser af spilletid,« siger Heinz Ehlers til BT og afslører, at han får sin nattesøvn ’spoleret’ ind imellem.

»Underbevidstheden gør nogle gange, at jeg vågner flere gange i løbet af natten og tjekker, hvordan det går i hans kampe.«

Nikolaj Ehlers har slået hul igennem til NHL ud fra to altovervejende elementer, fortæller hans far.

»Han er et usædvanligt teknisk talent, men det kræver også meget hårdt arbejde at nå dertil, hvor Nikolaj er nu,« siger Heinz Ehlers.

Og hvem ved. Måske har Nikolaj Ehlers allerede lagt yderligere til sin imponerende pointtal. Efter deadline på denne avis var Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets på besøg hos Colorado Avalanche.