Danmark havde den russiske bjørn rystet i U20 VM-åbningskampen i Toronto og pressede sensationelt storfavoritterne ud i straffeslag.

Efter 2-2 i ordinær tid og en målløs forlængelse blev kampen afgjort på shootout, og her sikrede Rusland sig et ekstra point.

Nikolaj Ehlers fra Halifax Mooseheads brændte det første forsøg, og da Oliver Bjorkstrand fra Portland Winterhawks heller ikke kunne passere den russiske målmand, samtidig med at russerne scorede på deres første to forsøg, var Ruslands 3-2-sejr en realitet.

Præstationen fra de danske drenge var så oprigtsvækkende, at Denmark på et tidspunkt lå nr.2 på Canadas Twitter-trendings-liste.

Mens det danske A-landshold har spillet i VMs bedste gruppe siden 2003, er det blot tredje gang, det danske U20-hold er med blandt verdenseliten. Chancen for, at det for første gang overlever, er større end nogensinde.

Danmark fik en drømmestart i Air Canada Centre med to powerplaymål i første periode.

Først scorede Oliver Bjorkstrand efter 13 minutter med Mads Larsen og Mathias Asperup som assists, og to et halvt minut senere gjorde Nikolaj Ehlers det til 2-0 med Oliver Bjorkstrand og Mads Larsen som fødselshjælpere.

Den sensationelle føring holdt til de døende sekunder af anden periode, hvor Rusland reducerede i powerplay.

Russerne pressede for kvittering i tredje periode og sendte kampen i forlængelse med 2-2-scoring i tiden 48.50.

Et ærefuldt nederlag for de danske spillere og cheftræner Olaf Eller. Den russiske coach er den tidligere Rødovre-stjerne Valeri Bragin, som i 1990 var nøglespiller på Mighty Bulls' DM-guldhold. I øvrigt sammen med Olaf Eller.

Danmarks spiller lørdag aften dansk tid mod Sverige.

U20-VM, Toronto

Danmark-Rusland  2-3 (2-0, 0-1, 0-1, 0-0, 0-1)