- Vi kan skrive ishockeyhistorie i næste års U20-VM i Canada.

Sådan lyder vurderingen fra det 17-årige supertalent fra Halifax Mooseheads, Nikolaj Ehlers.

- Tager vi derover med samme indstilling, som vi kom til Polen med, kan vi lave noget rigtigt stort. Vi skal tro på os selv, uanset hvem vi møder. Vi har et talentfuldt hold, hvor alle arbejder for hinanden. Og mere end halvdelen af spillerne kan også være med i Canada, siger han til bt.dk.

- Jeg har nydt dagene her i Polen. Vi har spillet en kanongod turnering, og der er et fantastisk sammenhold. Det er et VM, jeg aldrig glemmer.

Fra Polen fortsætter Nikolaj Ehlers på juleferie i Aalborg, inden han 27. december rejser hjem til nytårskampene i Canada.

Danmark sluttede med en 4-2 sejr over Slovenien og bragede gennem Division 1-puljen i Sanok med maksimumpoint.

Den sidste kamp var en stille dag på kontoret med Sonny Hertzberg, Mikkel Aagaard, Mathias Asperup og Oliver Bjorkstrand som målscorere.

George Sørensen, Herning Blue Fox, var blevet afløst af Sønderjyskes målmand, Thomas Lillie, og han gjorde det så godt, at trænerteamet kårede ham som kampens danske spiller.

Som turneringens bedste valgte den danske ledelse George Sørensen.

- 13 af de 23 spillere kan være med, når VM skal spilles om et år i Bell Centre i Montreal og Air Canada Centre i Toronto. Og der var flere spillere derhjemme, der var meget tæt på at komme med til Polen, siger cheftræner Olaf Eller.

- Vi spillede vore to bedste kampe, da det gjaldt (mod Hviderusland og Letland, red.). Både teknisk og fysisk var vi turneringens bedste hold. Men vi skal være endnu stærkere, når vi skal op mod verdens bedste U20-hold.

På spørgsmålet, hvem der var tættest på George Sørensen i kampen om titlen som VMs bedste danske spiller, siger Olaf Eller:

- Forwarden Mathias Asperup fra Malmö Redhawks. Han har gennemgået en fantastisk udvikling og arbejdede stenhårdt for holdet i alle fem kampe.

Fra 26. december er der VM for top-10 nationerne i Malmø. På Canadas hold er der seks spillere, der spiller sammen med Oliver Bjorkstrand, Nikolaj Ehlers og Mads Eller i Nordamerika. Tre fra Portland Winterhawks, to fra Halifax Mooseheads og en fra Edmonton Oil Kings.

 
U20-VM i Sanok, Polen
Danmark-Slovenien 4-2 (1-0, 0-0, 3-2)