Når 17-årige Nikolaj Ehlers er i hatten i sommerens NHL-draft, er superstjernen på Canadas U20 VM-hold, Jonathan Drouin, ikke i tvivl om, at han bliver valgt i første runde.

- Jeg vil ikke sætter tal på, men Nikolaj er én af de spillere, som går meget tidligt, siger Jonathan Drouin til BT.

Han spiller sammen med danskeren i Halifax Mooseheads (vinder af Memorial Cup 2013) i den canadiske juniorliga QMJHL og blev i år valgt i første runde som nummer tre overall af Tampa Bay Lightning.

BT mødte Jonathan Drouin i Rødovre Skøjte Arena, hvor canadierne træner i denne uge inden U20-VM i Malmø 26.december-5. januar.

- Nikolaj har alle kvaliteter. Han er lynende hurtig og kreativ og har et godt hoved og et godt håndled, siger Jonathan Drouin.

- Det var lidt svært for ham i starten, da han kom til Halifax fra Schweiz og lige skulle vænne sig til de små baner, men han lærte hurtigt.

Han peger ud på isen og tilføjer med et stort smil:

- Vi andre skal også vænne os til de store baner, inden vi skal til Malmø.

18-årige Jonathan Drouin havde håbet, at han var blevet hentet til Tampa Bay Lightning i år, men det blev kun til nogle træningskampe.

- Det er også okay at spille i Halifax, men næste sæson hedder det NHL, siger han.

Det er Canadas kommende NHL-stjerner, som skal sikre medaljerne i Malmö Arena i jule- og nytårsdagene. Et TV-hold følger hvert skøjteskær i Rødovre Skøjte Arena. Interessen i Canada er enorm.

- Det var en stor skuffelse, at vi kun blev nummer fire sidste år (USA vandt, red.). Guld er det eneste, der tæller i Malmø, men det bliver en hård kamp mod nationer som Sverige, Rusland og USA, forudser Jonathan Drouin og tilføjer:

- Hils Nikolaj.

18 gange er en dansk spiller blevet draftet til NHL. Den seneste er Oliver Bjorkstrand, der blev valgt i tredje runde i år af Columbus Blue Jackets. Den første var Nikolaj Ehlers' far, Heinz Ehlers, draftet af New York Rangers i 1984.

Indtil videre har ni danskere fået debut i verdens stærkeste liga.