Playoff: Herning vil spille finale i denne uge - Odense siger nej

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Lad os komme i gang med DM-finalen så hurtigt som muligt.

Sådan lyder det fra den ene finalist i kampen om ishockey-guldet, Herning Blue Fox.

- Nej, vi venter og følger planen, siger den anden, Odense Bulldogs.

Den to uger lange pause mellem den sidste semifinalekamp og den første finalekamp har skilt vandene.

Et ønske fra de forsvarende mestre, Blue Fox, om at starte finaleserien allerede på fredag i stedet for at vente til lørdag 7. april er skudt ned af Bulldogs.

- Havde de været enige, kunne vi have rykket starten otte dage frem. Nu er vi nødt til at respektere den oprindelige plan, siger Danmarks Ishockey Unions direktør, Enver Hansen.

- Personligt havde jeg for sportens skyld gerne set, at vi var startet torsdag eller fredag i stedet for at vente to uger.

Herning Blue Fox’ direktør, Poul Schmøkel: - Vi respekterer naturligvis Odenses ønske om at følge planen. Men jeg synes, det er ærgerligt, der skal gå 14 dage, hvor der ikke rigtig sker noget. Ishockeyen dør lidt.

Odense Bulldogs’ direktør, Thomas Andreasen: - Vi har planlagt efter programmet, og det passer dårligt med OIKs planer at rykke finaleserien frem.

Bulldogs’ cheftræner, Pär Johansson, supplerer: - Når unionen har planlagt programmet, som det er, må der ligge en tanke bag.

Odenses afvisning af Hernings ønske ærgrer landstræner Per Bäckman, som mandag startede den anden VM-samling i Vestfyens Arena i Odense.

- Jeg kan ikke se nogen fornuftig anledning til, at vi skal vente 14 dage på finalen. Det burde være i alles interesse at følge den normale rytme i playoff og komme i gang så hurtigt som muligt, siger han.

For VM-holdets forberedelser havde det været mest positivt, hvis finalen startede på fredag.
 
Per Bäckman har syv testkampe inden afrejsen til VM i Stockholm med de første 5. og 7. april i Slovakiet. Her er spillerne fra de slagne semifinalehold, Sønderjyske og AaB, disponible. Formentlig er VM-emnerne fra Blue Fox og Bulldogs først klar til den sidste test, kampen mod Italien 1. maj i Rødovre Skøjte Arena.