Oliver Bjorkstrands egentlige landsholdsgennembrud lader vente på sig, men nu er han klar til at gå efter drømmen om fast spilletid i NHL.

For navnet er Bjorkstrand. Oliver Bjorkstrand. Og målet er klart. En hel sæson for Columbus Blue Jackets i NHL.

I marts 2016 blev han kaldt op til Blue Jackets og spillede 12 NHL-kampe, inden han vendte tilbage til AHL-holdet Lake Erie Monsters. I AHL-slutspillet gik han og holdet hele vejen og vandt Calder Cup.

»Det var et godt år. Jeg havde en lidt langsom start og blev skadet i begyndelsen, og lidt efter tog det også lidt tid at komme i gang, men det gik den rigtige vej, og jeg synes, jeg blev bedre og bedre. Og så fik jeg opkaldet til NHL og spillede nogle kampe og gjorde det godt og kom så tilbage til slutspillet i AHL, og der gik det også rigtig godt. En god sæson og jeg har lært meget,« fortæller Oliver Bjorkstrand.

Den 21-årige angriber blev noteret for otte point (fire mål, fire assist) i NHL og intet mindre end 16 point (10 mål, 6 assist) i 17 slutspilskampe for Lake Erie. Heraf faldt de fem scoringer i finaleseriens fire kampe, og han blev endda noteret for sejrsmålet i både kamp tre og fire.

»Det er altid dejligt at slutte sådan af, så man har en god mavefornemmelse. Det kunne næsten ikke blive bedre til sidst med de mål, jeg scorede. Jeg er glad for, at det var sådan, det endte,« siger han.

Anderledes ser det dog ud på landsholdet. Oliver Bjorkstrand har endnu sit første senior-point til gode i rødt og hvidt, og i den igangværende OL-kvalifikation i Hviderusland har han ikke fået nok ud af anstrengelserne.

»Jeg har ikke lavet nogle point, så det er ikke godt nok. Det er tidligt på sæsonen, og jeg har ikke haft mange kampe, men det skal ikke være en undskyldning. Man skal være klar til at spille, selvom det er i begyndelsen af året. Det er bare ikke godt nok,« svarer han ærligt.

Og han skal formentlig håbe, at pointnæsen vender tilbage, når han skal i træningslejr hos Columbus Blue Jackets, hvis han skal nå sit store mål.

»Mit mål er, at spille mig på holdet fra begyndelsen af. Det er det, jeg vil, og det, jeg kæmper for. Når training campen begynder, er det med at være klar fra start af og spille godt i de kampe, jeg får, så jeg kan bevise, at jeg er klar til at komme på det hold.«

Med sine 183 centimeter og 79 kilo er Oliver Bjorkstrand ikke verdens største ishockeyspiller, men det er også en af grundene til, at han kan bevæge sig så hurtigt, som han kan på isen. Alligevel har han, ligesom så mange andre NHL-danskere fået ’lektier’ for af sin NHL-arbejdsgiver.

»De vil måske godt have, at jeg bliver lidt større og stærkere. Højden kan man ikke gøre så meget ved nu, men jeg kan måske godt blive lidt stærkere med muskler og så videre, men jeg er ikke så bekymret over det. Jeg føler, jeg spiller godt med min størrelse, så selvom min vægt måske ikke er helt, hvor de helst gerne vil have den, har jeg det egentlig meget godt med, hvor jeg er lige nu, og jeg føler mig klar til at spille,« fortæller Bjorkstrand og uddyber:

»Jeg vil gerne have en masse energi og være hurtig på skøjterne og være sikker på, jeg kan bruge energien under hele kampen, så jeg skal også passe på med ikke at tage for meget på, så min krop ikke er vant til vægten. Jeg prøver at finde en god balance, og jeg føler, at jeg er et rimelig godt sted lige nu. Der er altid plads til at tage et par kilo på, men det er ikke noget, der generer mig alt for meget.«

Blå bog
Navn: Oliver Bjorkstrand
Født: 10. april 1995
Mål: 183 cm, 79 kg
Familie: Far Todd Bjorkstrand (træner i Herning), bror Patrick Bjorkstrand (LA Kings/Ontario Reign)
Draftet: Som nr. 89 af Columbus Blue Jackets i 2013
Mesterskaber: Dansk mester og pokalmester med Herning (2011/12), WHL-mester med Portland Winterhawks (2012/13), AHL-mester med Lake Erie Monsters (2015/16)