Den canadiske popstjerne Justin Bieber dukkede højst overraskende op i Saxo Bank Arena i Rungsted mandag middag, hvor han spillede med i en intern træningskamp med det danske ishockey-ligahold, Rungsted Seier Capital.

Nu fortæller klubbens direktør, Thomas Friberg, hvordan det sensationelle besøg kom i stand,

»Han (Bieber, red.) har lavet noget tilsvarende nede i München, hvor han trænede med. På det München-hold var der en dansker, Mads Christensen, og han havde henvist Biebers stab til landsholdskaptajnen Morten Green, der spiller hos os. Og det var sådan, forbindelsen blev skabt," fortæller Thomas Friberg,« der havde gået med hemmeligheden om Bieber-besøget i et par dage.

»Han havde et klart ønske  om, at det skulle være i private omgivelser. Vi havde selvfølgelig vidst det i et stykke tid, men havde været meget stille omkring det. Hvis han nu var kommet til en hal, hvor der havde stået 2000 skrigende piger på lægterne, var han nok bare gået igen. Der var der nogle, der havde fundet ud af det, så der var en del mennesker ude foran hallen.«

Rungsted-direktøren var i øvrigt imponeret over den 22-årige superstjernes kvaliteter på isen.

»Han var jo en helt almindelig fyr. Sød, rar og flink. Han havde bare lyst til at spille lidt hockey, hvilket han i øvrigt er ret god til. Jeg var overrasket over hans niveau - han kan altså skyde slagskud og drible, og han forstår spillet.  Ja ja, han er jo fra Canada, men jeg faktisk overrasket over, hvor god han var.«

Du kaldte ham ikke ind til kontraktforhandlinger?

»Ej, jeg overvejede det et kort øjeblik. Men selv om det går meget godt for Rungsted Ishockey, er jeg ikke sikker på, at vi havde råd til Bieber. Haha...«