Unibet Stars Gentofte har indledt et samarbejde med B.S. Christiansen.

Den tidligere jægersoldat er tilknyttet Metal Ligaens bundhold på konsulentbasis for resten af sæsonen.

- B.S. har tidligere med succes hjulpet bl.a. Bjarne Riis' cykelhold, og jeg er ikke i tvivl om, at vi også vil få glæde af hans viden og erfaring på det psykologiske plan. Det gælder både spillere, trænere og os i ledelsen, siger direktør i Unibet Stars Gentofte, Peter Ferslew.

Samarbejdet kom i gang, efter at den rutinerede teambuilder havde holdt et foredrag i Unibet Stars' erhvervsklub.

- Det var meget spændende og inspirerende at høre B.S., og efter at vi havde talt med manager Karsten Arvidsen spurgte vi B.S., om han ville hjælpe holdet, siger Peter Ferslew.

- Han havde aldrig set ishockey før og blev vildt imponeret efter at have set den første kamp. Han har været til flere kampe og følger træningen flere gange om ugen.

Unibet Stars Gentofte har efter en god sæsonstart i sit comeback til den bedste danske liga taget et gevaldigt dyk med ti nederlag i træk.

Bundholdet får fredag besøg af de danske mestre, Sønderjyske.