På papiret var det danske landshold stærkere end nogensinde, men på isen endte den første kamp i OL-kvalifikationen med et 1-4-nederlag, der blev grundlagt af to kæmpe danske fejl i offensiven.

»Der var for mange fejl, og det var en kamp, vi skulle have vundet, men det gjorde vi ikke.«

Så kort kunne torsdagens slag på isen opsummeres af Nicklas Jensen.

Det danske landshold kom ellers ud som lyn og torden, og i løbet af de første skift havde samtlige kæder været nede i hviderussisk zone og presset på foran målmand Kevin Lalande, men alligevel endte perioden med en føring på 2-1 til Hviderusland.

»Jeg havde en friløber, lige inden de scorede, og hvis den går ind, står det 2-0 til os i stedet for 1-1, men selvfølgelig skal vi ikke miste hele kampen, bare fordi de scorer til 1-1. Det er små fejl, vi selv laver, som gør, at de kommer foran, og de håndterer kampen i stedet for os. Vi har måske pucken mest og kontrollerer kampen mest, men de scorer på alt, hvad de får og de kontraer, vi giver, og det er ikke godt nok. Vi kunne ikke score på de chancer, vi havde, og det bliver man nødt til at gøre for at vinde hockeykampe,« siger Nicklas Jensen, der fortsatte, hvor han slap ved VM og scorede Danmarks første mål.

I stedet for at blive dobbelt målscorer, måtte han og resten af landsholdet dog indkassere en udligning, da Mikkel Bødker mistede pucken i offensiv zone. Med tre hviderussere mod Philip Larsen var både han og Frederik Andersen prisgivet. Desværre var 2-1-målet en tro kopi af Hvideruslands første.

»Det er ærgerligt. Det er ikke optimalt at lave et pucktab, det ved vi alle sammen godt. Det er ærgerligt, at den første ender nede i vores mål, og den anden rammer dommeren,« siger Mikkel Bødker.

Mentalt gjorde den første scoring imod danskerne rigtig ondt. Jan Karlssons tropper var rystede, og pucken, der før havde været så godt under kontrol begyndte mere at ligne en hoppebold, der ikke var til at styre.

Der var lagt op til en intens tredje periode med 2-1 på tavlen, men de sats danskerne var nødt til at tage, resulterede bare i flere kontrascoringer til Hviderusland. Den mentale mavepuster så ud til at have sat sig i benene, og selvom der blev kæmpet med næb og klør til sidste sekund, var der ikke noget at gøre. Det danske nederlag på 2-5 var en realitet.

»Jeg kan ikke stå og sige, at det hele er guld og grønne skove, når det ikke er det, men vi kæmper bravt derude, og deres målmand står godt, så vi må tage hatten af for ham,« siger Mikkel Bødker.

Mens det var tæt i den sene kamp, satte Slovenien en streg under det resultat, alle forventede - at Polen er gruppens svageste hold - da Anze Kopitar og co. torsdag eftermiddag besejrede Polen 6-1. NHL-stjernen Anze Kopitar scorede hattrick, men polakkerne fik dog et lille plaster på såret med scoringen til 1-6 i slutningen af tredje periode.

To af de tre hold, der på forhånd var udset til at kæmpe om OL-billetten har tre point på kontoen efter første af tre spilledage. Desværre er ingen af de hold Danmark, og derfor ser det nu meget svært ud at få opfyldt drømmen om en tur til Sydkorea. Helt opgivet er den dog ikke.

»Næste mål er at vinde næste kamp. Det er det vigtigste, vi skal tænke på nu. Og så må vi se, om vi får lidt hjælp fra andre hold,« siger Frederik Andersen.

Og allerede fredag eftermiddag skal Danmark forsøge at holde liv i det spinkle håb, men kravet er en sejr over Slovenien, der må forventes at have friskest ben efter den overkommelige opgave mod Polen og længere hviletid.