Aalborg vandt med tilstrækkeligt store cifre til at sende Esbjerg ud af ishockeyens pokalkvartfinaler.

Aalborg. Esbjergs forsvarende ishockeymestre er fortid i pokalturneringen efter et samlet nederlag til Aalborg i kvartfinalen.

Vestjyderne havde ellers vundet den første kamp med 2-1 på hjemmebane, men med en hjemmesejr på 4-1 i returkampen går nordjyderne videre til semifinalerne med samlet 5-3.

Esbjerg kom ellers foran i returkampen, men siden kom Aalborg stærkt tilbage.

Også Sønderjyske er ude af turneringen efter et drama i overtid. Rødovre havde vundet den første kamp ude med 2-1, men da Sønderjyske lørdag aften vandt 3-2, stod det helt lige.

Så måtte kampen ud i overtid, og her sørgede Matthias Asperup for sejrsmålet til samlet sejr på 5-4.

Frederikshavn er overbevisende videre efter 5-2 i returkampen ude mod Herlev. Nordjyderne vinder samlet med 8-4.

Herning kan få svært ved at klemme sig blandt de fire sidste. I den første kvartfinale på hjemmebane måtte holdet se sig slået med 3-4 af Rungsted. Nu venter en tur til Nordsjælland i returkampen.

/ritzau/