Den nordjyske ishockeyklub har endnu ikke besluttet, hvilken modstander den vil vælge i DM-kvartfinalen.

Aalborg. Aalborg Pirates sikrede sig tirsdag aften sejren i grundspillet i Metal Ligaen.

Den nordjyske ishockeyklub vandt 6-2 ude over Herlev Eagles og kan dermed ikke indhentes med to runder tilbage at spille.

Aalborg Pirates har 88 point for 43 kampe, mens Odense Bulldogs er nummer to med 82 point. Nordjyderne er dog bedst i indbyrdes kampe og har derfor sikret førstepladsen.

- Min umiddelbare reaktion er, at jeg synes, det hele virker en smule surrealistisk, og jeg tror ikke helt, at det er gået op for mig endnu, at vi gjorde det, siger Aalborg Pirates' direktør, Thomas Bjuring, til nordjyske.dk.

- Jeg troede egentlig, at det var umuligt, og jeg ved heller ikke, om der er nogen, der har præsteret noget lignende før.

- Vi har ligaens syvendestørste budget, og alligevel har vi ført grundspillet fra start til slut, siger direktøren.

Kontrasten er stor i forhold til sidste sæson, hvor Aalborg Pirates kun akkurat sneg sig med i slutspillet via en ottendeplads i grundspillet.

Derefter tabte holdet 0-4 i kampe til Sønderjyske i kvartfinalen.

I år er Aalborg Pirates som vinder af grundspillet førstevælger til at vælge modstander i kvartfinalen.

- Vi har selvfølgelig allerede talt lidt om, hvem det kunne være godt for os at møde, men vi har ikke truffet nogen beslutning endnu, siger Thomas Bjuring.

/ritzau/