Advarsel om meget stærke billeder
‘Hvem har vi der er ramt, hvem har vi der er ramt?’
Råbene er høje og bliver efterfulgt af et ‘pas på med at trampe rundt’.
Men skaden er allerede sket. En af soldaterne har trådt på en vejsidebombe.
Den ny dokumentarserie ‘Min krig’ om de danske soldater i Afghanistan går helt tæt på og viser situationer, hvor soldaterne er allermest pressede. Optaget af soldaternes egne hjelmkameraer.
Selvom det er knapt fem år siden, bringer optagelserne Rasmus Stilbo direkte tilbage til det krigshærgede land og de frygtelige situationer, han stod i. Den dengang 23-årige Stilbo gik forrest den dag i 2009, det gik helt galt for en af soldaterne på hold otte.
- Vi er ude på patrulje, og vi ved godt, at Taleban kan se os. Jeg tror, vi er 100- 200 meter fra lejren, og vi kan se vagttårnet, da vi passerer en grøft med noget høj majs. Forrest går en ingeniør, så går jeg over grøften, og så kommer ‘Pede’. Pludselig bliver jeg blæst omkuld og ryger nok en meter hen ad jorden. Så er der helt sort. Det er totalt surrealistisk. Det er jo 50 grader, der er høj sol, men pludselig bliver der totalt mørkt. Det første, jeg tænker, er, at vi er blevet blevet angrebet, så jeg forsøger at stå op og få fat i mit våben. Da jeg endelig kommer op at stå, er der en voldsom hyletone i mit øre, men pludselig kan jeg høre Pede, der ligger nede i hullet. Jeg skynder mig derhen, og så tænker jeg ‘fuck’, siger Rasmus Stilbo.
Det går op for Stilbo, at hans kammerat mangler benene. Og i det der føles som en evighed, flyver der tusinder af tanker gennem hovedet på ham. Bliver vi beskudt? Er jeg selv okay?
- Lige i øjeblikket når jeg ikke at tænke ‘fuck, det kunne være mig, jeg kunne være død.’ Lige der handler det bare om at overleve.
De andre soldater er på den anden side af grøften, så Stilbo er alene med sin kammerat, som råber ‘få mig op af hullet, få mig op af hullet’.
- Han ligger på noget, som brænder ham, så da jeg får ham flyttet, holder han op med at skrige og bliver mere rolig, fortæller Rasmus Stilbo, der hele tiden forsøger at tale med kammeraten, som hurtigt får hjælp.
- Jeg fortrænger nogle tanker, for jeg kan godt se, at det er slemt. ‘Jeg håber ikke han dør,’ kører hele tiden op i hovedet, og jeg forsøger at tænke ‘ han skal nok klare den, han skal nok klare den’.
Bare det at fortælle om situationen giver stadig Rasmus Stilbo kuldegysninger. Som han siger: Der er nogle sår, der aldrig heles.
- Jeg blev flået i stykker følelsesmæssigt. Hvis jeg helt selv kunne bestemme, ville jeg have sat mig ned og grædt, men man undertrykker jo mange af de her følelser i øjeblikket, siger han.
Umiddelbart efter kammeraten bliver sendt af sted med helikopteren, og de andre ‘får smidt hjelmen’ taler Rasmus Stilbo ikke med nogen. Han trækker sig fra de andre og græder lidt for sig selv. Men kun ganske kort. De andre skal også have plads til at bearbejde situationen.
Efter nogle uger får Rasmus Stilbo mulighed for at tage på orlov. Og beskeden til familien derhjemme var klar.
- Når vi landede i lufthavnen, skulle jeg direkte til Rigshospitalet. Den første øl og burger kunne vente, jeg kunne sige hej til familien senere. Det vigtigste var at tage ud og se ‘Pede’. En ting var at stå i Afghanistan og få at vide, at han havde overlevet, men jeg anede ikke, hvordan han havde det, hvad han følte. Jeg skulle se ham og røre ham for at få det bekræftet, siger Rasmus Stilbo, der fik en overraskelse, da han landede. For kammeraten ventede i lufthavnen.
- Det behov havde han så. Der faldt en kæmpe sten fra mit hjerte. Selvom han sad der fyldt med slanger i kørestolen kunne jeg mærke, at jeg blev ti kilo lettere.
Tanker som ‘hvorfor var det ikke mig’ plager stadig Rasmus Stilbo. Også selvom kammeraten har forsikret ham om, at han er stolt af ham, og at det blandt andet er Rasmus’ skyld, at han overhovedet overlevede.
- Jeg kommer aldrig til at give slip på alle de her tanker. Det slipper jeg nok aldrig for, men jeg lærer at leve med det. Selv når jeg er 80 år gammel, vil det stadig nage mig. Kunne jeg have gjort noget andet?.
Gensynet med optagelserne fra Afghanistan er som at få revet et plaster af. Selvom Rasmus Stilbo har set dem tusindvis af gange, fejer de stadig benene væk under ham og hiver ham lige tilbage i kampzonen.
- Da vi så filmen, måtte vi stoppe den undervejs. Det påvirker mig stadig i en ekstrem grad. På et splitsekund kunne jeg høre ‘Pede’s råbe igen, jeg kan lugte sprængstoffet. Jeg kan mærke det fysiske tryk på min krop.
Rasmus Stilbo kom sammen med resten af hold otte hjem i 2010, og i dag har han stadig kontakt med kammeraten. Der er et særligt bånd, som meget få kan forstå. Han siger det selv: Det lyder som en kliché. Men når man hver dag har tænkt ‘det kan være i dag, du dør’, ændrer det ens syn på livet.
- Det SKAL man da påvirkes af, understreger Rasmus Stilbo og fortsætter:
- Når man står en centimeter fra at dø, får man bare et andet perspektiv. Jeg har aldrig sat mere pris på min familie, end jeg gør i dag. Til at begynde med kunne jeg godt blive lidt sur og hidse mig op over mine jævnaldrende, der ikke forstod, hvor godt de havde det, men jeg har lært at håndtere det. Man bliver bare påvirket af, at man skal sidde og planlægge sin egen begravelse, men man accepterer jo et eller andet sted, at sådan er det bare, siger Rasmus Stilbo.
'Min krig' bliver vist på DR3 mandag 29. september.
Se også:
Peter var omringet af Taleban: De ville gå langt for at slå os ihjel
