Hun er kendt som filmproducenten bag nogle af Lars von Triers største successer. Hun har været gift med maleren Per Kirkeby i 30 år. Men nu har 64-årige Vibeke Windeløv holdt skiftedag.
Opret abonnement på PLUS og læs hele Vibeke Windeløvs histore. Hun er sprunget ud som teater-direktør og har fundet kærligheden igen – og nu ved hun, hvad der skal til, for at hun er lykkelig.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Den 30. maj kravlede Vibeke Windeløv op på et stillads i en smuk 1700-tals gård i Frederiksstaden i København. På stilladset ventede giftefogeden, hendes kommende ægtemand, samt hendes stilletter.
Foran 140 gæster sagde hun ja. Ja til at gifte sig med Nicolas Fischer.
Han er manden som Vibeke Windeløv har besluttet sig for at leve resten af sit liv med.
»Egentligt skulle vi have stået på en podie i gården, men pludselig blev det hele så kompliceret. For hvordan skal sådan et podie se ud, og hvordan skal man stå på det,« spørger hun. Så var det ligesom lettere med stilladset. Det var der jo alligevel, fordi skorstenen på den anden side af taget skulle laves.
Historien fortæller om en kvinde, der ikke er bange for at improvisere. Men den fortæller også om en kvinde er dygtig til at se muligheder og få andre til at ’shine’.
Vibeke Windeløv er en af dansk films største producenter. I 1992 blev hun hentet til Zentropa af Peter Aalbæk Jensen og siden har hun produceret mange succeser fra Susanne Biers ’Det bli’r i familien’ og ’Den skaldede frisør’ til alle Lars von Triers film.
Hun er kendt som kvinden bag manden, når Lars von Trier har lavet film. I mange år var det hende, der har holdt sammen på ham og førte hans kunstneriske projekter i hus, når excentrikeren Trier kom til at spænde ben for sig selv. Det vender vi tilbage til. Først skal det handle om Vibeke Windeløv.
Vi har aftalt at mødes kl 11.30 på Betty Nansen Teatret. Præcis på slaget hvirvler hun ind ad døren, belæsset med tasker, cykel-kurv og -hjelm.
»Undskyld, men cyklen punkterede,« siger hun, mens vi begynder opstigningen af en stejl trappe i teatrets baghus.
Bevidst om lykken
Energi er det første ord, der falder for, når man skal beskrive Vibeke Windeløv. Energi men udsøgt smag.
Hun er enkelt klædt i sorte bukser og grå strik. Et par sorte, runde briller afslører, at alderen kræver lidt større perspektiv på tilværelsen. Hun er blevet 64 år og er bevidst om, at livet ikke varer evigt. Det har præget de valg, hun har taget det seneste år, hvor hun både har skiftet job og er blevet gift igen.
»Når man er så gammel som Nicolas og jeg, ved man, at der ikke er så meget tilbage af livet. Jeg ved, at jeg vil tilbringe resten af mit liv med ham,« siger hun med fast stemme.
Det er seks år siden de mødtes gennem fælles venner. Årsdagen fejrede de forleden. Han havde inviteret hende på en udstilling på Gl. Holtegaard. Bagefter spurgte han om de ikke skulle spise frokost, og om hun ville foreslå en restaurant? Hun slog op på et kort, og meddelte: ’Søllerød Kro er lige i nærheden’.
Først da tjeneren bød dem velkommen og fortalte om maden, der allerede ventede, gik det op for hende, at han allerede hjemmefra havde bestilt bord.
Om historien viser, at Nicolas Fischer kender hende bedre end de fleste, ved hun ikke. Men hun ved, at han elsker at overraske. Det har han gjort, når han uanmeldt er dukket op på hoteller rundt om verden, hvor hun har været på forretningsrejse. Og hun ved, at hun elsker at blive overrasket.
»Han er et sødt, rørende og betænksomt menneske, uden at give køb på sin mandighed,« siger hun – og forsætter efter en kort tænkepause.
»Kender du det, da man var ung, og der var fyre, der var forelsket i én, men som man afviste, fordi de var for søde? Med alderen er jeg kommet til at sætte mere pris på mennesker, der er gode og søde overfor mig.«
Den første ansøgning
Efter 40 år i filmbranchen skiftede Vibeke Windeløv 1. januar i år job og blev direktør på Betty Nansen Teatret.
Hun vidste ikke, at hun gik og drømte om at blive teaterdirektør, før hun blev spurgt, om jobbet var noget for hende. Spørgsmålet fik hende til som 63-årig at skrive sin første jobansøgning – nogensinde.
BT Weekend møder Vibeke Windeløv præcis dagen før hendes allerførste teaterpremiere. Man kunne forestille sig, at hun var spændt som en fjeder og afventede anmeldernes dom med mere end almindelig uro. Det er jo nu, det skal bevises, om hun har succes i sit nye job. Men i sofaen på fjerde sal, helt oppe på kvisten hvor hun holder til i et stort kontor, er stemningen forbløffende rolig.
»Jeg er opstemt. Selvfølgelig er jeg nervøs, men jeg har ikke ondt i maven, mere sådan en kildrende fornemmelse af, at det er fantastisk at være her.«
Sammen med sin kompagnon, den svenske instruktør Stefan Larsson, har hun valgt stykket ’Madame de Sade’ som deres første opførelse.
Stykket handler om seks kvinder omkring Marquis de Sade, der i 1700-tallet nød at dominere kvinder seksuelt, og som lagde navn til sadismen. Stykket handler om kvinderne – hans kone, hendes mor, søster og veninder. Marquisen selv kommer ikke på scenen. Han sidder i fængsel, og stykket kredser om, hvad det er, der holder kvinder fast i relationer, der ikke gør dem godt.
Selv er Vibeke Windeløv færdig med at være i sammenhænge, der slider for hårdt.
»Jeg kan ikke holde til at være et sted, hvor det ikke er rart at være. Det har jeg ikke psyke til,« siger hun.
Ledelse kræver tid
Hun fremhæver Betty Nansen Teatret som et sted, hvor folk passer på hinanden. Hvor alle brænder for det samme. Hun har netop gennemført MUS-samtaler med alle medarbejdere og er glad for at have overtaget et hus, hvor ’folk bekymrer sig om hinanden og interesserer sig for det fælles projekt’.
»Det kunne jeg jo ikke vide på forhånd. Man ved aldrig, hvordan en arbejdsplads er før man er dér,« siger hun.
Da hun lavede film, var der måneder hvert år, hvor hendes job mest handlede om penge – at skaffe penge og lægge budgetter.
»Det fascinerende ved teatret, er at det hver dag fyldes med skuespillere. Engang mente man, at de bedste skuespillere i verden var de svenske, men for tiden er det Danmark, der har nogle af verdens bedste. Vi har været så heldige at få nogle af dem til at spille med i vores forestillinger. Lige nu er det seks fantastiske kvinder – Kirsten Olesen, Sonja Richter, Sonja Oppenhagen, Marie-Louise Wille, Cille Stenspil og Molly Blixt Egelind, der bringer liv til Madame de Sade.«
Vibeke Windeløv trives, når hun kan skabe rammerne, der giver hendes medarbejdere mulighed for at yde deres bedste. Det gælder skuespillerne, men lige så vel tømrerne, barpersonalet og de administrative medarbejdere. Derfor har hun f.eks. inviteret alle på teatret på besøg i sit sommerhus i Italien. For ’fælles oplevelser skaber sammenhængskraft’.
Hun er 100 pct. bevidst om, at dét er hendes fornemste opgave som direktør. Hun fortæller om dengang, hun måtte opgive at samarbejde med en filmproducent, der grundlæggende havde mistillid til sine medarbejdere og som kontrollerede alt og alle. Selv insisterer hun på, at ledelse skal baseres på tillid.
Kontroller man, får medarbejderne automatisk lyst til at fifle med bilagene. Viser man dem derimod tillid, lægger de sig i selen for at leve op til den, lyder hendes filosofi.
Hun har næse for den slags. Har altid haft evnen til at kunne gå gennem forkontoret på Zentropa og straks vide, om alle var ok. På vej op ad trapperne til direktionskontoret, når hun denne dag at hilse på flere medarbejdere, og der bliver småsnakket og råbt ind af døren til et kontor eller to.
»Det vigtigste som leder er at have tid,« siger hun.
»Det nytter ikke at hænge i en klokkestreng. Skal man have folk til at præstere deres bedste, skal der være tid til nærvær og omsorg.«
Teaterets bestyrelsesformand Mette Lauersen har sagt om Vibeke Windeløv: ’Hun kan tage hånd om den fineste primadonna og den dybeste instruktør og give dem den plads, de skal have. Men hun har også den kunstneriske indsigt, som gør, at hun kan lave the final cut’.
Sagt med andre ord – lige dele omsorgsgen og evne til at skære igennem, når det virkelig gælder. Evner hun til fulde har brugt i Zentropa-tiden, hvor hun skulle skaffe penge, men har også holde sammen på tråde, projekter og mennesker.
»Èn gang holdt jeg fri en mandag, mens vi optog ’Dancer in The Dark’. Det var min eneste fridag i mange måneder, og den dag hvor Lars Von Trier besluttede ikke at gå på optagelser. Siden var jeg aldrig væk,« siger hun med et grin.
Hun kan godt lide folk, der bærer følelserne udenpå. De er ’langt mere interessante end dem, der lever pansret inde’.
»Han (Lars von Trier, red.) er en excentriker, men han er altså også et meget sødt menneske og en af verdens absolut bedste filminstruktører. I manges øjne er han helt umulig, men man keder sig aldrig i hans selskab, for han er aldrig bange for at provokere,« siger hun.
Excentrikeren von Trier
En provokation var det ikke. Men for to uger siden overraskede Lars von Trier igen, da det kom frem, at filminstruktøren og hustruen Bente Trier skal skilles – efter 20 års ægteskab.
I første omgang havde parret ingen yderligere kommentarer. Men i sidste uge hvor forfatteren Jenle Hallund debutterede med sin roman ’Mænd bærer min kiste’, meddelte Lars von Trier så i en pressemeddelelse, at de to havde haft en affære under indspilningerne af filmene ’Nymphomaniac’ og ’Melancholia’.
»I denne nøgleroman optræder en karakter benævnt ’Geniet’, hvis gøren og laden jeg til dels kan genkende som mig selv. Jeg står altså ved at have haft et seksuelt forhold til bogens forfatter, hvilket jeg beklager overfor min familie, da det selvfølgelig har gjort dem kede af det. Min kommentar er, at bogen, for at føje spot til skade, med en modbydelig sadistisk fryd går efter at ydmyge min kone. Tarvelighederne fyger, og jeg kan ikke tage afstand nok fra denne bog og dens forfatter,« skrev Lars von Trier.
»Mange ville gå i flyveskjul i den situation. Men Lars sidder ikke og dukker sig og venter på at I (BT, red.) eller Ekstra Bladet finder frem til sammenhængen. I stedet går han selv ud, siger det som det er, og tager brodden af historien,« siger Vibeke Windeløv.
Hun har stor respekt for Lars von Trier – og hans reaktion.
»Ulykken var jo sket og han skulle skilles. Alligevel gør han det, der er bedst for sine børn og sin kone. Nu kan de slappe af. Jeg synes, der er noget retfærdighed – noget renhed – i at stå ved tingene,« siger hun og forsætter efter en kort pause.
»Det er det, der er med Lars. Han kan være provokerende og irriterende, men han får tingene på bordet.«
Smerten ved en skilsmisse kender hun alt til. I 2002 blev hun selv som 52-årig skilt fra kunstneren Per Kirkeby. De havde dannet par siden hun var 21 år og har sammen to voksne sønner.
En skilsmisse er aldrig let – heller ikke for den, der vælger at gå.
Vibeke Windeløv tog sig sammen i mange år, før hun valgte at slutte forholdet. Mere er der egentligt ikke at sige om det, synes hun.
Hun vender tilbage til det med de søde mænd, som i fortiden altid blev fravalgt.
Hun taler om drifter... Hormoner, der farer rundt i kroppen og kræver mystiske og besværlige mænd. Hun taler om magt og seksualitet – det, som stykket Madame de Sade sætter i scene.
Hun genkender følelserne, og er glad for nu at være et andet sted i livet.
»Med alderen får man et andet fokus,« siger hun og finder computeren frem for at vise en billedserie af Nicolas og hende selv – sammen.
Hun er lys. Han har stålgråt, krøllet hår. Begges opmærksomhed er rettet væk fra fotografen. De har fuld fokus på hinanden. Begge har et helt floddelta af de gode rynker omkring øjnene. Han kan virkelig få hende til at grine.
