Venstre-politikeren og regionsformand, Carl Holst (V) er barn af 70’ernes frie højskolemiljø. Gartneren, pedellen og fodermesteren var mere nærværende end sin far, der var folketingspolitiker

BT bringer en række toppolitikere tilbage til barndommens gade i en serie om, hvordan opdragelse, familie, skole og venner har påvirket den historie, der fortælles om dem i dag. Vi afprøver, om barndommens gade virkelig er vores væsens rod, som Tove Ditlevsen skrev i 1943.

Opret abonnement på BT PLUS og læs om Venstres Carl Holst, der fortæller om en lidt fraværende far og ønsket om at være glad.


45-årige Carl Holst smider to store fotoalbum på sit spisebord i hjemmet i Rødding: »Værsgo, her har min mor samlet min barndom. I kigger bare.«

De to fotoalbum indeholder billeder og minder fra hans barndom og opvækst på Rødding Højskole. Gulnede fotos af Carl og hans tre søskende. Hans kærlige hilsner skrevet med store blokbogstaver til mor. Der er noget ’Emil fra Lønneberg’ over fem-årige Carl: Han havde kridhvidt hår, han klippede det gerne selv og han foretrak at løbe rundt på bare fødder.

Faderen blev lærer på højskolen i 1960’erne, og der hørte embedsbolig med i baghaven. Men familiens liv var dermed en integreret del af højskolens liv.

»Det var jo ikke, fordi jeg gik i røven på mine forældre. Min mor havde tre blebørn på samme tid. Min far blev også valgt til kommunalbestyrelsen i Rødding det år, jeg blev født. Da jeg var tre år, blev han valgt til Folketinget og var meget i København. Men pedellen Nørregaaard, gartneren Erik og fodermesteren Frode var også som en familie for mig. »

Venstre-politikeren Carl Holst var formand for Venstres Ungdom i 1993-95. Men i modsætning til andre tidligere VU-formænd, som fx. Lars Løkke Rasmussen (51), Kristian Jensen (44), Troels Lund Poulsen (39) og Peter Christensen (40), så stiller Carl Holst først som folketingskandidat ved dette valg. Og årsagen til at han har ventet så længe, skal findes i hans egen barndom.

»Min far var folketingspolitiker på godt og ondt. Da jeg selv fik børn, besluttede jeg, at jeg ikke ville være en fraværende far, der var væk fra dem hele ugen. Jeg ville være hos dem og ikke kun komme hjem på besøg. Nu er de så store (11, 14 og 16 år, red.), at de stort set er selvkørende. Så nu føles det rigtigt at stille op, forklarer Carl Holst.

Han beskriver opvæksten på højskolen som ’en smeltedigel af sanseindtryk’.

»Her kom fordrukne grønlændere, skadede flygtninge, socialt belastede unge og samtidig en mangfoldighed af begavelse, spændende lærere og foredrag. Jeg voksede op med en bevidsthed om, at der ikke er nogen fast formel for, hvordan man skal leve sit liv. Mine forældre inviterede også flere år i træk en hjemløs vagabond, der hed Sam, til at tilbringe julen hos os. Sådan gjorde de bare.«

Men selvom barndommen var præget af frihed, masser af muligheder, spænding, åbenhed og imødekommenhed over for mange forskellige eksistenser, så var der en bagside af medaljen.

»Når jeg ind imellem besøgte kammerater, fik jeg også lyst til at have en familie, hvor far, mor og børn spiste og snakkede stille og roligt sammen ved spisebordet uden at blive forstyrret. Selv ved min konfirmation, der blev holdt på højskolen, blev forstyrret af en elev, der kom ind og spurgte min far efter en nøgle. Min far rejste sig og forlod middagen.«

Der blev talt om familien Holst i Rødding. Alle kendte alle, og der blev snakket om dem, der på en eller anden måde skilte sig ud. Og familien Holst liv på højskolen var lidt for ’alternativ’ og måske angstprovokerende for dem, der gik op i de mere borgerlige dyder.

»Jeg blev da ked af det, når kammeraternes forældre hviskede og antydede, at jeg var lidt for langhåret, og ’lugter han ikke også af hash’? Men det var jo i 70’erne for pokker. Jeg var nok også lidt alternativ. Mine forældre gik ind for genbrug, og jeg havde det bedst med at løbe rundt uden sko.«

Hvad din opdragelse betydet for dig?

»Altså, jeg har selv været rimelig skarp over for mine børn om, hvornår man siger goddag, at man kigger folk i øjnene og spiser ordentligt. Og det gør de. Jeg er ikke blevet skolet i ’gode, borgerlige dyder’, for mine forældres opfattelse er, at dannelse sidder i hovedet.«

Hvordan var din skoletid?

»Nogen vil påstå, at jeg var klassens klovn. Det mener jeg ikke. Jeg mener bare, at jeg bidrog til at skabe lidt livsglæde. Nogen vil påstå, at jeg var provokerende. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at jeg var udfordrende og stillede spørgsmål. I skolen blev det opfattet, som om at jeg var fræk og svarede igen. Jeg havde sikkert fået en diagnose, hvis det havde været i dag. Jeg ’bogede’ den ikke, det eneste jeg gik op i var idræt og frikvartererne. »

Var der nogen af lærerne, der gjorde en positiv forskel for dig?

»Nej. Men det var der på efterskolen. Der følte jeg, at jeg blev taget alvorlig og at der var nogen, der kunne se noget i mig. De virkede interesserede i mig. Det var der, jeg blev boglig formet og blev medlem af Venstres Ungdom.«

Hvad gav dig lyst til at blive politisk aktiv?

»Jeg var dybt engageret i både fodbold, spejdergruppen og alt mulig andet. Op til kommunalvalget i 1985 kæmpede vi for at få lysreguleret vejkrydset efter en dødsulykke. I den forbindelse fik vi besøg af den lokale VU’er fra byrådet i Vojens, det var Hans Chr. Schmidt (V). »

I VU mødte Carl Holst blandt andre Lars Løkke Rasmussen og finansordfører Peter Christensen, som begge er nogle af hans nærmeste venner i dag.

Hvilket liv drømte du om at få?

»Først og fremmest at blive en glad mand. Jeg var meget længe om at finde ud af, hvad jeg ville være. På et tidspunkt ville jeg være landmand eller professionel fodboldspiller. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive politiker og lærer.«

Er det en drøm for dig at blive formand for Venstre en dag?

»Nej. Vi har en formand, og jeg håber, han fortsætter i mange år. Jeg brænder for at repræsentere min egn i Folketinget og er parat til at tage den rolle, Lars nu beslutter sig for, at jeg skal have.«

1. Carl Holst på den lokale folkeskole, hvor han gik mest op i frikvartererne og idrætstimerne. Foto: Palle Skov

2. Som 13-årig rejste han alene fra Rødding til New Zealand, hvor han blev modtaget i lufthavnen af sin ukendte morfar og fætter. Privatfoto

3. »Sammen med lillebror Martin, om hvem folk spøgende har sagt, at han blev født ni måneder og tre timer efter mig. Det passer ikke helt –  men næsten.« Privatfoto

4. Carl fotograferet sammen med faderen Peter Holst og lillebror Jacob. Carl skulle på spejdertur. Privatfoto

Carl Holst: Sådan var jeg som barn

Mit første kys

»Det var til et af halballerne. Jeg husker ikke hendes navn. Men de fleste, jeg kyssede med, bor stadig i
byen.«

Min rolle i klassen

»Nogle vil påstå, at jeg var klassens klovn. Det mener jeg jo ikke. Jeg mener bare, at jeg bidrog til at skabe lidt livsglæde. Nogle vil påstå, at jeg var provokerende. Det mener jeg ikke. Jeg mener, at jeg udfordrede og stillede spørgsmål.«

Mit forhold til lærerne

»De mente, jeg var ’fræk’, fordi jeg ’svarede igen’. Men hvad betyder det? En samtale er vel, at man kommenterer, hvad en anden siger. Der var ingen lærere, der gjorde en positiv forskel for mig.«

Min første brandert

»Vi var til forfest ude hos Henningsen på Østermark. Der røg jeg ud i en konkurrence om, hvem der kunne drikke mest Gl. Dansk. Jeg har altid haft et stort konkurrencegen, grænsende til det ærekære. Denne aften betød det, at jeg aldrig nåede til halbal og i øvrigt ikke har rørt Gl.Dansk siden.«

Mine bedste venner

»Jesper og Lars i Rødding. Vi vandt det sønderjyske mesterskab i indendørs fodbold sammen som seks-årige og holder stadig nytårsaften sammen. I politik er det Lars Løkke Rasmussen og Peter Christensen.«

Jeg drømte om at blive

»Først og fremmest at blive en glad mand. Jeg tænkte ikke så langt frem, før jeg kom på efterskole. Drømte måske om at blive landmand og professionel fodboldspiller.«