V-borgmesterkandidaten vil arbejde for bedre muligheder for unge, som har det svært med skolen og bøgerne, siger han til BT i sit første interview om sine politiske planer.

Der er altid noget, man er god til. Det gælder bare om at finde ud af, hvad det er.

Sådan lyder det fra den livskloge kranfører i Ole Lund Kirkegaards forunderlige ’Gummi-Tarzan’.

Og nogenlunde på samme måde lyder det fra Ulrik Wilbek, nyvalgt borgmesterkandidat for Venstre i Viborg til næste års kommunalvalg.

Den nuværende sportschef for Dansk Håndbold Forbund åbner nu for, hvad han vil arbejde for politisk – i fald han skulle ende med borgmesterkæden om halsen.

Hans hjertesag er at arbejde for, at de mange unge, som i dag bliver tabt på gulvet, fordi de ikke er bogligt stærke. Så de får bedre muligheder, og der bliver sat langt mere fokus på det, de kan. På det punkt har landspolitikerne nemlig begået en stor fejl i Wilbeks øjne.

Log ind med BT PLUS og læs meget mere om Ulrik Wilbeks ambitioner for at hjælpe fagligt belastede unge med at finde deres styrker og genvinde deres selvværd. Er dit barn ikke er bogligt egnet, har det højest sandsynlig nogle andre kvaliteter at byde ind med. Læs om dem her og hør Wilbeks bud på, hvordan vi ændrer samfundsnormerne, så de mange talenter ikke går til spilde.

Modtag det. ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her


V-borgmesterkandidaten vil arbejde for bedre muligheder for unge, som har det svært med skolen og bøgerne, siger han til BT i sit første interview om sine politiske planer

Der er altid noget, man er god til. Det gælder bare om at finde ud af, hvad det er.

Sådan lyder det fra den livskloge kranfører i Ole Lund Kirkegaards forunderlige ’Gummi-Tarzan’.

Og nogenlunde på samme måde lyder det fra Ulrik Wilbek, nyvalgt borgmesterkandidat for Venstre i Viborg til næste års kommunalvalg.

Den nuværende sportschef for Dansk Håndbold Forbund åbner nu for, hvad han vil arbejde for politisk – i fald han skulle ende med borgmesterkæden om halsen.

Hans hjertesag er at arbejde for, at de mange unge, som i dag bliver tabt på gulvet, fordi de ikke er bogligt stærke. Så de får bedre muligheder, og der bliver sat langt mere fokus på det, de kan. På det punkt har landspolitikerne nemlig begået en stor fejl i Wilbeks øjne.

»Jeg synes, der er blevet begået en eklatant fejl i samfundet gennem en periode; nemlig at holdningen har været, at alle uanset evner absolut skal have en boglig uddannelse, og alle absolut skal gå videre til et eller andet,« siger Ulrik Wilbek i sit første interview som borgmesterkandidat.

Han uddyber: »Der er 10-15 procent af vores befolkning, som ikke er bogligt egnede og heller ikke interesserer sig for det. Og hvad sker der med dem? Jo, de får en masse nederlag, og nederlagene gør, at de mister selvværd. Og når man mister selvværd, så tror man til sidst ikke på, at man kan noget som helst. Vi skal meget gerne allerede tidligt i folkeskolen finde ud af, hvad det er, de unge rent faktisk kan,« siger Ulrik Wilbek, der i samme åndedrag konstaterer, at den gruppe unge, han taler om, som oftest er dem, der havner på eller måske allerede er havnet på kontanthjælp og uden for fællesskabet.

’Inklusion er smukt – men ...’

’Gummi-Tarzan-pædagogik’ er afprøvet som forsøg i enkelte klasser rundt om i landet. Men kun i meget lille målestok. Hvis Ulrik Wilbek får magt, som han har agt, drømmer han om at kunne fremme mulighederne for at kombinere almindelig skolegang med praktisk læring – indenfor almindelig skoletid.

»Der er mange af de her unge mennesker, som har haft en rigtig svær skolegang og derefter kommer ud og fortsat har det svært med den måde, samfundet i dag er indrettet på. De kommer ud og er kort efter på overførselsindkomst. Jeg brænder meget for, at vi skal gøre det bedre. Dels at vi får dem i gang med noget. Men bestemt også for at forebygge, så der ikke kommer flere. Og det her er jo slet ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. Det er noget, som først og fremmest kræver en holdningsændring i forhold til, at man ikke kan inkludere alle. Inklusion er smukt – men det er ikke realistisk i alle sammenhænge,« mener han.

Han forestiller sig, at man som elev i folkeskolen måske allerede i 5.-6.-7. klasse kan prøve noget andet end blot den boglige del indenfor almindelig skoletid, hvis det ligger bedre til en.

Talentklasser i håndværk

»Vi er jo også på vej tilbage til den gamle mesterlære i en del fag. Hvorfor laver vi så ikke talentklasser i håndværk, når man gør det indenfor alt muligt andet i skolen,« spørger han retorisk.

Selv om Ulrik Wilbek når at få både gestikuleret og talt sig varm i løbet af interviewet, understreger han, at han ikke vil føre valgkamp i utide. Der er trods alt mere end halvandet år til kommunalvalget.

Da han tidligere på ugen blev valgt som Venstres borgmesterkandidat i Viborg uden modkandidater, stillede han op primært på opfordring fra de lokale vælgerforeninger, men også fra Venstre på landsplan. For Ulrik Wilbek er en profil, som formentlig kan tiltrække stemmer. Hvor mange, kan kun tiden vise.

Partiet har ikke haft borgmesterposten i Viborg siden 1990, da byens førstemand hed Jørgen Cato Nielsen. Så det er bestemt ikke nogen given ting, at Ulrik Wilbek, som ved valget vil være fyldt 59 år, får overdraget nøglen til det fine hjørnekontor i det imponerende rådhus.

Borgmesterdrøm

»Jeg forventer ikke noget som helst, for det er det dummeste, man overhovedet kan gøre. Men jeg går da efter at blive borgmester. Det har jeg tilsvarende også sagt i forbindelse med håndbold: At vi går efter at vinde guld. Men der er jo nogle gange, hvor vi ikke har vundet guld alligevel. Så for mig handler det først og fremmest om at gøre et godt stykke arbejde, at opføre mig ordentligt og at samarbejde med de øvrige partier. Vi vil jo overordnet det samme – at gøre det så godt som muligt til gavn for kommunen,« siger Ulrik Wilbek.

På spørgsmålet om han har ambitioner om landspolitik, falder svaret prompte:

»Nej! Det har jeg ikke. Jeg har faktisk gennem tiden fået tilbudt flere meget interessante valgkredse, hvis jeg ville være folketingspolitiker. Men det har aldrig haft min interesse. Det er lokalområdet, jeg brænder for.«