Hun plejer at være der. I rette tid, på rette sted. Men ikke i sidste uge, da terrorangrebet i Paris fandt sted. Kort før terrorister dræbte 12 under attentatet på Charlie Hebdo, forlod Ulla Terkelsen byen. Sådan er livet: Uforudsigeligt

Man tager fejl, grueligt fejl, hvis man tror, man kan vide, hvordan det ender. Hvordan noget som helst ender. En gidseltagning for eksempel. En reportagerejse til Kiev, Kabul eller Kurdistan. En revolution i Egypten, inklusiv et flugtforsøg i foråret 2011 gennem Kairos labyrintiske gader og blindgyder med et tæskehold i hælene.

Læs her om Ulla Terkelsen og hendes liv som korrespondent for danmark. Læs om hendes arbejde, kærlighedsforhold og generelle tilgang til livet.

Opret abonnement på BT PLUS og læs her om Ulla Terkelsen og hendes liv som korrespondent for danmark. Læs om hendes arbejde, kærlighedsforhold og generelle tilgang til livet her på BT PLUS.


Man tager fejl, grueligt fejl, hvis man tror, man kan vide, hvordan det ender. Hvordan noget som helst ender. En gidseltagning for eksempel. En reportagerejse til Kiev, Kabul eller Kurdistan. En revolution i Egypten, inklusiv et flugtforsøg i foråret 2011 gennem Kairos labyrintiske gader og blindgyder med et tæskehold i hælene.

Ifølge TV2s udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen er det dumt. Rigtig dumt at tro, man har regnet den ud. At man ved, hvad der venter om næste hjørne. Det gælder også livet i øvrigt, mener hun.
»Godt, man ikke på forhånd vidste, hvordan forskellige ting ville ende. Måske man så havde handlet helt anderledes? Og hvem ved, om det havde været det rigtige?,« siger hun.
Siden 1960erne har Ulla Terkelsen rejst i det meste af verden og dækket alt, lige fra hjemløse i flygtningelejre, Berlinmurens fald, konflikten i Nordirland og krigen i Irak, Afghanistan og senest det østlige Ukraine.
»In the right place, at the right time.«
Med en evne til på en respektfuld måde at trænge gennem verdens rædsler. At se det vedkommende i de mennesker, hun møder. Og fortælle historierne, er hun dér, hvor det sker.
Men ikke den dag, Berlingske møder hende på TV2 i Sydhavnen. Den 7. januar.
Hun skulle være blevet hjemme i Paris. Det går op for hende i løbet af to sekunder, da hun er i færd med at lægge sin iPhone væk, men får øje på den seneste nyheds-update.
Brillerne bliver hevet frem fra tasken.
»Øj, øj, øj... Tak skal du have!«
Hun ryster på hovedet. Ser alvorlig ud. Læser videre, uden at sige noget. Konstaterer så: »Det er slemt. Der er flere døde og sårede i Paris.«
Mindre end 20 timer tidligere forlod Ulla Terkelsen sin lejlighed i det 17. arrondissement i Batignolles-kvarteret, hvor hun har boet siden 2008, for at tage til Charles de Gaulle lufthavnen og videre til København.
En ny programserie på TV2-Fri: ’Ulla Terkelsen i Italien’ har premiere 29. januar. Nu sidder hun her til interview, mens Paris og resten af verden er på vej i chok. Det er kun 45 minutter siden, det fandt sted – terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo.
Ulla Terkelsen tager en hurtig beslutning.
»Lad os gå i gang. Jeg har lige afvist at tage af sted. Der er andre kolleger, der mindst lige så godt kan dække det som mig,« siger hun.

Ulla Terkelsen i Paris, hvor hun dækker Charlie Hebdo-massakren for TV2.
Ulla Terkelsen i Paris, hvor hun dækker Charlie Hebdo-massakren for TV2.
Vis mere

Det uventede


Det er sjældent, Ulla Terkelsen er fysisk til stede på sin arbejdsplads i København.
Enten venter hun i en afgangs- eller ankomsthal i en lufthavn, sidder i et fly, er på vej i en bil, eller igennem en krigszone. Hun har tilbragt en stor del af sit liv på hoteller. Fra primitive gæstehuse med vand, der til tider har haft samme farve som kakerlakkerne. Til luksuriøse hotelværelser, hvor alt handler om at dulme gæsterne med diverse behageligheder, så de kan glemme, at der udenfor eksisterer en utryg og uforudsigelig verden.
Uanset hvor hun er, ved hun aldrig, hvordan dagen ender.
»Lige når man tror, at alt er fred, altså næsten fred, sker der noget uventet,« konstaterer Ulla Terkelsen.
»Nu kan du bare se her – lige nu, hvor vi sætter os i sofaen og skal til at tale, så sker dét i Paris. Efter murens fald troede vi, der var ro i Europa. Så blev der krig på Balkan. Så sluttede krigen på Balkan, og vi troede, at nu var der fred og ingen fare. Så kom 11. september. Vi vil altid gerne tro det bedste. Det er en meget smuk menneskelig egenskab, desværre bliver den tit underkendt,« siger hun.
Der er lidt den samme uforudsigelighed i privatlivet.
»Så tror jeg lige, at alt er idyl, og så sker der pludselig noget, som jeg er ikke har været i nærheden af at kunne forudse. Men det er jo mindre katastrofalt for verden, der er det ligesom bare mig selv. Det forbliver i nærområdet, hvis man kan sige det sådan.«
Det er derfor, konstaterer hun, at mennesker med meget bastante meninger – og behov for kontrol – ofte tager fejl.
»De kæmper for at få verden og livet til at passe ind i netop deres billede, og når det så ikke passer, er fanden løs, fordi alting hurtigt kan ændre sig.«

Med kameraholdet bag sig er Ulla Terkelsen danskernes øjne og ører i udlandet. Her er hun klar til at sende nyheder fra Bruxelles i 1995. Foto Erik Lundtang.
Med kameraholdet bag sig er Ulla Terkelsen danskernes øjne og ører i udlandet. Her er hun klar til at sende nyheder fra Bruxelles i 1995. Foto Erik Lundtang.
Vis mere

Korrespondenten på arbejde. Via mobilen reporterer Ulla Terkelsen fra London i forbindelse med den engelske dronnings 80 års fødselsdag i 2006. Foto Jeppe Michael Jensen.
Korrespondenten på arbejde. Via mobilen reporterer Ulla Terkelsen fra London i forbindelse med den engelske dronnings 80 års fødselsdag i 2006. Foto Jeppe Michael Jensen.
Vis mere

Kom videre


Ulla Terkelsen taler, som om hun indimellem tænker hurtigere, end ordene kan følge med.
»Jeg har haft massevis af op- og nedture, massevis. Jeg har haft mange forhold og været gift og skilt. Men mit sidste lange forhold ... han døde, så det var der ligesom ikke rigtigt noget at gøre ved.«
Siden midten af 1980erne har hun været kæreste med Politikens daværende chefredaktør Jørgen Grunnet.
»Vores arbejdsliv gjorde, at vi var sammen på en anden måde, end folk er flest, men det gjorde ikke forholdet mindre betydningsfuldt. Vi holdt ferier og jul sammen og boede sammen, når vi befandt os i den samme by på samme tidspunkt.«
Jørgen Grunnet døde i 2009.
Men i nogle af de forhold, hvor hun selv har været i stand til at vælge, er hun gået. Andre gange er hun blevet forladt.
»Hey ho, get up and go.«
Eller: Kom videre!
Det udtryk bruger hun ofte ubevidst i forskellige situationer.
»Det er ikke fordi, jeg nægter at erkende problemer af forskellig art og ikke vil gå ind i dem, jeg er ikke et overfladisk menneske,« understreger hun.
»Men hvis jeg sidder fast i noget eller befinder mig i en situation, jeg ikke bryder mig om, eller ikke orker det mere, så må jeg videre. «

Tidligere direktør og tv-chef Hans Morten Rubin bisættes fra Søllerød Kirke. Her er blandt andet Ulla Terkelsen.
Tidligere direktør og tv-chef Hans Morten Rubin bisættes fra Søllerød Kirke. Her er blandt andet Ulla Terkelsen.
Vis mere

Hjertetilfældet


Videre, hurtigt videre, måtte hun også, da hun for fire år siden dækkede oprøret, der væltede Egyptens præsident Hosni Mubarak.
Fanget i Kairos gader og jaget fra gadehjørne til gadehjørne, som havde hun reporter-rollen i en actionfilm, måtte hun flygte sammen med TV2s fotograf Simon Borg. Og senere fingere et hjertetilfælde i håb om at blive reddet ud af en dramatisk situation.
Ulla Terkelsen skulle interviewe en læge, der havde været på Tahrir-pladsen en af de første aftener. Lægen havde hjulpet med at lappe folk sammen efter slagsmålene. På en bænk sad en mand og iagttog hende og fotografen under interviewet. Han trak en mobil frem. Kort efter stod et tæskehold klar, som forfulgte TV2s reportagehold i de små gader.
»Jeg var dækket med hovedbeklædning, men de havde opdaget, vi var udlændinge. Mændene var aggressive, uden at tænke over det satte jeg mig ned med hovedet mellem benene og lod som om, jeg havde fået et hjertetilfælde, der omgående krævede hjertemedicin, som var på vores hotel.
Egypteren, vi havde med til at hjælpe os på opgaven, råbte:
»Vi er i nød, vi er i nød.«
Pludselig vendte nogle af mændene fra tæskeholdet om, gik ind på et hospital i nærheden og hentede et tæppe til mig.
Det var alt sammen højdramatisk, men vi kom ind i bilen, af sted og i sikkerhed. Bagefter var jeg helt flov over mig selv. At jeg på den måde var i stand til at agere så melodramatisk. Jeg vidste ikke, at jeg var så god til at forstille mig.«
Ulla Terkelsen kan ikke tælle de gange, hun har været i livsfare. Men hun tager det aldrig med i sine reportager, for det er ikke hende som reporter, det er synd for. Det er de mennesker, siger hun, som f.eks. må opholde sig i flygtningelejre resten af deres liv.
Bagefter kan hun tage ud til lufthavnen, bestille en gin og tonic i flyet og få timer efter være hjemme i sin lejlighed i Paris.
»Hvor synd er det for mig?«
Kynismen er selvbeskyttelse
De efterhånden mere end 40 år, hvor hun har dækket verden journalistisk, har ifølge Ulla Terkelsen ikke gjort hende mere kynisk.
Kynismen er aldrig blevet et værn, men en form for selvbeskyttelse. Der er grænser for de oplevelser, man kan tage ind, uden man på et tidspunkt bliver permanent påvirket af det.
»Hvis man ser og hører mig rapportere udefra, kan det virke koldt og nøgternt, når jeg taler facts med redaktionen derhjemme, mens jeg står i en flygtningelejr. Men det handler om koncentration. Jeg er meget følelsesfuld, virkelig, vel nærmest på grænsen til det sentimentale.«
Hun bruger følelserne og oprigtigheden i sit sprog, forklarer hun, og bliver ægte bevæget.
Tilbage i Paris har hun nogle helt faste ritualer, hun altid benytter, når hun vender hjem efter at have befundet sig ’midt i det værste af det værste.’
Hun rydder op. Ordner. Lægger på plads. Sorterer ting i lejligheden. Laver nye systemer. Smider måske noget ud. Og ringer til nogle få venner. Ellers sørger hun for nogle stille dage.

Ulla Terkelsen i Paris, hvor hun dækker Charlie Hebdo-massakren for TV2. Her på vej fra Hotellet til location, hvor der skal sendes live hjem til danskerne.
Ulla Terkelsen i Paris, hvor hun dækker Charlie Hebdo-massakren for TV2. Her på vej fra Hotellet til location, hvor der skal sendes live hjem til danskerne.
Vis mere

Det forkerte sted


Men i dag er på ingen måde en stille dag. Ulla Terkelsen napper telefonen på bordet.
»Vi skal altså lige se, hvad der sker i Frankrig. Vi kan ikke bare sidde her og lade som om, vi ikke ved noget.«
Brillerne er på plads.
»Det er voldsomt, meget voldsomt. 11 døde, 10 sårede.«
Hvad tænker hun, når hun får sådan en besked?
»At jeg er på det forkerte sted, ’c’est la vie’. De har sendt en anden, det er der ikke noget at gøre ved. Lad os fortsætte, det er okay.«
Ulla Terkelsen kan virke som et af de mennesker, der altid er modig, som tør det meste og bliver stående, uanset hvad. Frygtløs. Som om hun hver eneste morgen stiller sig spørgsmålet:
»Hvad er det værste, der kan ske i dag?« Og altid når frem til samme svar:
»Det er ikke værre, end at det kan fikses.«
»Jeg ved ikke, om jeg er frygtløs, det er der vel stort set ingen mennesker, der for alvor er.«
Hun tænker.
»Min frygt er i virkeligheden nok mere forbundet med frygten for trivialiteter. Dér kan jeg blive urolig og nervøs.«
Hun fortæller om en ven, en læge, der engang beskrev, hvordan både læger og sygeplejersker befandt sig godt, når teamet var i færd med en dramatisk operation.
»Min ven sagde, at det var i de øjeblikke, hans arbejde gav mening, derfor var han ikke bange. Jeg kan godt følge ham. Når jeg er midt i orkanens øje, mærker jeg, at det giver mening, det overgår min frygt.«
Men det er svært at beskrive, synes hun. Frygten kontra modet.
For nogle år siden var hun ved at gå i stykker, følte sig flået indvendig og kunne ikke være noget sted. Af angst.
11. september 2001 var hun i London og så på tv terrorangrebet på World Trade Center. Sønnen Nicholas var i New York, eller i hvert fald i USA.
Igen og igen forsøgte hun at ringe, men kunne ikke komme i kontakt med nogen.
Endelig lykkedes det – efter 12 timer – at få forbindelse til Nicholas’ far, som boede i Baltimore. Nicholas havde ringet fra New York og var okay, men havde været tæt på begivenhederne.
»I den slags situationer, hvor du er ved at dø af skræk, bliver du skubbet helt hen til, hvad der er væsentligt for dig,« siger hun.
»Du får et kæmpe puf ind i den vigtigste zone dér, hvor det, der betyder noget, er, om dem, du elsker, har det godt.«

Ulla Terkelsen i Paris, hvor hun dækker Charlie Hebdo-massakren for TV2. Der læses op på seneste nyt få minutter inden kameraet kører.
Ulla Terkelsen i Paris, hvor hun dækker Charlie Hebdo-massakren for TV2. Der læses op på seneste nyt få minutter inden kameraet kører.
Vis mere

Undgår komfortzonen


Hun har bevæget sig i mange forskellige zoner, men undgåt helst komfortzonen.
At flytte sig er nemlig i sig selv et svar på tilværelsens udfordringer, skriver hun i sin bog ’Vi kan sove i flyvemaskinen’, der udkom for to år siden.
Er hun rastløs? En urolig sjæl?
»Næ... jeg synes ikke, jeg er rastløs. Mit liv er bare blevet sådan. Når jeg har fri nogle dage, styrter jeg ikke rundt og foretager mig alt muligt. Tværtimod har jeg brug for nogle tomme dage, hvor jeg laver noget helt elementært.«
Hun spekulerer ikke over det. At hun altid har været meget i bevægelse, flyttet sig og haft den halve verden som sin arbejdsplads. Hun trives i en form for kaos.
»Der er ingen, der har haft det så eventyrligt som mig,« griner hun.
»Hvor det ender? Jeg beder Fadervor hver eneste aften, det har jeg gjort, siden jeg var barn. Og hvis der er særligt behov for det, tager jeg også den katolske bøn ’Hail Mary’.
Jeg takker for dagen, for at solen stod op og gik ned, og at vi fik noget at spise.«
Hun griner højt. Men bønnerne er alvorligt ment. Hun beder, når hun er bange og ikke ved, hvad hun ellers skal gribe fat i. Og altid med sin faste bøn om aftenen.
»Du kan jo se, det virker,« siger hun og slår ud med armene.
I sommer fyldte hun 70. Frem til hun er 73, har hun kontrakt med TV2.
»Det hænder, at jeg indimellem støder på et par CNN-journalister, som er på alder med mig. Men ellers er alle jo yngre.«
Hun har altid været lidt hjulbenet, siger hun. Da hun for nylig så optagelserne fra sine nye rejseprogrammer, tænkte hun: ’Jeg er da i hvert fald ikke blevet mindre hjulbenet.’
»Grå i toppen var jeg også, for jeg havde ikke haft tid til at blive blonderet. Men det var en befrielse at konstatere, at det ikke betød noget for mig længere.«
Men hvor det hele skal ende?
Et øjeblik efter får Ulla Terkelsen svaret. I hvert fald et foreløbigt svar.
Nyhedsdirektør på TV2, Michael Dyrby træder ind på kontoret.
Ulla Terkelsen skal i studiet. Nu. Hun rejser sig, uden at stille spørgsmål. Tager den lille håndtaske under armen og går i retning af studiet.
»I skal bare lige huske, at jeg har en aftale med mit barnebarn klokken 15.30.«

70 år men ’still going strong’. Ulla Terkelsen på vej til Tv2-showet ’Året der gik’ i Operahuset i København december 2014. Foto: David Leth Williams.
70 år men ’still going strong’. Ulla Terkelsen på vej til Tv2-showet ’Året der gik’ i Operahuset i København december 2014. Foto: David Leth Williams.
Vis mere

Epilog:


Næsten en uge efter terrorangrebet i Paris fanger vi Ulla Terkelsen på mobilen – fra Paris.
Hun er med egne ord ’stadig meget chokeret og stærkt berørt over det, der er sket’.
»Den historie er bestemt ikke forbi. Det har været rystende at dække. Og er det stadig,« siger hun.
»Hvis nogen ikke havde troet på, at terrorister skyder med spredehagl, så ved de det i hvert fald nu. Jeg er internationalist og mener, at vi skal kunne leve sammen side om side, og at befolkninger ikke skal deles op i forskellige kategorier. Det er så fortvivlende, det der er sket.«