Claus Holm var en mildest talt uregerlig dreng. Han ødelagde de andres madlavning, men senere blev han sat til at pille løg, og så gik det meget bedre.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om TV-kokken Claus Holm suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Claus Holm var en mildest talt uregerlig dreng. Han ødelagde de andres madlavning, men senere blev han sat til at pille løg, og så gik det meget bedre.
1. Far døde, da jeg var ti år
Min far John lærte mig at tage hænderne over hovedet og være parat, hvis der skulle komme nogle, der var farlige. Det kom jeg i tanker om, da jeg så dette billede. Min far døde desværre, da jeg var ti år gammel, men efterlod mig med verdens bedste mor hos os fire drenge. Han kom fra en søskendeflok på 14 og lærte mig, at jeg skulle se det bedste i andre mennesker. Det har måske givet nogle knubs. Han lærte mig også, at man kan, hvad man vil, f.eks. byggede han vores hus. Han blev kun 46 år, for han levede det hårde liv med natarbejde på et bomuldsspinderi i Vejle. Han mødte hver aften kl. 22 og kom hjem klokken 7, og så fik han cigaretter og en guldøl, når han var færdig med at arbejde. Da han døde, var det som en katastrofe – alt forsvandt. Der var ikke nogen mening med det. Han blev begravet tæt på vores hjem, oppe ved skoven ved kirken, og jeg var deroppe hver dag. Jeg kunne slet ikke forstå det.
Artiklen fortsætter under billedet
2. Skreg som en stukket gris
Jeg syntes, det var en katastrofe, at jeg skulle i skole. Og da jeg skulle i forskole, skreg jeg som en stukket gris, for jeg gad det fanme ikke. Jeg husker det, som var det i går, også lugten af mit cowboytøj. Jeg tænkte bare: Jeg magter det simpelthen ikke, jeg vil ikke væk fra mine forældre. Da jeg så gik der, var det o.k., men jeg syntes, det var mærkeligt med pigerne. De var underlige og opførte sig mærkeligt. Vi var jo fire drenge derhjemme. Jeg kan huske, at jeg fangede flere af dem. Det var ikke så godt. Jeg var en rigtig rod. Jeg løftede op i kjolerne på dem, og derfor var jeg tit inde hos inspektøren på de skoler, jeg gik på. Jeg kunne heller ikke lide, at man skulle spille stikbold og lege tagfat. Især det med at holde pigerne i hånden. De store drenge var ikke glade for mig, så jeg skulle altid have nogle tæsk på vej hjem fra skole. Jeg lærte jo at løbe hurtigt, men de fulgte efter på cykler. Min far gav mig to pinde, han havde snittet. ’Og når de så kommer efter dig, så jerner du bare med de her pinde mod deres skinneben.’ Det gjorde jeg så to gange, så holdt de sig væk. Senere stjal jeg cigaretter, som jeg gav til de store i skolen, og så passede de på mig. Da jeg havde husgerning, kunne jeg ikke engang finde ud af at lave en fars, og for at andre ikke skulle finde ud af, at jeg var så dum, gik jeg rundt og hældte sulfo i deres supper, så de kogte over. Sæbe ud over det hele. Det var skidesjovt. Men læreren satte mig ud bagved, og dér skulle jeg skrive bogen ’Madlavning for 4. klasse’ af fire gange.
3. Nu kan jeg lure pigerne
Dér skulle jeg holde en pige i hånden, og det syntes jeg jo var pinligt, men jeg fandt også ud af, at der var noget med dreng og pige, der godt kunne fungere. I dag jeg har jo været sammen med Anne i 27 år. Vi er hinandens bedste ven, og vi er jo begge kokke. Her i mit livs efterår synes jeg, jeg kan lure de piger, hvis jeg bare havde haft den erfaring tidligere, havde jeg sateme fået det slag tissekone, jeg skulle. Den fedeste fidus er at gøre grin med sig selv, finde et handicap ved ens egen krop og så tale om følelser. Slaaaam, siger det, så sidder den der. Sig: ’Jeg kan jo godt se i spejlet, at jeg ikke ligner superman, men jeg er sgu sød og rar, og så skeler jeg, fordi jeg blev tabt ved fødslen.’ Bang! siger den så: ’Nej, hvor er du sød.’ Da jeg var barn, var jeg skeløjet som en rotte, havde fregner over hele krydderen, store ører og lige så store læber som en afrikansk negerkonge. Jeg var bare mærkelig, og skulle i øvrigt også gå med plaster for det ene øje, fordi det skulle rette op på, at jeg var skeløjet.
4. Så hellere løgtærte
Her står jeg med åben mund og polypper og ligner én, der lige er kommet ind med firetoget. Jeg er 16. Jeg var begyndt som travtræner og skulle kalke nogle bokse til hestene, og da jeg havde gjort det i to dage, sagde jeg: ’Jeg er skredet.’ Så gik jeg ned i byen til Café Florentine, der lige var åbnet, og dér stod den smukkeste mand, Poul, med langt hennafarvet hår, hestehale, et lokumsbræt af et skæg og i meget stram Levis T-shirt og et par stramme Levis-bukser, forklæde og den store, fede guldørering. En supersød mand. Så sagde han: ’Hvad kan jeg gøre for dig?’ ’Jeg vil gerne arbejde som kok.’ ’Du er begyndt. Har du lyst til at pille 100 løg om dagen?’ O.k., det ville jeg gerne, så jeg begyndte med at lave løgtærter. Jeg stod derude i køkkenet med mine tynde arme, og så fik jeg jo på tredjedagen råd til et par Levis-bukser for min løn. Jeg var ikke til at skyde igennem. Det endte med, at jeg nærmest flyttede ind hos ham og var med på bar om aftenen. Han hjalp mig med at komme i kokkelære i Holstebro med uniform på, træsko og viskestykke i siden – hold kæft, det var stort. Lykkelig var jeg. Noget af det fedeste ved at være kok er, at du skaber noget til folk, og du kan se glæden i deres øjne, du får feedback med det samme. Der findes ikke noget bedre.
5. En regulær overscoring
Her har jeg lige mødt Anne – en regulær overscoring. Hun er en lillebitte nipsting, og hun syntes, vi skulle på ferie. Det var min første ferierejse udover Norge. Hun mente, vi skulle til San Torini i Grækenland. Vi gav den gas hver dag og var på stranden. Jeg viste lidt ekstra lår, så hun kunne se, jeg så godt ud. Det blev en god ferie. Senere rejste vi til Egypten – det var før tyndskid og terrorisme – og boede der i et år, hvor vi kørte en restaurant op, det var sjovt. Og vi boede i Schweiz i halvandet år. Men jeg er nu en tryghedsnarkoman, der kan lide, at rammerne er faste. Jeg er ikke meget for at rejse rundt.
6. Dunken er der allerede
Jeg gik på Mølholm Skole, jeg var klædt ud som en fra Bjørnebanden, og jeg kan huske, det var første gang, jeg ikke blev grinet ad – de grinede med mig. Dér lærte jeg, at den dunk kom til at hænge på mig. Jeg har en stor, flot mave, som er ægte. Som jeg siger: Jeg er en ægte håndværker, og mit redskab hænger under halvtag, for hvem gider have et rustent søm i munden?
7. Et aftryk på verden
Dette billede af mig som en slags superman er et par år gammelt. Forestil dig: Jeg har lavet mad til Dronningen, jeg har fået en stjerne (Michelin, red.), har prøvet alt – også konkurs – og så møder jeg en af mine helt store helte, Peter Høgsted, som sidder på toppen af Coop, og han siger: ’Vil du ikke være min også?’ Jo, det kunne jeg godt. Jeg kan jo ikke få nogen børn, men vil gerne sætte et aftryk på verden. Ham den tykke fra det sydfynske, der satte lakridsketchup på hylderne var på. I stedet for at hedde Superman, hed jeg ’Coopman’. Jeg får lov til at lave mad i Fakta, Superbrugsen, Irma og Kvickly. Det handler om mere smag i hverdagen. I øvrigt har min kone og jeg talt om at adoptere, men vi har i stedet en meget smuk dreng i Nepal, som hedder Samir. Ham betaler vi til hver måned – han kommer i skole, får sko og alt det halløj. Han er lykkelig, hvor han er. Jeg er ikke sikker på, han ville blive det, hvis han kom herop. Han hygger sig med sine venner og leger i bjergene. Det er hans liv. Jeg kunne tage ham til Danmark og skabe det mest trygge liv, og så lige pludselig en dag, så har han fået hår på karamellen og skal ud at køre knallert, og han drikker et eller andet, og nogen siger: ’Du ser ikke dansk ud’, og så ramler verden. Og en dag er jeg død, så kan jeg ikke passe på ham. Derfor bor han i Nepal.
