Politiet genåbnede onsdag Lisbet Nielsen-sagen fra 2009, der er endt som et af de store mordmysterier i nyere dansk kriminalhistorie.

Den tidligere kriminalbetjent og nuværende borgmester i Odder, Uffe Jensen, deltog i den dramatiske efterforskning. Få timer før politiets bevismateriale skulle stå sin prøve i retten, fik efterforskerne en chokerende melding, som gjorde, at sagen i dag står som en af 00ernes store krimigåder.

Når Uffe Jensen skal besøge sin familie i Ringkøbing, går ruten ad den nye motorvej ved Silkeborg. Han passerer også bydelen Funder, hvor vejen bliver ført over af en bro over en ådal. Broen hviler på en række store bropiller, og Uffe Jensen kan godt huske, da der blev gravet ud til pillerne, så de kunne blive støbt fast. Hullerne var nemlig ret dybe.

I dag er de for længst fyldt op, men Uffe Jensen skæver alligevel de godt 30 meter ned i Funder Ådal, når han kører forbi.

Så tænker han på Lisbet Nielsen fra Risskov ved Aarhus. Og om hun måske ligger dækket til nede i bunden af en af bropillerne. Det kan stadig nage i den tidligere kriminalbetjent.

I onsdags oplyste Østjyllands Politi, at de havde fået et tip i sag, der ellers har været henlagt som en af 00’ernes uløste krimigåder. Mysteriet om den 46-årige Lisbet Nielsen, der forsvandt fra sit rækkehus i Risskov ved Aarhus ved 19-tiden fredag den 23. oktober 2009. Politiet indledte en intens eftersøgning af den blonde mor til to drenge på 12 og 14 år. Helikoptere, frømænd og sågar F16-fly hjalp til, men Lisbet Nielsen er ikke set siden.

I denne uge blev sagen genåbnet, fordi en borger er kommet med en ’konkret henvendelse’. Oplysningerne har ført til, at politiet har tømt en sø tæt på Tirstrup Lufthavn på Djursland. Østjyllands Politi vil ikke udtale sig om, hvad der har fået dem til at gennemtrawle søen, men aktionen har foreløbig ikke givet noget resultat, sagde politikommissær Helle Edelbo torsdag. Politiet får hjælp af både brandmænd og en arkæolog, og kommissæren forventer, at arbejdet bliver afsluttet fredag.

En dyster forhistorie

Selvom Lisbet Nielsens skæbne er forblevet et mysterium, fandt et efterforskningshold allerede i 2009 ud af, at politiet efter alt at dømme ikke ville finde hende i live. Og det løb dem koldt ned af ryggen, da de læste Lisbet Nielsens kærestes generalieblad. Den 42-årige ingeniør, Bjarne Østergaard Madsen fra Herning, bar nemlig rundt på en mørk fortid.

Den politiuddannede Uffe Jensen er i dag borgmester for Venstre i den midtjyske kommune Odder. Tilbage i 2009 sad han dog med sine kolleger på fjerde sal på politigården i Aarhus med en bunden opgave. Holdet skulle finde Lisbet Nielsen.

”Det kan stadigvæk godt sidde i mig, at det aldrig lykkedes. Mest for hendes to sønners skyld,” siger Uffe Jensen.

Mandag den 26. oktober 2009 blev Lisbet Nielsen officielt meldt savnet af den nærmeste familie, da hun ikke mødte på arbejde. Samtidig med, at politiet søgte efter Lisbet Nielsen til lands til vands og i luften, blev Bjarne Østergaard Madsen hovedmistænkt i sagen.

”Jeg kan bare huske, at vi havde alle alarmklokker tændt. Normalt bliver langt de fleste, der bliver meldt savnet hos politiet, fundet igen. Men her havde jeg en meget ubehagelig følelse af, at hvis Lisbet Nielsen blev fundet igen, så var det som et lig.”

At det rislede koldt ned af ryggen på den daværende kriminalbetjent skyldtes, at Bjarne Østergaard Madsen som 16-årig havde kvalt sin kæreste, den 15-årige Birthe Simonsen fra Kibæk ved Herning i 1983. Hun havde fortalt Bjarne Østergaard Madsen, at hun ikke længere ville være sammen med ham, og han slog hende derefter ihjel på hendes værelse. Bjarne Østergaard Madsen fik kun tre års fængsel på grund af sin unge alder for vold med døden til følge. Han blev løsladt igen efter to års afsoning.

Da Bjarne Bjarne Østergaard Madsen var 23 i 1990, kvalte han sin 21-årige kæreste, Vivian Marie Nielsen, efter et skænderi, hvor hun havde talt med en anden mand på en restaurant. Han skjulte bagefter liget i en garage i Herning.

Under den efterfølgende retssag fik Bjarne Østergaard Madsen i 1990 konstateret skizofreni, og dommen for det andet drab var en behandlingsdom. I 2005 blev han udskrevet, fordi Retslægerådet vurderede, at Bjarne Østergaard Madsen ikke længere var skizofren. Fire år efter blev han kærester med Lisbet Nielsen.

Kendte formentlig ikke sandheden

Selv var Lisbet Nielsen formentlig ikke klar over, at hun havde et forhold til en kvindemorder. Under efterforskningen fandt Uffe Jensen og hans kollegaer ud af, at Lisbet Nielsen og Bjarne Østergaard Madsen på et tidspunkt var sammen til en fest med 50 gæster. Alle tilstedeværende kendte til Bjarne Østergaard Madsens fortid undtagen Lisbet Nielsen. Og det ærgrer Uffe Jensen rigtig meget i dag.

»Vi afhørte næsten alle gæsterne, og flere sagde, at de fortrød, at de ikke prikkede til Lisbet og gav hende besked,« siger Uffe Jensen.

I dagene efter, Lisbet Nielsen blev meldt savnet, indhentede efterforskningsholdet data om Bjarne Østergaard Madsens færden om fredagen, hvor hun forsvandt. De fandt ud af, at han havde befundet sig på Djursland natten til lørdag.

»Bjarne ikke ville være ved, at han havde været ude på Djursland. Men via overvågning af hans telefon fra masterne kunne vi med sikkerhed fastslå, at han var derude om natten,« siger Uffe Jensen.

Nettet om Bjarne Østergaard Madsen blev for alvor strammet til, da Uffe Jensen og efterforskningsholdet i ugen efter kom i besiddelse af overvågningsbilleder fra en Hydro Texaco-tank i Herning. Det var optaget om lørdagen klokken 09:00 - 14 timer efter Lisbet Nielsen forsvandt.

Som BT skrev ved den lejlighed viste overvågningsbåndet en mand, der sad som forstenet i sin sølvgrå Audi A 4 i tre timer. På et tidspunkt rejste han sig og begyndte at støvsuge og gøre bilen grundigt rent. Manden var Bjarne Østergaard Madsen.

»Selvom han gjorde godt rent, blev der fundet spor på måtten i hans bil og i bagagerummet. Som kunne underbygge vores mistanke. Sporene i bagagerummet var blandt andet lyse hår. Det var ikke helt normalt, det der blev fundet i bagagerummet,« siger Uffe Jensen.

Han tilføjer, at det også styrkede mistanken, at Bjarne Østergaard Madsen havde gjort Lisbet Nielsens rækkehus i Risskov ’usædvanlig rent’.

Samtidig fortsatte eftersøgningen af den 46-årige kvinde på Djursland.

Uffe Jensen er sikker på, at store dele af de halvøens 80.000 indbyggere kan huske, hvordan F16-fly i perioden fløj i 150 meters højde for at gennemlyse store dele af halvøen. Flyene havde varmesøgende udstyr, der kunne lokalisere varme objekter på landjorden som for eksempel en menneskekrop. Nede på landjorden undersøgte efterforskerne mange vandhuller - især omkring Tirstrup og Feldballe.

»Vi troede virkelig på, at liget skulle findes derude,« siger Uffe Jensen.

Kampen mod uret

En uge efter, Lisbet Nielsen forsvandt, havde Uffe Jensen og hans kollegaer nok materiale til at anholde Bjarne Østergaard Madsen. Dermed startede en kamp mod uret, for i Danmark har politiet 24 timer til at præsentere et grundlag for en varetægtsfængsling. Ellers var de tvunget til slippe deres hovedmistænkte fri.

»Vi arbejdede hele fredagen og ud på natten til lørdag. Da holdet og jeg gik hver til sit, var jeg rimelig sikker på, at vi ville kunne få varetægtsfængslet ham,« siger Uffe Jensen.

Det er normalt, at efterforskningsholdet er til stede ved grundlovsforhør i sager af særlig karakter. Uffe Jensen mødte derfor ind i god tid lørdag middag forud for grundlovsforhøret, der var sat til at begynde klokken 14.00.

På nogenlunde samme tidspunkt sad Bjarne Østergaard Madsen og fik frokost i arresten i Aarhus. Ifølge Ekstra-Bladet spiste den hovedmistænkte hotdogs, og personalet kiggede til ham ved den lejlighed og tog hans tallerken og bestik, da han havde spist færdig. Det skulle blive Bjarne Østergaard Madsens sidste måltid.

En halv time før grundlovsforhøret bankede personalet igen på døren til Bjarne Østergaard Madsens celle. Denne gang blev der ikke svaret, og der blev aldrig afholdt grundlovsforhør den dag. Bjarne Østergaard Madsen har taget sit eget liv.

»Vi var i chok,« husker Uffe Jensen.

Efterforskningsholdet ilede til cellen for at finde ud af, om svaret på Lisbet Nielsens skæbne fandtes der i form af et afskedsbrev. Men Bjarne Østergaard Madsen gik i døden med sin hemmelighed.

Eftersøgningen af Lisbet Nielsen fortsatte indtil 2010, hvor hun formelt blev erklæret død af Retten I Aarhus. Det gav de efterladte mulighed for at komme videre, men svaret på deres elskedes skæbne, har de aldrig fået. Lige nu tyder alt dog på, at sandheden skal findes et sted på Djursland.

»Det gjorde ondt på mig som politimand, at vi ikke kunne finde liget på grund af hensynet til de pårørende. Selvfølgelig også af hensyn til at få Bjarne dømt i retten, men så de efterladte i det mindste kunne få vished,« siger Uffe Jensen.