Da Szhirley var fem år, blev hendes forældre skilt. Sangerinden så først sin far igen, da hun var 12 år gammel. Det har sat sine spor hos hende, der altid har haft svært ved at knytte sig til andre mennesker. Selv kalder hun det en ’forsvarsmekanisme’.
Kig godt på din datter og giv hende et kæmpe knus. Der kommer til at gå rigtig lang tid, før du ser hende igen. Jeg vil skilles, og vi kommer ikke tilbage.«
Beskeden fra Szhirleys mor til hendes far var benhård og velovervejet.
Sangerinden Szhirley var fem år gammel da hun i en lufthavn i Mexico måtte sige farvel til sin overrumplede og grædende far. Hverken far eller datter kendte moderens planer den dag. De troede, at hun blot ville tage datteren med til Danmark for at lukke deres gamle liv ned. Så de tre kunne skabe en fælles fremtid i Mexico.
Men der gik næsten syv år, før Szhirley igen så sin far.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele det dybdegående interview med sangerinden Szhirley. Her lægger hun sandhederne på bordet om sin svære barndom, og deler ud af hendes private liv, som ikke kun har været glimmer og glamour ...
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Da Szhirley var fem år, blev hendes forældre skilt. Sangerinden så først sin far igen, da hun var 12 år gammel. Det har sat sine spor hos hende, der altid har haft svært ved at knytte sig til andre mennesker. Selv kalder hun det en ’forsvarsmekanisme’.
Kig godt på din datter og giv hende et kæmpe knus. Der kommer til at gå rigtig lang tid, før du ser hende igen. Jeg vil skilles, og vi kommer ikke tilbage.«
Beskeden fra Szhirleys mor til hendes far var benhård og velovervejet.
Sangerinden Szhirley var fem år gammel da hun i en lufthavn i Mexico måtte sige farvel til sin overrumplede og grædende far. Hverken far eller datter kendte moderens planer den dag. De troede, at hun blot ville tage datteren med til Danmark for at lukke deres gamle liv ned. Så de tre kunne skabe en fælles fremtid i Mexico.
Men der gik næsten syv år, før Szhirley igen så sin far.
»Det har nok påvirket mig mere, end jeg umiddelbart har gået og troet – men man overlever ved at skubbe nogle ting bagud,« siger Szhirley.
I denne uge er den 39-årige sangerinde aktuel med singlen ’Splittet’, der handler om savnet af faderen og følelsen af ikke at være hel. Med singlen vil hun sætte fokus på organisationen Børnehjælpsdagen, der arbejder på at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark, så de bliver parate til voksenlivet trods det, de hver især har oplevet.
At bagage fra barndommen, kan gøre livet svært, ved Szhirley alt om. Hun har haft svært ved at lade nogen komme helt tæt på. Helt ind bag smilet og den glade facade, som vi alle kender fra tv, aviser og magasiner.
»I mange år har jeg ikke bundet mig 100 pct. til nogen, kun mine dyr, nærmeste familie og tætte venner,« siger hun.
»Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at der er et mønster i forhold til, hvordan mine relationer er. I medierne ser I sådan én, der altid er glad og sjov, sådan en festlig type. Det er jeg også, men I får jo ikke lov til at se, hvor sort jeg i virkeligheden er indeni,« siger hun og lægger en hånd på den kulsorte lædertaske på bordet.
»Så sort er jeg indvendig. Kun i mine sange får I et glimt. Skærer man i mig, vælter det ud med sort. Lige så glad og udadvendt jeg kan være, lige så sorte tanker kan jeg have, og lige så indadvendt og lukket kan jeg være – over for alle. De fleste tror, at de er helt derinde, hvor der er fuldstændig blødt, men det er kun meget få mennesker, der får lov at blive lukket hele vejen ind.«
Alene i verden
Szhirleys mor er dansk. Hendes far er israeler. Han flyttede til Danmark som ti-årig. Som 19-årig blev han far til Szhirley. Problemet var, at han aldrig faldt til i Danmark, han følte sig ikke hjemme, men drømte om at bo et sted, hvor han lignede de andre. Et sted med mindre blond hår og mere mørklødet hud. Det fandt han i Mexico.
»I en lang periode gik det ikke godt mellem mine forældre. Men når man har børn sammen, så giver man tingene en ekstra chance eller 12,« forklarer Szhirley.
Sidste chance var at forsøge at skabe et liv sammen i Mexico.
»Det kunne jo være, at omgivelserne lige pludselig fik kærligheden frem igen,« siger Szhirley og knipser med fingrene.
Men i Mexico var det hendes mor, der med sit blonde hår skilte sig ud. Hende, der havde svært ved at føle sig hjemme. Familien boede i en lejlighed i en betonblok i et fattigt kvarter med tiggende børn på gaderne.
»Min mor følte sig som Palle alene i verden,« fortæller Szhirley.
Moderen kunne ikke finde arbejde og talte ikke mexicansk. Mens Szhirleys far fik job og fandt et fællesskab i det jødiske miljø i byen, følte moderen, der ikke selv var jøde, sig aldrig helt lukket ind i fællesskabet.
»Hun kunne mærke, at det aldrig kom til at gå, men var skide bange for, at hvis hun sagde det til min far, ville han for at såre hende tage mig som gidsel og flyve mig til Israel for at bo hos min ellers dejlige familie dér. Præcis som man havde hørt andre udenlandske mænd gøre på det tidspunkt, når de danske kvinder gik fra deres eksotiske ægtemænd. Det turde hun simpelthen ikke løbe an på. Som vi kender ham i dag, ved vi, at han aldrig ville have taget mig, men det vidste min mor ikke i situationen. Når man er så dybt marineret i alle de følelser, aner man ikke, hvordan det kommer til at gå. Min mor turde ikke tage chancen,« fortæller Szhirley, som forklaring på den dramatisk afsked med faderen i lufthavnen i de tidlige 80ere.
»Min far er en meget følsom fyr. Jeg kan huske, at hans hage begyndte at bæve, det samme gjorde min, og så kørte min mor og jeg op ad rulletrappen.«
Min skyld
Den femårige Szhirley var udmærket klar over, hvad der foregik. Hun vidste godt, at mor og far ikke havde haft det godt sammen i lang tid. Sådan noget kan børn mærke.
De havde ikke taget store skænderier foran hende.
»Men stemningen – den der tunge energi, der bare hænger som en sky over hele familien, uanset hvor meget man prøver at puste den opad, så er det virkelig svært. Som barn kunne jeg mærke den stemning og havde mærket i lang tid, at det ikke var helt godt med de to.«
Hjemme i Danmark reagerede hun som alle andre skilsmissebørn. Hun savnede sin far. Troede at forældrene måske ville finde sammen igen. Tænkte, om det var hendes skyld, at de var gået fra hinanden, for måske var det fordi ’jeg var så dum den anden dag?’
»Min mor har virkelig gjort, hvad hun kunne, for at få mig til at flyde ovenpå. Men man skaber nogle ting i sit hoved, danner nogle mønstre.«
Et af Szhirleys mønstre har været altid at holde en sikkerhedsafstand til andre mennesker.
»Min mor gjorde sig uafhængig og har også sagt højt, at når jeg blev ældre, skulle jeg tjene mine egne penge og aldrig lade mig blive afhængig af en anden – aldrig blive afhængig af en mand. Den har jeg taget meget bogstavelig,« fortæller Szhirley.
Få kommer bag facaden
Det er ikke hvem som helst, der bliver lukket ind i det allerinderste. Får lov at kende de blødeste, ømmeste og mest sårbare sider. Selv kalder hun det for ’en forsvarsmekanisme’. En beskyttelse mod at blive såret. Paraderne er hele tiden oppe, så hun er forberedt:
»Men det er ærgerligt hele tiden at være forberedt på, ’at folk nok går snart’. Jeg tænker, at det er bedst at holde lidt afstand, så jeg ikke bliver så ked af det. Det er et mønster, jeg har taget med mig. Det er en lang proces for mig at binde mig til et andet menneske.«
Det er få mennesker, hun stoler på vil gribe hende – uanset hvad. Enkelte veninder og den nærmeste familie.
En af dem er musikproducer Mads Møller, som hun blev gift med sidste år. Parret har kendt hinanden i 14 år, været kærester i syv og sammen har de seks-årige Elton og to-årige Bille.
Sønnen Elton er få måneder ældre, end Szhirley var, da hendes mor tog hende fra faderen i Mexico. Hun ønsker for alt i verden, at hendes egne børn aldrig kommer til at opleve en skilsmisse.
»Folk giver for hurtigt op i deres parforhold. Men hvem har lovet, at når du finder én, du tror, du skal være sammen med resten af livet, så bliver det bare vidunderligt hele vejen? Det er jo ikke nogen dans på roser altid,« siger hun og fortsætter: »Man må gå ud fra, at hvis man skal være sammen med hinanden i mange år, så må der også komme kriser. Der må være øjeblikke eller tidspunkter, perioder på et helt år, hvor man kan have det svært. Jeg synes bare, at det der med at skride fra det hele er det nemmeste, du kan gøre – overhovedet.«
Selvfølgelig ved hun godt, at der er forhold, hvor det bedste for børnene er at fjerne dem fra den ene forælder. Det er ikke de forhold, hun taler om.
Det er dit og mit. De helt almindelige parforhold, hvor man indimellem bare kører sur i hverdagen og den andens anderledeshed.
Svær beslutning
Selv om Szhirley i dag har meget stærke holdninger til skilsmisser, bebrejder hun ikke sin mor, at hun handlede, som hun gjorde.
»Det var en sindssyg svær beslutning for min mor, men det var det eneste rigtige at gøre. Det var ikke blevet godt, hvis vi var blevet i Mexico, og hun havde undertrykt alle sine følelser. Det var bare afvisning, afvisning, afvisning over det hele for hende. Både kærligheden, der ikke var der, at hun ikke kunne komme ud og være aktiv sammen med andre mennesker og følelsen af, at folk ikke brød sig om hende.«
Moderen har aldrig forhindret sin datter i at have kontakt til faderen. Hun opfordrede hende til at besøge ham i Mexico, men at rejse den lange vej alene var mere, end Szhirley kunne overskue som barn. Dengang i 1980erne var det dyrt at rejse fra den ene ende af verden til den anden, og det var heller ikke ligetil for hendes far at komme på besøg i Danmark. Derfor så Szhirley først sin far igen, da hun som 12-årig var med sin mor på familiebesøg i Los Angeles, men hun husker det som dejligt at stå overfor ham igen. I dag bor han stadig i Mexico, hvor han har fået en ny familie. Far og datter har set hinanden ’utallige gange’ siden - også i Danmark, og taler sammen på Skype og over telefonen.
Artiklen fortsætter under billedet
Familien heler
»Jeg er en del af skilsmissestatistikken, det skal mine børn simpelthen ikke være. Jeg skal ikke skilles fra Mads,« siger hun og tager en tår af den efterhånden lunkne kaffe.
Hun insisterer på at ville Mads Møller. At de skal være fast besluttede på at ville hinanden. Og også på at komme sammen ud på den anden side af de svære perioder – nedturene. Kriserne. De perioder, hvor det kræver noget ekstra at holde fast i hinanden og parforholdet. Hvor det måske ligefrem bliver nødvendigt at skulle genfinde hinanden.
»Vi ved godt, at der kommer kriser, når man skal være sammen i mange år, men vi er begge to latterligt hårdt indstillet på, at det her bare skal fungere – uanset hvad. Vi er to mennesker, der vokser. Man kan ikke altid være i symbiose. Man må lade hinanden komme på afveje nogle gange og forhåbentlig finde hinanden igen – eller mødes derude på sidevejen.«
Artiklen fortsætter under billedet
Szhirley ved godt, at hun har et mere iltert temperament end ægtemanden. Bølgerne kan gå højt i lejligheden på Vesterbro og i kolonihavehuset. Det er helt okay. At være et par er ikke ensbetydende med, at man altid er enige. Skænderier og diskussioner renser luften, og det skal indimellem til for, at de kan finde tilbage til trygheden i fællesskabet.
»Det er ikke ensbetydende med, at vi går fra hinanden. Det er aldrig dér, vi kommer til. For nylig var min mand sammen med en veninde, der spurgte: ’hvor tit har I slået op?’.«
For Szhirley er spørgsmålet absurd:
»Man går ikke fra hinanden, man truer heller ikke med det, fordi man skændes. Det er ikke okay at skabe den usikkerhed hos hinanden, for den er der ikke nogen, der kan eller skal leve med – eller fortjener.«
Med sin nye single ’Splittet’ forsøger hun at gøre op med sin egen bagage. At skabe en god fremtid for sine børn ved at forholde sig til de svære sider af sin egen barndom.
»Min egen familie er med til at hele mig. Jeg er blevet opmærksom på, hvilke punkter jeg skal arbejde på. Det forpligter. Man bliver nødt til at gøre noget ved det – man kan ikke fortsat gå og pege fingre ad de andre. Du skal arbejde med dig selv, gøre noget for at komme videre.«
Når du har svært ved at knytte dig til folk, hvordan er du så blevet gift?
»Det var også lidt af en udfordring. Jeg har kæmpet imod på mange punkter. Når Mads og jeg talte om, at vi skulle giftes, kunne jeg få det sådan: ’Uhh… det er uhyggeligt’. Hvilket han ikke kunne forstå. Det er noget med at have papir på, at der er nogle, der ejer mig – sådan så jeg det til at begynde med. Men det at blive gift er jo et valg, man tager. Det er ikke et ejerskab.«
