Som nygift tog Siv til sit elskede Kina og levede et hektisk liv i Shanghai som forretningskvinde. Men Shanghai er ikke et sted for børn og pludselig en dag rykkede Siv familien til en svensk skov og startede et helt nyt liv.

Der er ikke mere erstatningsmælk i det første supermarked, hun kommer ind i. Øv, tænker Siv og tager den 10 måneder gamle Milan på armen og går ud igen i Shanghais gader. I det næste supermarked er der heller ikke noget, og heller ikke i det tredje. Siv er i gang med at stoppe amningen, så hvis Milan skal have mad, er hun nødt til at finde noget erstatningsmælk til ham. Hun finder ikke mælken den dag, og heller ikke den næste.

Opret abonnement på PLUS og læs Siv Skovs historie om at leve i Kina og om at tage store beslutninger for hele familien.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Som nygift tog Siv til sit elskede Kina og levede et hektisk liv i Shanghai som forretningskvinde. Men Shanghai er ikke et sted for børn og pludselig en dag rykkede Siv familien til en svensk skov og startede et helt nyt liv.

Der er ikke mere erstatningsmælk i det første supermarked, hun kommer ind i. Øv, tænker Siv og tager den 10 måneder gamle Milan på armen og går ud igen i Shanghais gader. I det næste supermarked er der heller ikke noget, og heller ikke i det tredje. Siv er i gang med at stoppe amningen, så hvis Milan skal have mad, er hun nødt til at finde noget erstatningsmælk til ham. Hun finder ikke mælken den dag, og heller ikke den næste.

»Efterhånden gik sandheden op for os ved at tale med venner og naboer,« husker Siv Skov, som i dag er 35 år og bor i Småland.

Sandheden er, at kinesiske mælkeproducenter gennem længere tid har tilsat det plasticlignende materiale melamin i mælken for at hæve proteinindholdet og dermed deres egen indtjening. Skandalen er ikke brudt ud endnu, for de kinesiske myndigheder har lagt røgslør ud i anledning af, at OL afholdes i Beijing. ’Riget i Midten’ skal tage sig ud fra sin bedste side. Også selv om melamin-skandalen med tiden skulle føre til 53.000 syge børn og fire dødsfald blandt spædbørn i Kina.

Da sagens alvor går op for Siv og hendes mand, Strange, går de i gang med at kigge på verdenskortet. De kan ikke blive i det Kina, de flyttede til syv år tidligere og er kommet til at elske.

»Det var blevet ubærligt at bo i Kina. Det her var noget, jeg aldrig ville kunne vænne mig til.«

Åbne kinesiske arme

Det begyndte ellers lykkeligt i Kina, da de flyttede dertil i 2004.

»Jeg mødte en masse kinesere, da jeg læste til multime-diedesigner i Odense. Alle de danske studerende var altid sammen i grupper. Men da jeg havde valgt den interna-tionale linje, var det naturligt for mig at invitere kineserne på dansk mad. Jeg ville simpelthen vise dem, hvad dansk hygge er. Det betød, at da vi flyttede til Shanghai med en kuffert i hver hånd, stod alle vores kinesiske venners familier klar til at tage imod os med åbne arme og skaffe os et sted at bo og noget at lave,« husker Siv med lysende øjne.

De fik den første store ordre i deres firma. Et stort internationalt hospital skulle have lavet hjemmeside, og Siv og Strange gik i gang uden at have hverken erfaring, strategi eller forretningsplan. Det fungerede, og efterhånden spredte rygtet sig, at de to danskere var gode til at lave hjemmesider.

Sådan gik det slag i slag, og Siv og Strange tjente gode penge på hjemmesidedesign. Siv solgte og markedsførte, mens Strange programmerede og designede. Tilsammen skabte de en livsstil med plads til daglige restaurantbesøg, privat massør hver mandag og hushjælp. Med deres åbne sind fik parret også en masse kinesiske venner og lærte efterhånden både sprog og skikke.

»Der gik flere år, før det gik op for mig, at der var andre danskere i Shanghai. De boede i små enklaver, og jeg havde simpelthen ikke behov for at finde ud af, at de var der,« siger Siv.

I 2007 kom Milan til verden. Han er ganske vist født på Bornholm, men var kun en måned gammel, da hans forældre tog ham med hjem til Kina, hvor han skulle tilbringe sine første leveår. Her havde hans forældre stadig god vind i sejlene, den søde hushjælp tog gladeligt lille Milan med på markeder. Men nu begyndte de første tegn på, at de skulle videre, at vise sig.

»For det første er det ikke altid let at bo i Shanghai. Folk stirrer og vil røre ved én og fotografere én hele tiden. Når vi spiser på en restaurant, banker de på ruden og vinker. Jeg blev hele tiden stoppet af folk, som syntes, at Milan havde for lidt tøj på,« husker Siv.

Plastic i mælken

Alt det kunne hun vænne sig til.

»Men der var nogle af vores venner, der begyndte at teste deres børn for spor efter den voldsomme kinesiske luftforurening. Nogle af børnene udviklede astma. Vi så også et skolesystem, som tvinger børn til at gå lange dage i skole, og når de har fri, skal de lære videre. Også om aftenen og i weekenden. Det er så konkurrencepræget. Kinesiske børn må ikke ret meget. Deres forældre løber rundt efter dem og pakker dem ind i vat. Her i Sverige kan mine børn løbe frit rundt,« siger Siv og kigger sig over skulderen mod haven.

Her løber syvårige Milan og hans seksårige lillesøster, Astra, barfodede rundt i en Pippi Langstrømpe-lignende have med en hjemmebygget rutsjebane, hængekøjer, en åben trampolin og et stort plasticbadebassin i hjørnet af haven ned mod familiens egen lille skov, som forsyner dem med brænde.

»Det kan godt være, at Kina var et godt sted for os, men det var ikke et godt sted til dem. Det var ikke bare det med mælken, for det viste sig med tiden, at det var mange fødevarer, som de tilsatte gift. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle undgå det.«

Det var et vaskeægte håndværkertilbud, familien overtog i Småland. Alt skulle rives ned og bygges op, men i dag har familien netop det hjem, de drømte om. Luften er ren, hverdagen er tryg og det hele behøver ikke være fint og fornemt.
Det var et vaskeægte håndværkertilbud, familien overtog i Småland. Alt skulle rives ned og bygges op, men i dag har familien netop det hjem, de drømte om. Luften er ren, hverdagen er tryg og det hele behøver ikke være fint og fornemt.
Vis mere

Strange, som netop har bagt boller inde i huset, kigger ud til Siv på verandaen og viser en farvestrålende plastickop frem. Dét er melamin. Et plasticstof, som man kan lave kopper af, men som kinesiske fødevareproducenter har tilsat deres varer for at pumpe dem kunstigt op i proteinindhold.

»Én ting var, at Milan måske havde været udsat for stoffet. Det kunne jeg ikke ændre på. Men at han fortsat skulle være udsat for det, kunne jeg ikke klare. Jeg skulle kunne se mig selv i øjnene. Man begyndte nærmest at kigge efter kanylemærker i frugterne i supermarkedet. Til sidst stolede jeg ikke engang på økologi-mærket,« husker Siv.

»Der er altid gode og dårlige sider af et samfund. Jeg havde vænnet mig til kulturen og de sære madvaner. Men det her var noget, jeg aldrig ville kunne vænne mig til.«

Siv Skov og familien levede flere år i Kina, og familien har flere gange været tilbage i landet for at besøge de venner, som hjalp dem. Der var en voldsom interesse for den danske familie på gaden i Shanghai. Da sønnen Milan var kun et år, tog hans forældre ham med på cykel for at kigge på hus i Småland. Privatfoto
Siv Skov og familien levede flere år i Kina, og familien har flere gange været tilbage i landet for at besøge de venner, som hjalp dem. Der var en voldsom interesse for den danske familie på gaden i Shanghai. Da sønnen Milan var kun et år, tog hans forældre ham med på cykel for at kigge på hus i Småland. Privatfoto
Vis mere

Hun og Strange valgte at forlade Kina. Det, som havde været rammen om syv gode år for de voksne, var ikke gode rammer for en barndom.

De svenske skove på cykel

»Vi satte os simpelthen ned med et verdenskort og sagde: ’Hvor skal vi nu hen?’ Vi skulle ikke tilbage til Danmark. Men jeg elsker det med at rejse ud, og når man går i supermarkedet, opdager man 10 nye ting på vejen.«

Parret overvejede både Canada og Australien, inden valget faldt på Småland i det sydvestlige Sverige, hvor de bor i dag.

»Det handlede meget om luftens renhed og om huspriserne. Og så var det vigtigt, at det var noget helt andet end Shanghai. Vi kiggede på nettet, og det første hus, vi så, kostede 200.000 kroner. Vi sagde bare: ’KØB, inden de når at rette fejlen!’«

Men prisen var ikke en fejl, for et stort træhus i Sverige er billigt, så Strange og Siv tog lille Milan med til Sverige for at kigge på huse.

»Ingen af os havde kørekort dengang, så vi lejede to cykler og sov i telt om natten med en lille baby, bleer og oppakning,« husker Siv, som endda var gravid med Astra.

»Vi cyklede 50 kilometer om dagen rundt til mæglerne, som stod klar hvert sted for at vise os huse. Sådan startede vores næste eventyr med en romantisk, naturlig og ægte følelse af Småland.«

Milan var kun et år, da hans forældre tog ham med på cykeltur rundt i Småland, hvor de kiggede på hus. I mors mave lå Astra, som i dag er seks år. Privatfoto.
Milan var kun et år, da hans forældre tog ham med på cykeltur rundt i Småland, hvor de kiggede på hus. I mors mave lå Astra, som i dag er seks år. Privatfoto.
Vis mere

Undervejs fandt Siv og Strange det gule hus i Silverdalen, og en morgen, da familien endnu lå i teltet, tog de beslutningen og ringede til mægleren og bød på huset. Det gamle træhus havde været beboet af en gammel dame, og der var et godt stykke arbejde, til det kunne blive en moderne families hus, men Siv og Strange begyndte fra en ende af.

Troede vi var skøre

»Alt var gammelt og brunt. Det første stykke tid boede vi på en gammel sovesofa, den tidligere beboer havde efterladt. Vi ankom fra Shanghai med en kuffert hver, og så sad vi ellers der i vintermørket på havemøbler, som vi slæbte ind i køkkenet,« griner Siv.

»Folk sagde, vi var skøre. Når jeg ser på billederne, kan jeg godt se hvorfor,« siger Siv og bladrer i et album med billeder af familien, der renoverer, maler, bygger om og smiler i deres svenske drømmehus.

I dag er huset på plads, og familien har boet her i seks år. Milan og Astra går i den lokale skole lidt længere nede ad vejen, og på husets førstesal passer mor og far butikken.

»Jeg afleverer børnene i skole hver morgen, så løber jeg en tur og går hjem i bad. Så vækker jeg min mand, og vi tager altid et morgenmøde i sengen, hvor vi planlægger dagen. Så starter arbejdsdagen,« forklarer Siv.

At indtægten ikke er så høj som tidligere generer hende ikke, for leveomkostningerne i de svenske skove er også tilsvarende lavere.

»Jeg har lært, at det hele ikke behøver være så stort og fint. Vi tjente jo gode penge i Kina, så det er vi ikke så afhængige af nu. Vi prøvede at beholde de kinesiske kunder, da vi rejste, men det var svært, så i dag arbejder vi primært med at udgive vores egne e-magasiner.«

Siv har ikke fortrudt et sekund, at hun forlod Kina til fordel for Sverige. Tværtimod.

»Jeg har fået friheden. Rent vand og luft og mad. Når vi har venner på besøg fra Danmark, plejer de faktisk at fylde flasker med vores drikkevand. Jeg har fået frihed, fordi jeg kan sidde her og snakke med dig uden at bekymre mig om mine børn,« siger Siv og peger ud i haven, hvor børnene leger videre.

»Det vigtigste er, at miljøet omkring mine børn fungerer. I Shanghai er man altid bekymret. Man møder forbrændte børn, der tigger i undergrunden, man hører om bortførelser, allergi, astma og et benhårdt skolesystem.«

Alt det er familien kommet væk fra, og det er svært at forestille sig, at noget af det samme kunne ske i Silverdalen. Alligevel er den lille flække i de svenske skove ikke sidste stop for familien.

»Nej, vi vil gerne flytte snart igen. Vi har planer om at tage vores camper og køre tværs gennem Europa og finde det næste sted, vi skal bo.«