På trods af gentagne depressioner og forelskelser i andre har Ritt Bjerregaard og hendes mand holdt sammen i 49 år. De valgte tidligt at leve i et åbent forhold. For som hun siger: ’Vi kan vælge at klare os selv. Eller vi kan vælge at klare os selv – sammen’
Hun aner ikke, hvor mange gange hun har været forelsket. Men forelskelser er uundgåelige. Sådan er det.
Log ind på BT PLUS og læs hele interviewet med Ritt Bjerregaard. Hun fortæller om hendes erindringsbog og de episoder i hendes liv, der hidtil nu har været private og ukendte.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
På trods af gentagne depressioner og forelskelser i andre har Ritt Bjerregaard og hendes mand holdt sammen i 49 år. De valgte tidligt at leve i et åbent forhold. For som hun siger: ’Vi kan vælge at klare os selv. Eller vi kan vælge at klare os selv – sammen’
Hun aner ikke, hvor mange gange hun har været forelsket. Men forelskelser er uundgåelige. Sådan er det.
»Søren og jeg var bevidste om, at vi ville forelske os i andre. Det gjorde vi – selvfølgelig. Det gør alle mennesker.«
Vi kan lige så godt springe direkte ud i det. Den seneste uge har Ritt Bjerregaard været ’talk of the town’. Ikke på grund af den politik, hun har ført i sine mange år som socialdemokrat i både Folketinget, EU og Københavns Kommune. Men på grund af sine erindringer.
Særligt ét kapitel i bogen ’Ritt’ har tiltrukket sig opmærksomhed. Dét, hvor hun skriver, hvordan hun og ægtemanden Søren Mørch i mange år har levet i et åbent forhold, hvor de har givet hinanden plads – og lov – til at forelske sig i andre. Og at de begge har haft både korte og langvarige forhold til andre, mens de har været gift.
Er hun overrasket over opmærksomheden? Ikke det fjerneste.
»Jeg kunne jo godt regne ud, at det ville vække interesse,« siger hun og smiler underfundigt.
»Men jeg vil gerne bruge min historie til at vise, at der er mange valgmuligheder i et liv. At man ikke behøver at gå fra hinanden p.g.a. utroskab. Man kan selv være med til at træffe et valg om, hvordan man vil leve.«
Det her er ikke en historie om utroskab, svigt og ulykke. Det er en kærlighedshistorie om, hvad der kan ske, når man har tillid til hinanden – og laver en aftale.
Tiden
Mellem Søren Mørch og Ritt Bjerregaard blev aftalen indgået allerede kort efter, de blev gift.
»Vi er børn af vores tid. Blev gift i 1966 og kom lige ind i ungdomsoprøret og opbruddet i normerne. Alt ændrede sig i den periode. Det var Beatles, der spillede – og Doors. Det var helt andre omgangsformer og ny påklædning. Søren gik fra at gå i habit og butterfly til at gå i cowboybukser og træsko.«
Slipseknuden var ikke det eneste, der blev løsnet. Det blev også forventningerne til, hvor meget man har krav på hinanden, når man er gift.
»Det var en periode, hvor man var meget mere åben om seksualiteten. Også om, at man havde forhold til andre. Jeg tror ikke, at man kun kan elske én. I de fleste mennesker er der mulighed for at kunne elske flere på én gang. Det er egentlig en sjov opdeling, at man godt kan elske flere børn på én gang. Men gælder det en af det modsatte køn, så kan det ikke lade sig gøre,« siger hun.
Det er Ritt Bjerregaards yngre veninder, der har opfordret hende til at skrive om det åbne parforhold.
»De oplever en nypuritansk bølge, hvor man, hvis nogen er utro, bliver skilt. Vi lever i det, de kalder serielt monogami.«
Målet er ikke, at andre skal efterligne hende og ægtefællens model.
»Jeg siger ikke, at andre skal leve, som Søren og jeg har gjort. Men det er én måde at leve på. Det kan være, at nogle tænker ’vor herre bevare os’. Men det kan også være, at de ser det som en mulighed. I dag har vi kvinder mange flere valg. Vi kan bestemme os for at klare os selv, eller vi kan bestemme os for at klare os selv – sammen.«
Debattøren
Nok er den tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester i København blevet 74 år, men hun er på ingen måde færdig med at overraske, at ruske og at blande sig i debatten. Mandag eftermiddag, hvor hun tager imod i huset i kartoffelrækkerne, har hun netop skrevet et debatindlæg til Ekstra Bladet – og i næste uge udkommer hendes erindringer.
Offentligt har hun altid optrådt som et meget privat og reserveret menneske. Øgenavne som ’snedronningen’, ’mareRitt’ og ’hårdhjertet’ har ikke hjulpet til at bløde op på det image. Men nu afslører hun hidtil ukendte og private sider af sig selv.
I en klassisk Børge Mogensen tremmesofa serverer hun svensk æblemost fra Kivik i Sydsverige og historier fra sit arbejdsliv og ægteskab. Hun er klædt i lyserød skjorte, lyse cowboybukser og en mørkeblå pullover. Håret er redt tilbage i den klassiske Ritt-frisure – med knold. Udtrykket er mildt, men emnet varmt, som i et af dem, man kan brænde sig gevaldigt på.
For hvordan holder man ud, at ens mand er sammen med andre kvinder?
Ritt Bjerregaard lægger ikke skjul på, at det har været hårdt. At der var jalousi.
»Jeg var mere jaloux i begyndelsen og i tvivl om, hvorvidt det nu var en god idé. Jeg kom over det, men det er klart, at man bliver jaloux, når ens mand, som man elsker højt, pludselig synes, at en anden kvinde er spændende. Så tænker man: ’Hvad er nu det? Er jeg slet ikke spor spændende mere?’«
Hun har skullet ’arbejde med sig selv’ for at skabe plads, når enten hun eller Søren Mørch har været optaget af en anden.
Særligt beskriver hun én weekend. Hun havde ikke selv en kæreste, og forestillede sig, at hun og Søren Mørch skulle være sammen. Men hendes mand havde planer om at tilbringe weekenden med en anden.
»Jeg vidste godt, at det var de vilkår, vi havde sat op for hinanden. Jeg skulle ikke presse Søren. Det måtte ikke blive et spørgsmål om hende eller mig,« skriver hun.
For at aflede tankerne rejste hun i stedet til Nordjylland for at besøge en veninde.
»Det ville ikke være nogen god idé bare at gå hjemme og tænke over, hvad Søren nu lavede og blive jaloux og trist.«
At hun har kunnet undgå at blive revet omkuld af jalousi-monstret, tilskriver hun i høj grad sin evne til at skille følelserne fra fornuften.
»Søren og jeg er rationelle mennesker. Jeg har beklædt topposter, hvor det har været afgørende, at jeg har haft evnen til at holde hovedet koldt. Det kan jeg også i mit privatliv.«
Løftet
Ritt Bjerregaard og Søren Mørch afgav et løfte, da de blev gift på Københavns Rådhus i 1966. Og de afgav et løfte, da de lovede at holde sammen på trods af deres lyst til andre. I Ritt Bjerregaards verden er den slags ikke til forhandling.
»Når man laver sådan en pagt med hinanden, er det klart, at en aftale er en aftale. Sådan har jeg det også i politik. Jeg husker, hvem der svigter en aftale. Jeg plejer at sige: ’Jeg bærer ikke nag, men jeg har en god hukommelse’. Jeg havde en aftale med Søren. Det var fundamentet for vores ægteskab, og sådan en aftale holder,« siger hun med sin rolige, tydelige stemmeføring.
Hun har aldrig været i tvivl om sit ægteskab. Men det betyder ikke, at troen har været lige stærk – altid.
Søren Mørch har lidt af gentagne depressioner, perioder hvorunder han har mistet troen.
»Søren blev aggressiv, når han kørte ned. Han overfusede mig. Det var noget i vores ægteskab, det var galt med, det var mig, der ikke var god nok, forstyrrede ham og generede ham. Jeg forhindrede ham i at læse og skrive. Beskyldningerne var mange og grove,« skriver hun i sin bog.
Hvordan tacklede du det?
»Det var nogle gange nødvendigt, at jeg kunne være et andet sted.« Der bliver stille et øjeblik. Men Ritt Bjerregaard er ikke bange for stilhed. Hun behøver ikke, fylde den ud. Men vejer sine ord og ved præcis, hvad hun siger.
Hvordan holdt du fast i dit selvværd?
»Jeg har ikke mere at sige end det, jeg har skrevet.«
Hvordan holdt du fast i kærligheden?
»Man kan jo se, at ens mand har det dårligt. Det er IKKE en almindelig situation. Det er en tilstand, som han heller ikke selv trivedes med.«
Har dét aldrig fået dig til at tvivle på jeres forhold?
»Nej.«
Et ord går igen og igen, når man læser hendes erindringer. Ordet nøgtern.
Hvad betyder det for dig at være nøgtern?
»At man ser virkeligheden. At man ikke behøver at smykke den. Er det hundekoldt. Så er det hundekoldt, det er ikke halvkoldt. Hvis folk omkring én svigter, så kan man ikke lade som om, de ikke har gjort det, eller sige: ’Måske mente de det slet ikke’. Er man nøgtern, ved man godt, at de har gjort det. Derfra kan man så vælge at sige: ’Det er i orden, det bærer jeg over med’. Eller ’Det bærer jeg ikke over med’.
Hun gør sig umage med at være nøgtern.
Aftalen har de aldrig fortrudt.
»Vi tror, det var et godt valg. At det er en af grundene til, at vi, i modsætning til store dele af vores omgangskreds, ikke er blevet skilt, men kan fejre guldbryllup i 2016.«
At det er lykkedes dem at blive sammen, når skilsmissestatistikkerne råber højt om, at projektet mislykkes for tæt på hvert andet ægtepar, tilskriver hun deres forskellighed.
»Vi har både været der for hinanden, og samtidig har vi givet hinanden plads. Vi har aldrig prøvet at gøre hinanden ens. Vi forelskede os i forskelligheden, og dén har vi holdt ved lige. Når vi kigger tilbage, synes vi faktisk, det er et helt godt liv, vi har haft sammen,« siger hun med tilfredshed i stemmen.
Hvad har I fået ud af jeres åbenhed?
»En stor glæde ved livet og en større generøsitet overfor hinanden og andre.«
Kræften
Det er længe siden, hun besluttede, at hun ville skrive sine erindringer. Hun har været i gang i flere år, men da hun i marts måned blev opereret for kræft, blev det tydeligt for hende, at tidspunktet til at udgive dem var ved at være rigtigt.
»Tidsperspektivet blev pludseligt kortere,« som hun siger.
Kræften har tvunget hende gennem tre operationer. Den første, der fjernede kræften. Den anden, hvor hun akut fik lagt en midlertidig stomi, fordi den første operation ikke var gået efter planen, og den sidste operation i juni, hvor stomien blev fjernet igen.
Hun afviste lægernes tilbud om forebyggende kemoterapi, for det ville koste hende ’et halvt år som patient’.
»Det var ikke det værd. Jeg havde brug for at få mit liv tilbage. Misforstå mig ikke. Havde lægerne sagt, at kemoen var afgørende, havde jeg taget den. Men jeg ville ikke tage den forebyggende.«
Det har hun ikke fortrudt. Ritt Bjerregaard giver sig ikke af med fortrydelser.
»Jeg tvivler, og jeg undersøger tingene. Tænker mig om, går lange ture og beslutter – ikke at beslutte noget før i morgen. Jeg tænker mig længe om, men når jeg så har truffet en beslutning, så er det det, jeg gør.«
Hun føler sig rask, men sygdommen har været ’en rystelse’, som hun bruger kræfter og tanker på at komme overens med.
For første gang nogensinde har hun været tvunget til at acceptere, at der er ting, hun ikke kan overkomme.
»Det er helt nyt for mig. Jeg er vant til at kunne alt.«
Sagerne
Hun elsker ikke modvind. Søger det ikke bevidst. Men hun nægter på den anden side at ændre kurs og lægge ruten om, fordi det blæser op omkring hende. Sådan er det privat – og sådan har det været i politik.
At hun står fast på sine principper, viste hun bl.a., da hun i 1978 mistede jobbet som undervisningsminister, fordi hun havde boet 13 dage på Hotel Ritz i Paris på skatteborgernes regning. Den dengang 37-årige minister nægtede at undskylde og gå bodsgang, og Anker Jørgensen fyrede hende, selv om Rigsrevisionen senere nåede frem til, at hun ikke havde fråset unødigt.
Sagen om Ungdomshuset var også modvind af den slags, der ville kunne blæse de fleste omkuld. Ritt Bjerregaard var rystet over, hvor stor ballade det forårsagede, da huset blev solgt til Faderhuset, og de unge nægtede at flytte. Salget, der blev gennemført i 2000, var ikke hendes værk. Men da Ritt Bjerregaard i 2006 satte sig til rette på Overborgmesterkontoret i København, var Faderhusets leder Ruth Evensen ved at blive utålmodig. Hun ville havde de unge sat ud af huset. Det blev en ’rasende ubehagelig’ situation for Ritt Bjerregaard.
»Det var så voldeligt et miljø. Der kom aktivister fra andre lande, og det hele gik ud på at slås med politiet,« husker hun.
For første – og eneste – gang i sit politiske liv blev Ritt Bjerregaard udstyret med sikkerhedsvagter. Alligevel insisterede hun på at gå en tur gennem byen en af de gange, hvor det havde været voldsomt.
»Jeg ville ikke acceptere, at der var steder, hvor byens borgmester ikke kunne vise sig.«
Generelt accepterer hun ikke grænser, som andre sætter for hende.
Afsløret
Derfor var der heller ingen andre, der skulle bestemme, hvordan hun og Søren Mørch skulle leve sammen. Der har været masser af rygter og nyfigne spørgsmål. Som dengang en kollega til lægen Erik Holst, som hun var kæreste med i seks år, kaldte ham for Struensee (efter Christian den 7.’s livlæge, der havde et forhold til dronning Caroline Mathilde). Eller når journalisterne ringede om rygter.
»Det var komisk, når de ringede hjem for at spørge, om vi var ved at blive skilt, og Søren tog telefonen og sagde: ’Nej, heller ikke denne gang’.«
Forholdet til Erik Holst var tæt på at blive afsløret i 1978, da Hotel Ritz-sagen rullede og kostede hende undervisningsministerposten. Sammen havde de tilbragt en weekend, mens hun var i Paris. Hans navn måtte for alt i verden ikke komme frem, så det var en usædvanlig tavs Ritt Bjerregaard, der mødte pressen.
»Dengang var jeg ikke parat til at forklare det.«
En afsløring af det åbne ægteskab ville have taget opmærksomheden fra det politiske arbejde, som hun har brændt for, siden hun som 30-årig blev valgt ind i Folketinget.
»Det ville være blevet en sensation, der havde taget fokus – og tid – fra det, jeg syntes, var vigtigt – mit politiske arbejde. Derfor er det først nu, da jeg er pensionist, at jeg er klar til at tale om det.«
Præcis sagen om Hotel Ritz viser, hvordan ægteskabet med Søren Mørch, til trods for flere langvarige forelskelser, altid har været hendes anker.
»Man kan godt forelske sig i en anden uden at tabe interessen for den, man er gift med. Søren og jeg har igennem forelskelser også været glade for hinanden. Brugt kræfter på at understrege det og vise det.«
Da hun blev fyret som minister, var det hos Søren Mørch, hun søgte trøst.
Du var forelsket i Erik Holst, hvorfor var det ikke ham, du havde brug for?
»Selv i en god forelskelse kommer man aldrig så tæt på, som man er med den mand, man har levet sammen med i mange år. Søren har altid været tættest på mig. Og jeg har altid vidst, at han var der for mig, når jeg havde brug for det. Det var det vigtigste.«
