For seks år siden var Jeanne Fairy ude for en rideulykke, som gav hende mén i lang tid efter. Hun, som før havde klaret det hele og lidt til, måtte nu lære at prioritere benhårdt i, hvad der er vigtigt i livet.
De har siddet på hestene i en times tid gennem skoven nu. Der er ikke lang vej hjem, bare lige ned til T-krydset og til venstre. Hele dagen – ja faktisk i lang tid inden denne dag for seks år siden – har Jeanne haft en stemme i hovedet, der fortalte hende, at noget var galt. Hun har været ekstra opmærksom på alt rideudstyret i dag, inden de skal ud, for i dag er stemmen ekstra kraftig.
Opret abonnement på PLUS og læs om hvordan en rideulykke gav Jeanne Fairy langvarige eftervirkninger fra den hjernerystelse hun pådrog sig i faldet fra hesten. De fysiske mén tvang hende til at revurdere sit liv, komme ned i gear og prioritere de vigtigste ting i livet.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
For seks år siden var Jeanne Fairy ude for en rideulykke, som gav hende mén i lang tid efter. Hun, som før havde klaret det hele og lidt til, måtte nu lære at prioritere benhårdt i, hvad der er vigtigt i livet.
De har siddet på hestene i en times tid gennem skoven nu. Der er ikke lang vej hjem, bare lige ned til T-krydset og til venstre. Hele dagen – ja faktisk i lang tid inden denne dag for seks år siden – har Jeanne haft en stemme i hovedet, der fortalte hende, at noget var galt. Hun har været ekstra opmærksom på alt rideudstyret i dag, inden de skal ud, for i dag er stemmen ekstra kraftig.
Da de kommer til T-krydset i skoven, siger stemmen, at hun skal til højre. Men hjem er til venstre, så hun reagerer ikke på den, men drejer hjemad.
»50 meter længere henne er der pludselig tre løse hunde, der springer frem fra et buskads,« husker Jeanne Fairy, som i dag er 49 år.
»Jeg red på min galophest Figo, som altså var lidt gak i låget. Han vendte simpelthen om på en femøre og sprang i fuld fart ind i underskoven. Jeg sad bare og prøvede at holde fast. Det hele lignede en film i ekstrem høj hastighed, hvor skoven kom imod mig.«
Men skoven bliver mørkere og mørkere, for Figo løber ind i underskoven, hvor træerne står tæt. Det går op for Jeanne, at hun enten skal have styr på hesten, eller også må hun springe af. Ellers vil træerne efterhånden få hende ned.
»Til sidst hopper jeg bare af. Derefter kan jeg intet huske.«
Den er fandeme gal, Jeanne
Det er en fin og spinkel kvinde med ildrødt hår, som åbenhjertigt fortæller sin historie i haven foran sit hus i Gentofte. Hun vil gerne fortælle om sin forvandling fra energibundt til energibevidst. Det var nemlig en meget energisk kvinde, som tog springet den dag i skoven. Ridning er bare én af de ting, hun bruger sin tid på. Hjemme har hun tre børn tilsammen med den mand, som hun blot to måneder tidligere er blevet gift med. Der er veninder, fitness, et job som selvstændig psykoterapeut og alt det andet, hun når indimellem.
»Jeg har altid været meget aktiv, og jeg kunne virkelig multitaske. Jeg følte mig alligevel aldrig stresset eller overbebyrdet, og jeg havde altid tid til andre. Jeg var der ikke bare for mine venner. Jeg var der som regel også for deres venner, og jeg havde overskud til familien,« fortæller Jeanne.
Det var sådan, hun var indtil det øjeblik, hvor hun rammer skovbunden den dag.
På vej ned har hun nemlig ramt et træ, og da hun sætter sig op igen, er skaderne store. Blodet står ud af hovedet på hende, hendes overlæbe hænger mærkeligt ned, hendes tunge er bidt igennem og hendes ene ankel viser sig at være brækket. Hendes veninde kommer ilende og får fat i en ambulance, mens Figo forsvinder ind i skoven.
»Jeg tror, der var syv læger om at tjekke mig på skadestuen i Herlev. Min mund, mine ører, min øjne. Jeg tænkte ved mig selv: ’Okay, den er fandeme gal, Jeanne’.«
Det skal rigtig nok vise sig, at den fandeme er gal, for Jeanne har udover den brækkede ankel også kraniebrud, og det skal opereres.
»Da jeg kommer ind på operationsstuen, kommer den fineste læge hen til mig. Hun er ikke ret gammel og ligner en engel. De næste fire timer brugte hun på at samle min pande igen. Den var knust i 1000 stumper og stykker. Mærk selv, siger hun og rækker panden frem, hvor små skruer og skinner stadig kan mærkes under huden.
Frygten for spejlet
De næste mange uger ligger Jeanne på hospitalet og bliver passet og plejet. Hun kan ikke engang selv gå på toilettet, og hendes familie forstår ikke de usammenhængende ord, hun prøver at sige.
»Der gik fire dage, før jeg så mig selv i spejlet. Jeg ville simpelthen ikke se, at de havde fjernet halvdelen af mit hår, åbnet min pande og lappet den sammen og sat min overlæbe på plads igen.«
Men i løbet af dagene på hospitalet kom den første store indsigt også i kølvandet på ulykken.
»Jeg havde jo været dumdristig. Hvad var det, jeg havde udsat min familie for? Jeg vidste jo godt, at den hest ikke var rigtig klog. Hvorfor har jeg brug for at ride rundt på en halvskør hest i stedet for at tage en rolig tur i skoven? Hvad er det egentligt, der er vigtigt i livet,« spurgte Jeanne sig selv i hospitalssengen.
Jeanne skal få rigeligt med tid til at tænke over det, for hun har fået en alvorlig hjernerystelse, som kræver flere måneders ro.
»Jeg lå oppe på førstesalen for nedrullede gardiner og kunne hverken tåle lyd eller lys. Mine børn måtte liste ind til mig uden at larme med døren og hviske til mig. Jeg græd hele tiden. Jeg var så bange for, at jeg ikke kunne få mit gamle liv tilbage. Det var virkelig en hård tid for familien,« siger Jeanne, og hendes stemme knækker lidt.
Men efterhånden blev Jeanne stærk nok til at gå nedenunder bare en halv time ad gangen. Der skulle være helt stille i stuen, så kunne hun godt ligge lidt der. Lidt efter lidt kunne hun gøre mere og mere, og med tiden begyndte hun at træne sig tilbage til sin gamle form ved at gå små ture eller være kort tid i fitnesscenteret.
Men en ting var den fysiske genoptræning, som Jeanne på grund af sin tidligere så gode form selv klarede. En anden ting var hendes mentale funktion, som ikke var, som den plejede.
»Jeg var tit til lægen, for jeg kunne nogle gange ikke huske helt simple ting, som hvad en kaffekop hedder,« siger hun og holder kaffekoppen op foran sig i solen.
»Men hver gang udskrev lægen noget mere smertestillende medicin og sagde: ’Jamen, Jeanne, du har jo slået hovedet!’«
Men en dag brød Jeanne sammen ude i venteværelset. Der var ikke andre end hende og lægesekretæren.
»Jeg spurgte hende, hvorfor jeg skulle blive ved med at have det sådan.«
Det tunge ord
Lægesekretæren viser sig at kunne kodeordet: Jeanne har fået en hjerneskade.
»Det var godt nok et hårdt ord at bruge, men hun fortalte mig også om Center for Hjerneskade, og der kom jeg ind,« fortæller Jeanne med et smil.
På centeret skulle hun lave forskellige små øvelser, for at man kunne vurdere omfanget af hendes hjerneskade.
»Kan du huske, da man var barn, og man havde de der labyrinter, hvor Anders And står med en buket blomster og skal finde ind til Andersine i midten? Sådan nogle opgaver fik jeg. Jeg stirrede og stirrede på en abe, som skulle finde vej. Da der var gået syv minutter, kiggede neuropsykologen på mig og sagde: ’Vi kan vist godt stoppe’. Jeg kunne slet ikke finde ud af det.«
På Center for Hjerneskade kunne eksperterne forklare Jeanne, at hun havde post commotio syndrom – det vil sige langvarige eftervirkninger af hjernerystelse, og det var noget, hun skulle kommer sig over med tiden. Samtidig forklarede de hende det, som hun i dag kalder sin bedste ven: Kunsten at prioritere.
»Jeg fik at vide, at jeg maks. måtte have to opgaver om dagen. Madlavning er en opgave, socialt samvær er en anden. Så er der altså ikke ret meget tilbage.«
Der var i hvert fald meget langt til Jeannes gamle multitasker-liv, men hun har lært at leve med det.
»Jeg har skemaer for alt, og jeg har måttet give mine børn en masse ansvar. De skal selv købe ind til de madpakker, de selv skal smøre. I dag kan jeg jo godt se, at jeg har været lidt af en pylremor. De kan jo sagtens selv.«
I dag er det seks år siden, Jeanne sprang af den løbske hest i skoven. Hendes dage er stadig skemalagte, og hun er meget bevidst om, hvad hendes krop kan tåle.
»Jeg kan ikke det samme som før, og det kommer jeg aldrig til.«
Til gengæld har oplevelsen ikke skræmt hende fra hestene, for Jeanne har købt en ny hest.
»Hun har sådan et roligt temperament. Jeg har aldrig oplevet en hest, der læser mig så godt. Når jeg nogle gange kommer med en masse smerter i kroppen og siger ’Nu skal vi bare ud og give den gas’, så kigger hun på mig, som om hun vil sige: Nej, du skal bare sætte sig op og tælle bladene på træerne, så skal jeg nok gå.«
