Som lyn fra den britiske pophimmel brød Rick Astley igennem i 80erne. Med berømmelsen fulgte pigeskrig og konstant mediebevågenhed, indtil han som 27-årig gik på pension. Som 50-årig er sangeren tilbage med et nyt album – og han kan stadig få pigehjerter til at vibrere. Bl.a. hos danske Pernille Thykier.

Få kunne som Rick Astley få pigerne til at hvine, når han med sit rødbrune, fønede Studioline-hår dansede kejtet til ’Never gonna give you up’.

Sangen bragede ind på hitlisterne i 1987. Siden fulgte hit på stribe: ’Whenever you need somebody’, ’Together forever’, ’Hold me in your arms’ og ’Take me to your heart’. Det hele blev produceret – på samlebånd – af popproducertrioen Stock, Aitken og Waterman i perioden 1987 til 1989.

Manden bag mikrofonen begyndte som trommeslager i et lokalt band, FBI, men skæbnen ville noget større med den unge gut fra Lancashire. For den kun 21-årige engelske dreng med fregner, charme og den bløde stemme appellerede til pigerne. En af dem var danske Pernille Thykier, der var otte år i 1987.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Rick Astley. Han fortæller om sine unge dage hvor han blev beordret til at synge playback, mødet med hans danske kone, Lene Bausager og hans syn på nutidens musikindustri.


Som lyn fra den britiske pophimmel brød Rick Astley igennem i 80erne. Med berømmelsen fulgte pigeskrig og konstant mediebevågenhed, indtil han som 27-årig gik på pension. Som 50-årig er sangeren tilbage med et nyt album – og han kan stadig få pigehjerter til at vibrere. Bl.a. hos danske Pernille Thykier.

Få kunne som Rick Astley få pigerne til at hvine, når han med sit rødbrune, fønede Studioline-hår dansede kejtet til ’Never gonna give you up’.

Sangen bragede ind på hitlisterne i 1987. Siden fulgte hit på stribe: ’Whenever you need somebody’, ’Together forever’, ’Hold me in your arms’ og ’Take me to your heart’. Det hele blev produceret – på samlebånd – af popproducertrioen Stock, Aitken og Waterman i perioden 1987 til 1989.

Manden bag mikrofonen begyndte som trommeslager i et lokalt band, FBI, men skæbnen ville noget større med den unge gut fra Lancashire. For den kun 21-årige engelske dreng med fregner, charme og den bløde stemme appellerede til pigerne. En af dem var danske Pernille Thykier, der var otte år i 1987.

»Jeg havde en stor plakat med Rick derhjemme på mit værelse. Hver morgen sagde jeg godmorgen til ham, og godnat om aftenen. Dengang var der ikke så mange idoler at vælge imellem – Kylie, Milli Vanilli og Bros. Jeg valgte Rick Astley, fordi han rent faktisk kunne synge. Jeg kunne godt lide, hvor kejtet han var, mens alle de andre var over-stylede og -koreograferede. Han var ægte, hvor de andre var et show. Jeg havde faktisk Rick Astley for mig selv, for de andre syntes, han var så nørdet.«

Spillede playback

Rick Astley har aldrig lagt skjul på, at han dengang ikke havde meget indflydelse på sin egen karriere.

I interview har han beskrevet sig selv som en ’puppet’ (dukke, red.). Han havde faktisk ikke andet med sine tidlige hit at gøre, end at han lagde navn, ansigt og stemme til – og selv stemmen fik han ikke altid lov at bruge, for tv-stationerne krævede playback af den ellers træfsikre sanger.

Den tilgang til musikken er lagt helt væk på hans seneste udgivelse, ’50’, som udkommer 17. juni. Titlen refererer til hans alder. Og pladen, der er indspillet i hans hjemmestudie, repræsenterer ham bedre end noget af det, han tidligere har lagt navn til.

 Rick Astleys har solgt næsten 40 millioner CD'er. Han er gift med den danske filmproducer Lene Bausager, og de har en datter Emilie født i 1992. Nu er Astley i Danmark hvor han promoverer sit kommende album 50. Her er han fotograferet på Trekroner Fortet i Københavns havn.
Rick Astleys har solgt næsten 40 millioner CD'er. Han er gift med den danske filmproducer Lene Bausager, og de har en datter Emilie født i 1992. Nu er Astley i Danmark hvor han promoverer sit kommende album 50. Her er han fotograferet på Trekroner Fortet i Københavns havn. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg faldt tilfældigt ind i Stock, Aiken and Waterman og fik at vide, hvem jeg skulle være. I dag bestemmer jeg selv, hvad jeg vil, og skriver det hele selv – derhjemme. Jeg har selv lavet ALT på den nye plade og spiller hvert eneste instrument. Det eneste, jeg ikke kan, er den kvindelige vokal,« siger han med et lille grin.

»I’m not a kid anymore... Jeg vil gerne have, at mine fans ved, hvem jeg er. Det er dem, der har givet mig modet til at udsende albummet. De skriver tit til mig på de sociale medier, at de gerne vil have nyt materiale fra mig. Men jeg ved jo godt, at de elsker de gamle sange, og jeg kan nogle gange have svært ved at tro, at de af et ærligt hjerte gerne vil have noget nyt,« siger han med en ydmyghed, der tilsyneladende falder ham meget naturlig. Èn fan glæder sig i hvert fald.

»Jeg kan allerede de to numre, som han netop har udsendt, udenad. Jeg synes, det er en voksen Rick Astley, og vi er kommet over det stadie, hvor hjerte rimer på smerte. Den nye Rick er mere inderlig, og jeg tænker, det er noget, han selv synes er fedt.«

Brev fra en fan

Rick Astley har for nylig rundet de 50 år. I anledning af fødselsdagen og den nye plade tager han imod pressen – i en båd i Københavns Havn. For det er federe at sejle en tur i ’Wonderful Copenhagen’ end at lave interview på et kønsløst hotelværelse. Han stikker en fregnet hånd ud til hilsen.

»Der er kun én danskvand tilbage, og den tager jeg altså, for jeg har drukket vin hele dagen,« siger han og tager sig til hovedet.

Han ligner én, der ikke er blevet meget ældre, end dengang han dansede i vide bukser og lidt for stor blazerjakke. Håret er mistænkeligt mørkt med grå stænk i tindingerne, men de brune øjne peger charmerende nedad og mundvigene opad – præcis som dengang. I hånden har han et brev fra Pernille Thykier. Hun er i dag en voksen kvinde på 37 år, men er stadig lige vild med Rick Astley.

Privatfoto.
Privatfoto.
Vis mere

Dearest Rick

Thank you so much for being the sound blanket of my childhood (I was eight when ’Never gonna give you up’ hit the charts), my youth (I actually bought three copies of ’Keep it turned on’ – and cried my eyes out to ’Breathe’ when my first love left me) and now my seven year old daughter is singing ’Keep Singing’ and almost got all the lyrics right and created dance moves to ’Together Forever’. I am really looking forward to June 17th. I already know that the new album will be the sound of our life – now as a family - and hopefully when our children will think back on their childhood their ears will be full of your wonderful strong velvet voice. I hope that all your dreams for the new album will come true, and that we do not have to wait another 20 years for the next album.

Stille læser Rick Astley brevet. De smigrende ord får ham både til at spidse mund og hæve øjenbryn, for hilsnen er både ’nice’ og ’crazy’.

»Havde du spurgt mig i 1987, ville jeg ikke have troet, jeg stadig ville få den slags breve. Men det er lige netop dét, musikken kan. Selv helt almindelig pop,« siger han og nipper til sin danskvand.

Som barn lyttede han til masser af den musik, som hans tre ældre søskende spillede. Hele familien hørte det samme, for der var kun én pladespiller.

Han var ’vistnok kun ti år’, første gang han var til en Supertramp-koncert, selvom det er 40 år siden, er det langtfra glemt.

»Det tændte et lys i mig at høre musikken live på et rigtigt spillested.«

Udover Supertramp var hjemmet fyldt med toner fra Beatles, Elton John og David Bowie. Men han har aldrig selv været fan af nogen – ikke på den måde, hvor man skriver breve. Og slet ikke på den måde, som han selv oplevede som stjerne, og som han i dag oplever fra sidelinjen, når unge popstjerner feteres.

En ung Rick Astley fra dengang, hvor han kunne få pigehjerter til at pumpe lidt hurtigere. Foto Philip Ide.
En ung Rick Astley fra dengang, hvor han kunne få pigehjerter til at pumpe lidt hurtigere. Foto Philip Ide.
Vis mere

»I dag grænser det til sindssyge. Ofte har jeg fornemmelsen af, at det ikke længere handler om idolerne, men mere om noget i fansene selv. Meget af det er skabt af pladeselskaberne. Jeg fik min ration af pigeskrig i sin tid. Jeg husker bare ikke mine fans helt så sindssyge, som de er i dag. Måske er mine fans bare mindre skøre.«

Og så alligevel...

»Jeg mødte engang en pige, som boede i Libanon under borgerkrigen. Hun fortalte, hvordan hun og hendes far trodsede bomberne for at komme ud at købe et blad, fordi jeg var i. Det er da skørt.«

Lidt skørt var det måske også, da Pernille Thykiers mand overraskede sin kommende hustru med en hilsen fra hendes idol.

»Da jeg blev gift, arrangerede min mand, at Rick lavede en video til mig. Han talte i et minuts tid. Sagde tillykke og fortalte om vigtigheden af ægteskabet. Det sødeste var, at han til sidst i videoen sagde: ’Oh, it’s Rick by the way’. Jeg kan godt lide, at han er en verdensstjerne, som ikke forudsætter, at folk overhovedet ved, hvem han er.«

Usunde interview

Faktisk undrer Rick Astley sig til stadighed over, hvad hans fans får ud af ham. Og af de interview, han giver.

»Jeg har altid tænkt: ’Hvad giver mig retten til at sige min mening om alt muligt – i blade og tv’. Jeg har retten til min mening, men hvorfor skal den i tv? Sådan har jeg det stadig – lidt.«

Men derudover har han i dag hverken et problem med at blive fotograferet eller interviewet.

»Det var noget andet dengang,« siger han med henvisning til slut-80erne.

Rick Astley på vej til forpremiere på den danske film ’Oh Happy Day’ fra 2004, som han skrev en del af musikken til. Foto Jeppe Michael Jensen.
Rick Astley på vej til forpremiere på den danske film ’Oh Happy Day’ fra 2004, som han skrev en del af musikken til. Foto Jeppe Michael Jensen.
Vis mere

»Hvis sundhedsmyndighederne skulle godkende at give så mange interview om dagen, som jeg gjorde, ville det aldrig have været lovligt. Hvis politiet udspurgte folk så meget, som pressen udspurgte mig dengang, ville det være ulovligt. Det er en meget ensidig konversation. Når det handler om én selv som person, er det ikke sundt. Man kan ikke huske, hvad man er blevet spurgt om, og man er hele tiden bange for at gentage sig selv. Der er jo grænser for, hvor meget man kan variere det. Ligesom med et foto. Du kan maks. gøre sådan, sådan og sådan,« siger han og poserer for at illustrere sin pointe.

Den danske pige

Båden stævner ud mod Trekroner Fortet, som han glæder sig til at se, men vistnok aldrig har hørt om. Det kunne han ellers godt.

I 1989, da Rick Astleys karriere var på sit højeste, spillede han en koncert i Danmark. I mængden foran scenen fik hans manager øje på en smuk, blond og ung pige og inviterede hende backstage. Men det, der kunne ligne et uartigt møde mellem en fan og idol, er faktisk den helt modsatte historie. Rick Astley havde nemlig halvandet år tidligere lagt sine brune øjne på Lene Bausager, som pigen hedder, og havde tænkt på hende lige siden.

»Første gang jeg mødte hende, arbejdede hun på et pladeselskab, men der gik 18 måneder, før jeg så hende igen. Heldigvis vidste min manager, at jeg godt kunne lide hende, så da han så hende blandt publikum, inviterede han hende backstage til en kop te,« siger Rick Astley med et skælmsk smil. Det blev til mere end te. Faktisk blev det til ægteskab og barn og et parforhold – der holder.

Danske Lene Bausager blev i 2003 gift med den engelske popsanger. Parret bor i London, hvor hun i dag arbejder som filminstruktør og producer af spillefilm. Foto Jan Jørgensen.
Danske Lene Bausager blev i 2003 gift med den engelske popsanger. Parret bor i London, hvor hun i dag arbejder som filminstruktør og producer af spillefilm. Foto Jan Jørgensen.
Vis mere

Lene Bausager er grunden til, at Rick Astley kender København ’pretty well’ og i øvrigt med jævne mellemrum smider et dansk ord ind i sine sætninger.

Idolers ægteskaber plejer at kunne bringe fans i akut hjertesorg. Men Pernille Thykier undte Lene Bausager det bedste.

»Jeg var ikke så gammel, da de blev gift. Jeg synes selv, jeg har giftet mig med den helt rigtige, men hun (Lene Bausager, red) har også været ret heldig. Om jeg ville bytte? Arj, min mand er faktisk så sød, at han kører mig land og rige rundt, når der er koncert med Rick Astley. Men måske er det for at holde øje med, at jeg ikke bliver lidt for frisk backstage.«

Et par år senere var Lene Bausager og Rick Astley blevet forældre, og det vilde liv på alverdens scener og hitlister sluttede. I en alder af 27 år gik han på pension.

»En dag stoppede musikken bare, men jeg slap aldrig Rick Astley. Jeg blev ved med at høre de gamle numre, og hver gang jeg kom på en klub eller en bar, bad jeg dj’en om at spille Rick Astley. Til sidst gjorde de det, bare de så mig,« husker Pernille Thykier.

Men hvad laver man, når man allerede i en tidlig alder er blevet millionær på en håndfuld solide pophit?

Rick Astley ville ønske, at han kunne ’fortælle en fantastisk historie’.

»Men sandheden er, at jeg bare gik rundt derhjemme og var del af en familie. Med tiden byggede jeg et studie og begyndte at skrive sange for andre. Nogle gange sendte pladeselskaberne folk til mig. Alt for ofte var det piger, som slet ikke kunne synge, men bare så godt ud. Det var i 1990erne, hvor man autotunede stemmer til at lyde godt. Det var deprimerende,« siger Rick Astley og kigger ud over vandet i havnen.

De sidste ti år har han turneret i det meste af verden, men helt undgået pressen. Det har passet ham fint. At spille de gamle sange og få sine fans til at synge med.

»That’s what I’m supposed to do. Jeg er faktisk ikke god til ret meget andet,« siger han med den ydmyghed, der jævnligt dukker op.

»Mest af alt synger jeg til venners og families bryllupper. Det er fint. Nogle gange kommer jeg endda til at synge mine egne sange til karaoke. Det er ikke fordi, jeg har lyst, men når der står et rum fyldt med mennesker, der beder én om at synge, så gør man det,« griner han.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Nødvendig naivitet

»Da Rick vendte tilbage ved årtusindeskiftet, hørte jeg hans plade så meget, at jeg sled tre af dem op. For jeg havde ventet så mange år på at høre nyt fra ham. Jeg ventede på, at P3 skulle få øjnene op og begynde at spille den nye plade, men det skete aldrig. I Danmark var han stadig ’Never gonna give you up’.«

Han indrømmer blankt, at han kan have svært ved at følge med musikindustrien i dag, hvor alle ressourcer lægges hos nogle få store navne som Adele, Rihanna og Bruno Mars.

»Det er svært for nye artister at slå igennem. Det var lettere for mig. Men jeg havde også en naivitet, som er nødvendig. I dag er al research tilgængelig. Alle unge ved, hvilken fodboldtræner der bruger hvilken taktik. Jeg tror, det har fjernet naiviteten. Mange unge tror ikke længere på, at de kan blive fodboldspillere, skuespillere eller popstjerner. Men nogen skal jo være popstjerner, og naiviteten er det, der skal til for at komme dertil. Jeg var selv naiv, og når min datter, som går på Kunstakademiet og bor her i København, siger, at hun ikke tror, hun kan, siger jeg: ’Hey, nogen skal være kunstnere, hvorfor skulle det ikke være dig?’ Som ung skal man give sig selv lov til at drømme om at blive kunstner, brandmand eller fodboldspiller.«

Båden gynger ind mod bredden. Udenfor en café sidder to unge blondiner i meget lidt tøj. Det bliver bemærket i båden.

»Ja...,« siger Rick Astley stille. I det ene ord, ligger både en britisk gentlemans diskretion og anerkendelsen fra en mand, som er helt bevidst om, at der er afklædte damer i farvandet.

Da det går op for pigerne, hvem de bliver beskuet af, letter de lidt på solbrillerne – og snakker så videre.

»Faktisk bliver jeg sjældent genkendt. Her i København sker det maks. en gang hver anden dag. Så kigger folk bare sjovt på mig, ryster på hovedet og går videre. I London spiller jeg nogle gange på nogle store 80er-festivaler, hvor 50.000 mennesker synger med på mine sange. Men når jeg kører hjem om aftenen, kan jeg bogstaveligt talt køre ind på en tankstation, stille mig op og synge ’Never gonna give you up’, uden at nogen ville ’give a shit’. Jeg har vist fundet balancen mellem berømmelse og anonymitet,« siger han veltilfreds.

Pernille Thykier har også fundet balancen i sit liv, hvor der stadig er plads til Rick Astley.

»Det er anderledes at være fan af ham i dag. Da jeg var ti år, var det bare mig selv. I dag er det en familieting. Det er en del af min identitet. Når Rick Astley er i radioen, får jeg 50 sms’er fra folk, der kender mig og bare lige vil nævne det. Og da jeg havde ti-års jubilæum på mit arbejde sidste år, lavede mine kolleger en guirlande med billeder af Rick. Den hænger stadig over mit skrivebord.«

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere