Morten Østergaard havde en tryg barndom i en pæn forstad til Aarhus, hvor forældrene lærte ham om samfundsansvar og om forpligtelsen til at gøre noget for andre

BT bringer en række toppolitikere tilbage til barndommens gade i en serie om, hvordan opdragelse, familie, skole og venner har påvirket den historie, der fortælles om dem i dag. Vi afprøver, om barndommens gade virkelig er vores væsens rod, som Tove Ditlevsen skrev i 1943.

Opret abonnement på BT PLUS og læs om Radikales formand Morten Østergaard, der fortæller om engagement i samfundet og følelsen af at være forpligtet til at hjælpe andre.


»Når jeg gik til skole om morgenen, så fulgtes jeg altid med Tau. Han boede derinde.«

Radikales formand, Morten Østergaard peger mod et parcelhus, der ligger få sekunders gang fra hans eget barndomshjem, mens han med raske skridt bevæger sig ned ad barndomsgaden i Aarhus-forstaden Risskov.

Det var her, omkranset af parcelhuse fra 1970erne med veltrimmede, grønne hække og nydeligt passede blomsterbede, han udkæmpede fodbolddueller med kammeraten Tau mellem hjemmelavede mål på det lukkede vænge, hvor barndomshjemmet ligger.

Familien Østergaard Kristensens gule murstensvilla dannede en tryg ramme om barndommen, og forældrene, Ingrid Bayer Kristensen og Bent Østergaard Kristensen, havde valgt huset af netop den årsag. Det ligger i et kvarter, hvor de tre sønner ikke behøvede at krydse en eneste vej, når de gik til skole.

Forårsgrønne hække

Nu går Morten Østergaard igen turen til skolen ad den stenbelagte sti, der er omkranset af forårsgrønne hække, som han har gjort det tusinde gange før. Valgkampen er i fuld gang, og kampagnebussen - der er udsmykket i Radikale Venstres pink signaturfarve - er parkeret foran barndomshjemmet. I en alder af 38 år skal han som formand for De Radikale for første gang lede partiet frem mod et folketingsvalg, der nærmer sig med hastige skridt.

For en stund har Morten Østergaard dog lagt valgkamp og politik fra sig for at besøge sit gamle barndomskvarter. Det var her, grundstenene til den politiker, han er i dag, blev lagt. På vej hen til den folkeskole, hvor Morten Øster- gaard var elev, fortæller han om kammeraterne, som fulgtes det par minutter, gåturen til skolen tager. Med et smil udpeger han det sted, hvor de skød genvej gennem en garage for at komme lidt hurtigere frem.

»Jeg tror, de var lidt trætte af det, dem der boede derinde,« siger han.

Fantastisk skole

Morten Østergaard gik på Jellebakkeskolen fra 1. til 9. klasse. Dengang var børnehaveklassen valgfri, så han tog et år ekstra i børnehaven, men faldt hurtigt til i de nye omgivelser på den store skole.

»Det var en fantastisk skole, som var ret ny. Det, der kendetegnede den, var, at man gik i et ’hus’ hele sin skole tid, hvor små og store var blandet med hinanden. Jeg gik i G-huset,« siger han.

I dag har Jellebakkeskolen skiftet navn til Ellevangskolen, men bygningerne er de samme, som da Morten Østergaard var elev. Trods et aktivt liv med mange fritidsaktiviteter, lagde Morten Østergaard også megen energi i skolearbejdet og var en af de elever, der sad forrest i klassen med hånden i vejret.

»Det faldt mig ikke ret svært, og jeg har vel egentlig altid klaret det ganske pænt,« siger han.

Yndlingsfaget var dansk, men det var ikke kun på grund af det faglige indhold.

»Lærerne har haft enorm betydning for, hvilke fag jeg bedst kunne lide. Min dansk-lærer, Birgitte, var en helt fantastisk lærer. Hun mestrede at udfordre alle, og derfor var det nok dansk, der var mit yndlingsfag,« siger Morten Østergaard.

Samlede ind til rumænere

Den radikale formand beskriver sig selv som en meget talende og diskussionslysten ung mand, der ikke var bange for at vise engagement og gå forrest.

Det fik nogle rumænske børnehjemsbørn glæde af, da Morten Østergaard i sin egenskab af elevrådsformand på Jellebakkeskolen arrangerede en indsamling af legetøj og beklædning i kvarteret. Tingene skulle Red Barnet sende til Rumænien, hvor børnehjemsbørn led under Nicolae Ceaușescus styre.

»Jeg har haft en meget tryg og på mange måder privilegeret barndom, og derfor var det vigtigt for mig, at vi med indsamlingen kunne hjælpe nogle børn, som havde en helt anden opvækst. Indsamlingen gik over al forventning, og vi måtte have en lastbil til at hente alt det tøj og legetøj, der var blevet samlet ind,« fortæller Morten Østergaard.

Interessen for samfundet har Morten Østergaard med egne ord fået ind med modermælken. Det tidsrum, hvor TV-Avisen blev sendt, var helligt i familien, hvor der gerne blev diskuteret aktuelle emner ved spisebordet. Morten Østergaard er slet ikke i tvivl om, at forældrene er en stor del af årsagen til, han er blevet radikal.

»Mine forældre har lært mig, at man skal gøre noget for andre. Hvis man selv har et trygt og godt liv, så har man en forpligtelse til at gøre noget for andre, når man kan. Det er helt klart en af de værdier, der har været med til at forme mig som politiker.«

Høj arbejdsmoral

Han fremhæver også forældrenes høje arbejdsmoral som en af de vigtige ting, han har fået med hjemmefra.

»Man skal gøre sig umage med det, man laver, og mine forældre har lært mig vigtigheden af at passe sine forpligtelser.«

Når Morten Østergaard spillede fodbold i skolegården, var det ikke et liv som politiker, han drømte om. Først og fremmest drømte han om at score det næste mål, mens det karrieremæssigt var et liv som først advokat og siden diplomat, der stod øverst på ønskelisten.

Efter et år på highschool i USA fortsatte Morten Østergaard sin uddannelse på Risskov Amtsgymnasium, hvor han i en time fik sagt, at han gerne ville være generalsekretær i FN ligesom Boutros Boutros-Ghali.

»Ja, den er god med dig, Morten Morten Østergaard,« svarede læreren, og siden har tilnavnet hængt ved blandt vennerne fra gymnasiet.

Morten Østergaard i sin gamle skolegård.
Morten Østergaard i sin gamle skolegård.
Vis mere

Julen 1982 - 6 år gammel. »Jeg lavede konfekt sammen med min mor og mine brødre, som vi farvede med frugtfarve. Jeg havde nok min lidt egen konfektstil og kunne godt finde på at lave marcipan formet som en rødbede.«
Julen 1982 - 6 år gammel. »Jeg lavede konfekt sammen med min mor og mine brødre, som vi farvede med frugtfarve. Jeg havde nok min lidt egen konfektstil og kunne godt finde på at lave marcipan formet som en rødbede.«
Vis mere

VM 1986 - 10 år gammel. Michael Laudrup var det store idol.
VM 1986 - 10 år gammel. Michael Laudrup var det store idol.
Vis mere

BLÅ BOG

  • Født den 17. juni 1976.
  • Gik på Jellebakkeskolen i Risskov ved Aarhus, der i dag hedder Ellevangskolen.Tog efter folkeskolen et år på highschool i USA, hvorefter han begyndte på Risskov Amtsgymnasium og blev student i 1996.
  • I 1997 begyndte han at læse statskundskab på Aarhus Universitet og blev kandidat i 2006.
  • Arbejdede fra 2001 til 2005 som markedschef i virksomheden Dafolo i Aarhus.
  • Medlem af Radikale Venstre siden 1996, næstformand for partiet i 2002-2005 og valgt til Folketinget i 2005.
  • Er økonomi- og indenrigsminister og har tidligere været skatteminister samt minister for forskning, innovation og videregående uddannelser.

BTFORSKUD - Økonomi- og Indenrigsminister og politisk leder for Radikale Venstre Morten Østergaard på sin gamle skole i Risskov
BTFORSKUD - Økonomi- og Indenrigsminister og politisk leder for Radikale Venstre Morten Østergaard på sin gamle skole i Risskov
Vis mere

SÅDAN VAR JEG SOM BARN

MADPAKKEN

Dengang i 80’erne var landgangsbrød det helt store. Jeg har spist utrolig mange af min mors hjemmelavede landgangsbrød.

MIN BEDSTE VEN

Det skiftede lidt i løbet af årene, men min ven Rune er stadig en meget tæt ven. Jeg havde mange gode venner både i folkeskolen og i gymnasiet, og mange af dem er stadig mine venner i dag.

UNDSKYLDNINGEN

Jeg skylder en undskyldning til Morten S. Engang i 6. klasse spillede vi fodbold i frikvarteret, hvor han tog bolden, selvom han ikke var med, så jeg blev sur og skubbede til ham. Jeg var måske lidt for engageret i den kamp.

MIN FØRSTE BRANDERT

Det var sidste skoledag i 9. klasse, hvor jeg drak vodka og juice. Der var rigeligt juice i, så jeg ikke kunne smage vodkaen.

MIT FØRSTE KYS

Det var i forbindelse med sidste skoledag, hvor jeg kyssede med en pige, som gik i 8. klasse.

JEG DRØMTE OM AT BLIVE

Jeg var helt vild med den amerikanske tv-serie Advokaterne (L.A. Law, red.), så jeg drømte om at blive advokat. Jeg har altid været meget talende og var tiltrukket af tanken om at kunne stå i retten og fremføre argumenter og forsøge at vinde en sag.

FRITID

Jeg kommer fra en meget aktiv familie, og jeg havde rigtig mange fritidsinteresser, da jeg var barn. Jeg spillede fodbold, gik til svømning og spillede tennis. Jeg svømmede i Skovbakken, og jeg var faktisk en ret habil svømmer.