For tre år siden døde hendes kollega under Le Mans. For 14 dage siden kørte hun selv galt. Alligevel vil Christina Nielsen forsøge at ramme de 300 km/t – uden at tænke på hvor galt, det kan gå – når hun som den første, danske kvinde kører 24-timers løbet Le Mans. For ’vil man ramme målet perfekt, må man være villig til at tage chancer’.
Det første, hun tænkte, da ’røven skred ud under hende’, var, at man altid bør aflevere en bil, som man selv ønsker at modtage den.
Selvom hun var hæmmet af en hjelm og en rem, der om et lille sekunds tid skulle forhindre hende i at få et piskesmæld, drejede hun hovedet og så i slowmotion racerbanens væg nærme sig.
Det andet, hun nåede at tænke, var, at mekanikerne og ingeniørerne på hendes team ville komme på overarbejde på grund af hende.
Den dårlige samvittighed stak i hende.
»Det tredje, jeg tænkte, var: ’Hold kæft, det bliver dyrt, det her’,« husker Christina Nielsen.
Hun tager imod hjemme hos sin far, den tidligere racerkører Lars Erik Nielsen. Det er ingen hemmelighed, at han bor på den dyreste strækning af Strandvejen nord for København, og når Christina Nielsen er i Danmark, bor hun hos ham. Der er plads nok. Den stolte far serverer kaffe og chokolade i køkkenet, der har uforstyrret udsigt over vandet, inden han lader sin datter ’snakke i fred’. Til daglig bor den 24-årige datter i Los Angeles, hvor hun træner med sit hold, som har heddet Scuderia Corsa det seneste år. Netop det hold har sagt ja til at lade Christina Nielsen køre Le Mans 24-timers løb som første danske kvinde nogensinde.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele artiklen om den danske kvindelige racerkører. Hun fortæller blandt andet om hvordan mænd og kvinder konkurrerer på lige vilkår i motorsporten. Om fordommene om de to køns styrke og præstationsevner og tabet af hendes holdkammerat Allan Simonsen.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
For tre år siden døde hendes kollega under Le Mans. For 14 dage siden kørte hun selv galt. Alligevel vil Christina Nielsen forsøge at ramme de 300 km/t – uden at tænke på hvor galt, det kan gå – når hun som den første, danske kvinde kører 24-timers løbet Le Mans. For ’vil man ramme målet perfekt, må man være villig til at tage chancer’.
Det første, hun tænkte, da ’røven skred ud under hende’, var, at man altid bør aflevere en bil, som man selv ønsker at modtage den.
Selvom hun var hæmmet af en hjelm og en rem, der om et lille sekunds tid skulle forhindre hende i at få et piskesmæld, drejede hun hovedet og så i slowmotion racerbanens væg nærme sig.
Det andet, hun nåede at tænke, var, at mekanikerne og ingeniørerne på hendes team ville komme på overarbejde på grund af hende.
Den dårlige samvittighed stak i hende.
»Det tredje, jeg tænkte, var: ’Hold kæft, det bliver dyrt, det her’,« husker Christina Nielsen.
Den 14. maj, kom den 24-årige racerkører ’galt af sted’, som hun selv kalder det.
Hun kørte på Imola-banen i det nordlige Italien. Og selvom tankerne kunne race afsted med samme 170 kilometer i timen til hendes tidligere holdkammerat Allan Simonsen, som døde i Le Mans i 2013, så gjorde de det ikke.
»Jeg er ikke typen, der tænker: ’Det går også galt for mig’. Jeg er ikke bange. Faktisk trænger jeg til at komme ud at køre igen,« siger Christina Nielsen med hentydning til, at hun ikke har været ude at køre, siden hendes Ferrari blev krøllet sammen, da den ramte væggen for 14 dage siden.
Hun går mest op i, hvorfor det skete, så hun kan undgå det – en anden gang.
»Jeg har set videoen 100 gange, og forstår det stadig ikke,« sukker hun, kigger ud over Øresund og fortaber sig for første – men langt fra sidste gang i interviewet – i detaljer om bilen, banens fysik, sin egen reaktionsevne og motorens ydeevne.
Men det er faktisk ikke teknikken, der interesserer hende. Det er farten – frem for alt farten – og det, at hun hver gang kan presse sig selv og sin bil til at køre en lille smule hurtigere end sidst.
Fast forward
Selv om hun i dag er fortrolig med marginalerne inden for motor og hestekræfter, mekanik og fysik, så forventer hun ikke, at resten af verden forstår det. Heller ikke den særlige mentalitet, det kræver at være fastspændt i en bil, der kører 300 kilometer i timen, fordi du beder den om det. Også når det går for hurtigt.
»Jeg kan godt beskrive, hvordan det føles at køre galt, men jeg forventer ikke, at folk, der ikke har prøvet det, forstår det. Det går så afsindigt hurtigt,« siger hun og knipser med fingrene.
»Alligevel kan jeg svare præcist på hvilket gear, jeg var i, da det skete. For i det sekund, man drejer hovedet og ser væggen, går alting i slowmotion, uden at man kan gøre noget.«
Hun kan bedst beskrive den efterfølgende følelse som ’overvældende’.
»Det er ikke frygt. Har man den, kan man ikke køre hurtigt. Men den overvældende følelse er netop det interessante ved motorsport – at ens comfort-zone hele tiden flyttes.«
Christina Nielsen havde haft mindre træningstid på anlægget i Norditalien, end hun kunne have ønsket sig, og derfor kendte hun ikke banen så godt, som hun burde.
»Men jeg vil jo gerne ramme målet perfekt, og så tager man chancer. Det var også det, der skete den weekend,« siger hun.
Det kunne være gået rent galt. Ligesom det gjorde for tre år siden, da Christina Nielsen – og resten af motorsporten – måtte sige farvel til Allan Simonsen, der kørte sig ihjel i netop Le Mans.
»Jeg var aldrig bange for at køre, efter han døde. Det var mere sorgen, jeg mærkede. Da jeg satte mig ind i vores bil tre uger efter, stod hans kører-ID stadig i displayet,« siger hun og viser på sin mobiltelefon, hvordan instrumentbrættet i en GT-vogn ser ud.
Her står bl.a. hvem af de tre teamkørere, der sidst har kørt bilen. Da Christina Nielsen efter ulykken steg ind, stod der AS i displayet. Den sved. Det var Allan Simonsen, der lærte hende, hvordan man hurtigst muligt skifter kører i bilen, under et 24 timers løb.
»Allan havde fundet på alle mulige løsninger. F.eks. havde vores seler forskellige farver, for at vi kunne skifte hurtigst muligt.«
Synet af de farvede seler kunne have skræmt de fleste væk.
»Der var da nogen, der stoppede i motorsport efter hans ulykke – men ikke mig,« siger hun.
Lige børn kører hurtigst
Hun tager imod hjemme hos sin far, den tidligere racerkører Lars Erik Nielsen. Det er ingen hemmelighed, at han bor på den dyreste strækning af Strandvejen nord for København, og når Christina Nielsen er i Danmark, bor hun hos ham. Der er plads nok. Den stolte far serverer kaffe og chokolade i køkkenet, der har uforstyrret udsigt over vandet, inden han lader sin datter ’snakke i fred’. Til daglig bor den 24-årige datter i Los Angeles, hvor hun træner med sit hold, som har heddet Scuderia Corsa det seneste år. Netop det hold har sagt ja til at lade Christina Nielsen køre Le Mans 24-timers løb som første danske kvinde nogensinde.
I motorsport er der nemlig ingen, der gør forskel på, om man er mand eller kvinde. Kønnene konkurrerer på lige vilkår i alle løb, også det ypperste af dem alle: Le Mans.
»Jeg har konkurreret med mænd de sidste otte-ni år – samt et par få andre kvinder – jeg tænker efterhånden ikke over, at jeg er en af de få kvinder.«
Men er vilkårene lige?
»Både og. Du skal altså være rigtig langt fremme, når du er kvinde. Der er ingen, der gider skrive om en kvinde på 15.- eller 16.-pladsen i et løb. Til gengæld har jeg måske ekstra let ved at få pressens opmærksomhed, når det går godt. Netop fordi jeg er kvinde,« siger hun og fortæller, hvor mange interview, hun har i løbet af besøget i Danmark. Det er ikke så få.
»Det er noget, sponsorerne kan lide, og det er ingen hemmelighed, at den ekstra opmærksomhed, jeg får, er en fordel for mig.«
Men hvad med fysikken, som er afgørende i andre sportsgrene, og som betyder, at der stort set ikke findes andre sportsgrene, hvor mænd og kvinder konkurrerer side om side?
»Jeg tror ikke, at der er den store forskel. Nogle siger, at mænd har en fordel, fordi de har 10 pct. mere væske i kroppen. Til gengæld har kvinder et lavere tyngdepunkt. Jeg har ikke andet at sige til det, end at jeg bare må drikke mere og mændene må sidde lidt lavere i bilen,« siger hun med et skuldertræk og fortsætter: ’Så er vi lige’.
Men der er én ulempe ved at være kvinde i motorsport. Den mest oplagte. Mange mænd synes stadig, der er noget om snakken: At kvinder ikke kan køre bil.
»Der er nogle teams, hvor ejerne har forbehold over for kvinder – og den type skal jeg bare prøve at undgå.«
Fra Barbie til gokart
Hun kan ikke huske, hvad hun drømte om som barn, men hun er sikker på, at der stadigvæk står en meget stor kasse med Barbie-dukker i fars kælder. Bidt af fart og motor var hun i hvert fald ikke. Det kom først, da hun som 13-årig – for første gang – satte sig ind i en gokart. Fra da af kunne det ikke gå hurtigt nok med at få kørekort – eller gå hurtigt nok i det hele taget. Christina Nielsen var bidt af farten. Alt det tekniske omkring en bil er noget, hun har lært sig for at komme til at køre endnu hurtigere – ikke fordi det interesserer hende synderligt.
»Jeg er ikke den mest pigede pige, og jeg er nok ikke blevet klippet i et halvt år,« siger hun og nærstuderer spidserne af det lange lyse hår, som til dagligt gemmes under en hjelm.
»Jeg tænker hele tiden, at jeg nok når det i en pause mellem to løb, men det gør jeg vist ikke.«
En af racerkørerens vigtigste egenskaber er evnen til at koncentrere sig. Hvor man i andre sportsgrene kan tillade sig at lade tankerne flyde et sekund eller to, er det i motorsporten de samme sekunder, det tager én at ramme væggen.
»Tidligere har jeg spillet tennis i rigtig mange år. Der kan du godt stå og drible med bolden et par sekunder, mens du tænker dig om. Det kan man ikke i en GT-bil. Men jeg elsker de biler og er i den sport, jeg helst vil være i. Selvom det nok havde været klogere at blive ved at spille tennis, hvor du bare skal bruge en ketcher og et par gode sko,« forklarer hun.
Ud over evnen til at koncentrere sig skal hun være i usædvanligt god form. Christina Nielsen har brugt det meste af formiddagen i et fitnesscenter, hvor hun har ’styrketrænet indersiden af sine hænder i stykker’, som hun tørt konstaterer. Selve motortræningen foregår på særlige baner i udlandet.
»Jeg er nødt til at teste mig selv på de baner, hvor jeg faktisk skal køre. De ligger bl.a. i New York, Wisconsin, Italien og Texas,« siger hun og tilføjer, at hendes rejseplaner – og hele logistikken omkring træningen – er noget af et cirkus.
Business and pleasure
Fordommene om mænd og kvinders fysiske styrke og præstationsevner på verdens fineste racerbaner er langt fra de eneste fordomme, hun må slås med. Det er almindeligt kendt, at man ikke kommer langt i motorsport på talent og gåpåmod alene. Man skal også have sponsorer – og kapital. Det har Christina Nielsens far.
Hun vil dog ikke vil sætte tal på, hvor meget sædet til Le Mans har kostet. Det er en forretningshemmelighed.
»Men det er rigtig dyrt, og budgetterne fylder meget af min tid. Det er svært at finde sponsorer, men det er jo bl.a. derfor, jeg stiller op til interviews,« siger hun lidt undskyldende.
»Lige nu lever jeg af sponsorer og min egen finansiering. Jeg ved godt, at jeg ikke havde haft de her muligheder, hvis jeg havde været født under andre vilkår. Jeg ved godt, der er en masse jalousi. Men de mennesker, der er jaloux, ville nok have grebet de samme chancer, som jeg har gjort, hvis de havde haft dem. Jeg har fået en chance af min far, ligesom han fik chancen af sine forældre i sin tid. Men han har efterfølgende selv bygget sin virksomhed op. Han siger altid, at han gerne vil hjælpe mig med at få en fod indenfor, men resten skal jeg selv gøre,« siger Christina Nielsen, som læser marketing på Aarhus Universitet, når hun kan få træning og eksaminer til at gå op i en højere enhed.
Men selv for Christina Nielsen er der grænser.
Selvom hun har betalt for at komme med til Le Mans, er der andre baner i verden, som er lukket land for hende.
»Det er spild af tid at blive sur over, at der er steder, jeg ikke kan være med. Men jeg arbejder på at blive god nok og stå foran de rigtige mennesker, så jeg en dag kan blive betalt for at køre de største løb,« siger hun om sin drøm om at blive professionel.
Det er tidligt at nå sit livsmål i en alder af 24 år. Racerkøreren kan da heller ikke umiddelbart svare på, hvilke baner hun skal drømme om, når hun er på den anden side af Le Mans.
»Jeg drømmer faktisk ikke om andet, men har det ligesom andre i motorsporten. Det er en addiction. Når man har kørt Le Mans, drømmer man bare om at gøre det igen. Èn gang er ikke nok. Jeg ved, at når jeg har været med, er det værste, at jeg skal vente et helt år på at være med igen.«
