Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Venstre politiker Marcus Knuth om at være greve, om disciplin, dumheder, og meget meget mere ...
Log ind på BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Marcus Knuth og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.
Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
Jeg havde lyst til hævn ... da Taleban dræbte min nærmeste afghanske samarbejdspartner, Abdul Khaliq, da jeg var soldat i Afghanistan. Abdul var stammeleder i den lokale landsby, og han havde hjulpet mig med at få den lokale skole i gang og en masse andre projekter, der havde fået rigtig mange af de lokale over på vores side. Men Taleban havde også bemærket vores store arbejde, så en nat kørte de ind i vores område på motorcykler og hentede Abdul. Ved solopgang lavede de en lille ’retssag’ nede i et flodområde, hvorefter de skød Abdul i baghovedet som straf for at arbejde med mig og de vantro danskere. De var væk, inden vi kunne nå derned. Det var et kæmpe nederlag for mig, både fordi Abdul og jeg var blevet nære venner, og fordi meget få af de lokale i området turde arbejde med mig i det næste lange stykke tid.
Jeg var hunderæd, da ... jeg kom i ildkamp første gang som soldat i Afghanistan. Det er en fuldstændig surrealistisk oplevelse at høre kugler flyve forbi ens hoved med et højt smæld. Min første tanke var, »nu dør jeg, nu er det hele slut«. Men på en meget underlig vis bliver det hurtigt hverdag, og på trods af nogle svære tider derude, tænker jeg i dag tilbage på Afghanistan som en tid, hvor jeg lærte utrolig meget om livet, og hvor jeg fik nogle meget nære venner.
Af og til spørger folk mig, hvad det vil sige at være greve ... og svaret er ret ligetil. Vi lever jo i 2016, så i dag er det mere en sjov, historisk ting end noget andet. Det er jo ikke fordi, jeg trasker rundt hjemme på Lolland i en rustning. Jeg tror faktisk, den eneste fordel, man har i dagens Danmark som adelig, er, at man får lov til at hilse på Dronningen hver januar for at ønske hende godt nytår.
Jeg lærte disciplin ... først som soldat i forsvaret. Men faktisk lige så meget på arbejdspladsen, da jeg var økonom hos investeringsbanken Lehman Brothers i London. Jeg kan huske, at jeg engang havde arbejdet en måned på 50 siders dokumenter til et møde mellem min chef og Deutsche Telekom. Mødet gik rigtig godt, men alligevel fik jeg efterfølgende en enorm skideballe af min chef, fordi der var én slåfejl i dokumentet – det glemmer jeg aldrig.
Jeg tog fejl, da jeg ... troede det ville være nær umuligt at blive valgt til Folketinget som ny og ukendt. Ikke mindst fordi jeg havde en af de mindste kredse. Faktisk hang der i lang tid inden valget et udklip fra dagbladet Sjællandske på mit køleskab med en liste over de kandidater, som de regnede med ville blive valgt, dem som måske ville blive valgt – og så var der dem, som slet ikke var nævnt. Jeg var i den sidste kategori. Det fik mig til at knokle endnu hårdere og i månedsvis, så det var den vildeste oplevelse at blive valgt som Venstres nummer to i regionen, kun overgået i personlige stemmer af Lars Løkke Rasmussen.
Jeg blev for alvor voksen, da ... vi første gang mistede en kammerat, da jeg var udstationeret i Afghanistan. Kort efter jeg ankom, blev en af vores britiske kollegaer fra vores team dræbt af en vejsidebombe. Vi var kun otte-ni mand i vores enhed, så det var et kæmpe slag. Den ene aften sidder man sammen og griner og ryger cigaretter, og den næste dag mangler en mand. Det er virkelig hårdt. Den britiske soldat var kun 27-28 år, og han havde en kone og to små børn derhjemme. Man føler en kæmpe afmagt, men alligevel er man nødt til at se fremad og fortsætte arbejdet og patruljerne imod Taleban næste dag. Sådan er det bare.
Livskunst består i at ... arbejde med noget, man elsker, altid at finde tid til sine venner og familie og i at tro på, at man kan opnå sine drømme.
Som barn var min største dumhed ... at lege alt for meget med krudt og kanonslag. Jeg elskede at lave hjemmelavede bomber af fyrværkeri, eller hvad jeg lige kunne finde. Med tiden blev jeg desværre alt for dygtig til det, og vi lavede nogle kæmpe kanonslag, som vist var meget ulovlige. Engang byggede min bror Christoffer og jeg en kæmpe raket med en endnu større bombe i toppen. Vi fyrede den af ude på en mark, men i stedet for at flyve op i luften, fløj raketten over og landede nær en andegård, hvor den eksploderede med et kæmpe brag og lysglimt. Jeg tror ikke, at nogen af ænderne kom noget til, men vi fik virkelig skældud.
Jeg accepterer simpelthen ikke ... arrogance. På trods af at Folketinget består af en flok meget forskellige mennesker med meget alsidige baggrunde, så er de fleste utrolig søde og venlige – kun enkelte er arrogante. Det kan godt virke som om, at vi politikere slås hele tiden, men faktisk har vi det oftest rigtig hyggeligt sammen, når vores politiske debatter ikke er i gang. Jeg ville med stor fornøjelse dele en taxa - eller en Uber - med langt de fleste fra Borgen, uagtet parti, og det er jo skønt, når nu man bruger så mange timer derinde.
Jeg kan godt blive misundelig på ... folk, der har hund. Jeg voksede op med, at min far altid havde hunde: Jack russel terrier indenfor og labradors ude i hundegården, til når man skulle på jagt. Faktisk må man godt have en hund med i Folketinget, og Søren Pind har vist nogle gange sin hund med. Men desværre er livet som nyt folketingsmedlem alt for turbulent til, at jeg føler, at jeg kan tage ordentligt ansvar for en hund lige nu. Ikke mindst fordi jeg også sidder i Udenrigspolitisk Nævn og et par andre udvalg, hvor jeg rejser en god del. Forhåbentlig ændrer det sig med tiden, når livet på Borgen bliver mere hverdag.
Jeg burde sige undskyld til ... min mor (Helle Stangerup, red), fordi min bror og jeg var lidt vilde som børn. Hun sad altid derhjemme og skrev på sine bøger, så vi havde ret frit lejde til at gøre, hvad vi ville. Vi drønede rundt med vores fiskestænger og luftgeværer, hvilket vi syntes var skønt. Men jeg tror også, at vi var lidt svære at holde styr på. Vi fyldte fryseren med skaller og aborrer og andre slimede fisk, som vi havde fanget, uden nogensinde at tænke over, hvem der skulle rense dem eller kokkerere dem i køkkenet. Det er ikke noget, man bliver populær af, skal jeg lige hilse at sige. Men jeg tror også, at vi lærte at klare os selv, hvilket har været rigtig sundt her i livet. Og min bror og jeg udviklede et meget nært venskab, hvilket er vidunderligt især nu, hvor både vores far og mor er gået bort.
Jeg er ikke god til ... kompliceret matematik. For et par år siden fik jeg den kæmpe oplevelse at tage en kandidatgrad i offentlig administration på Harvard-universitetet i USA. Mine fag i politik, ledelse og kommunikation gik rigtig fint, også selvom der var rigtig mange opgaver og lektier. Bortset fra ét fag, som var i amerikansk statsøkonomi. Vores professor var tidligere finansminister i USA, og jeg har aldrig været så presset i mine studier – jeg skulle virkelig knokle bare for at bestå faget, især fordi alle eksamenerne var skriftlige og bestod af endeløse regnestykker med komplicerede formler. Det lykkedes mig heldigvis lige akkurat at bestå, og siden har jeg holdt mig fra meget kompliceret matematik.
Det, der gør mig allermest glad, er ... en fridag eller en dejlig middag, hvor jeg er sammen med mine allerbedste venner og familie. Dem, som har kendt mig, siden jeg var helt lille, for det betyder, at vi kender hinanden så nært, at man forstår hinanden og ikke behøver at forklare ting to gange.
