Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med formanden for SF, Pia Olsen Dyhr, om alt fra forelskelse til råbende forældre og at blive klog undervejs - og meget, meget mere ...

Log ind på BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Pia Olsen Dyhr og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med formanden for SF, Pia Olsen Dyhr, om alt fra forelskelse til råbende forældre og at blive klog undervejs - og meget, meget mere ...

Jeg er dybt misundelig på ... altså som i ’megamisundelig’, når folk er gode til at løbe. Jeg løber selv, og når jeg ser en på omkring 40 kilo, der løber som en gazelle, har jeg lyst til at spænde ben for dem.

Jeg kunne ikke sove i dagevis på grund af... jeg kan nu altid sove, jeg elsker at sove og kan falde i søvn hvor som helst. Men selvfølgelig kan jeg gruble, og dengang man lavede dagpengereformen, tænkte jeg meget over, hvad det ville betyde for folk, også for de mennesker, jeg kender. De ville komme til at stå med store udfordringer.

Jeg blev meget uretfærdigt behandlet ... af min klasselærer i 1. klasse, for hun sagde, at alle os fra det sociale byggeri var nok sådan nogle, der ville stå og ryge ude på toilettet, når hun ikke var i nærheden. Det sagde hun i 1. klasse, og det gjorde mig vred. Det er simpelthen så uretfærdigt at stemple folk efter, hvor de bor.

Jeg hader, når ... folk råber, især i hovedet på deres børn. Når jeg er i supermarkedet, og en forælder står og råber ad sit barn, får jeg lyst til at slå, og jeg får simpelthen kvalme af det. Jeg tror, det er en rygmarvsreaktion på grund af min egen opvækst. Voksne mennesker skal vide, at børn bare er børn, og de skal lade være med at tage dem med i supermarkedet, når de er trætte efter en dag i børnehaven. En dag, da jeg var på Rådhuspladsen i København, stod en far og råbte ad sit barn, fordi hun havde tabt sutten. Jeg kunne ikke lade være med at blande mig, jeg gik hen til ham og sagde, at det var vist ham, der havde tabt sutten. Det så ikke ud til at gøre noget indtryk på ham, desværre. Jeg synes man har pligt til at åbne munden, når man ser den slags. Børnene oplever det også som, at ingen ser dem - tavshed er accept af forkerte handlinger.

Jeg havde lyst til at hævne mig, da ... jeg var barn, og min lillebror jagtede mig med en kniv, og jeg var så dum, at jeg hentede en stor slagterkniv i køkkenet for at give ham igen. Men det gik op for mig, at han kun havde en plastickniv, og jeg skar mig selv i hånden. Ellers tror jeg ikke rigtig på hævn.

Jeg har ændret min holdning til ... mange ting i livet. Da jeg var yngre, var jeg stor EU-tilhænger, dog uden at jeg gik med EU-sokker, i dag er jeg mere pragmatisk. Hvis man ikke ændrer holdning til tingene, vokser man ikke som menneske. Det var også en øjenåbner for mig, det der skete i Köln nytårsaften (hvor en del kvinder blev udsat for seksuelle overgreb af indvandrere, red.). Det var en våd klud i ansigtet på mig. De miljøer er meget patriarkalske og med et helt forkert kvindesyn. Jeg har været lidt blind overfor den kulturkamp, vi nu befinder os i. Ligesom alle andre i samfundet kan man blive klogere undervejs i livet, det er sundt at erkende.

Fordelen ved at være forelsket er ... jo det filter, man lige pludselig ser hele verden gennem, den lykkerus et andet menneske giver, som gør én glad indeni. Ja og også nogle gange bange, vanvittigt bange. Min mand er ude at rejse for tiden, men han sender sms’er, så jeg rødmer, når jeg er til møder, det er dejligt. Det varmer indeni. Jeg ville ønske, jeg havde mere tid sammen med ham, jeg sørger for, at når vi er sammen, er der meget kvalitet i det.

Jeg vil aldrig gentage ... princippet i at gennemføre en stor skolereform i Danmark samtidig med, at man skabte en faglig konflikt. Når jeg i dag møder dedikerede lærere og taler med dem, tænker jeg, ’gud hvor var vi nogle idioter’, når vi ikke var opmærksomme på, hvem der skulle bære en reform ud i livet efterfølgende. Man skal have mere gefühl i stedet for at være så rigid. Det var dårligt lederskab.

Jeg drømmer om at ... ha’ mere tid med min familie. Tid er en mangelvare i mit liv. Den vil jeg gerne have mere af, så hvis man kunne købe den, ville jeg gøre det.

Det er provokerende, når folk ... er nedladende. Da jeg var barn, husker jeg, at min mor, der gjorde rent på en skole, fik en lussing af skoleinspektøren; det mente han godt, han måtte, for hun var jo ikke lige så meget værd.

Jeg skammede mig over ... min far var alkoholiker, jeg gjorde mit bedste for at skjule det for omverdenen. Det havde nok været bedre at snakke om det med læreren eller organisten i kirken, så havde det været nemmere.

Jeg burde sige undskyld til ... min 9-årige datter, for hun har fået betændelse i ørerne, fordi hun har fået øreringe. Jeg har ikke haft tid til at rense det, og det er jeg lidt ked af.

Jeg var rystende nervøs, da ... jeg skulle vælges som SFs ungdomsformand. Da vi skulle tælle stemmerne op, måtte jeg løbe på toilettet hele tiden. Men ellers er jeg sjældent nervøs.

Det blev heldigvis ikke opdaget, da ... jeg snuppede penge fra min fulde far, så jeg kunne købe mad, ofte frysepizzaer. En enkelt gang stjal jeg også 100 kroner fra ham for at gå i biografen Klaptræet og se Milan Kundera-filmen ’Tilværelsens ulidelige lethed’ - helt alene - i øvrigt en fantastisk film.

Jeg har svært ved at styre mit temperament ... ja, jeg har meget af det, men jeg synes, jeg er blevet bedre til at styre det, det er jeg meget bevidst om. Men det var mere iltert i mine unge dage, da kunne jeg løbe ud af et rum i raseri, hvis vi f.eks. diskuterede EU i SF.

Det var en genistreg, da jeg ... lavede togfonden som transportminister, og det lykkedes at få penge fra olieselskaberne i Nordsøen til at betale for udbygning af tognettet. Det vil indbringe 28 mia. kr., og jeg tror stadig, det tal holder, selvom oliepriserne er faldet. De stiger igen, eftersom olie er en sparsom ressource.

Det, der har gjort mig stærk, er ... at jeg har haft en opvækst, der ikke var helt normal. Jeg boede alene med min alkoholiker-far, og det var ikke altid sjovt. Det har gjort, at jeg har en enorm styrke i forskellige situationer; når ting er svære, og man er gået gennem dem, gør det én stærkere. Jeg var ret tidligt nødt til at tage ansvar for mit liv. I dag ved jeg, hvornår man skal sige klart fra for at bevare robustheden i sig selv.

Jeg følte mig ensom, da ... min far døde for fem år siden. Ensom, fordi jeg havde en masse uforløst med ham. Der er ikke mange, jeg kan dele det med. Jo, han var en kæmpe idiot, fordi han drak, men jeg holdt også meget af ham. Den sidste tid levede han som et hulemenneske med øl alle vegne og omgivet af flyttekasser med skimmelsvamp. Han kom på hospitalet med en hjerneblødning, og mens han var indlagt, brugte jeg meget tid på at skælde ham ud. Der var noget, jeg havde brug for at komme af med, men jeg nåede også til en forsoning.