Partiformanden for SF, Pia Olsen Dyhr, blev hos sin far, da forældrene blev skilt – selv om han var alkoholiker.
BT bringer en række toppolitikere tilbage til barndommens gade i en serie om, hvordan opdragelse, familie, skole og venner har påvirket den historie, der fortælles om dem i dag. Vi afprøver, om barndommens gade virkelig er vores væsens rod, som Tove Ditlevsen skrev i 1943.
Opret abonnement på BT PLUS og læs om SFs Pia Olsen Dyhr, der fortæller om sin barndom med en alkoholiseret far og om at blive voksen som 11-årig.
Vallensbæk Kirke er en flot og statelig bygning. Men den ser lidt forladt og vindblæst ud på sådan en almindelig hverdag. Der er ingen mennesker, og det er der faktisk heller ikke om søndagen for tiden. En papirseddel på døren fortæller, at kirken er midlertidigt lukket på grund af ombygning.
»Hej, hej,« lyder det muntert fra SFs formand Pia Olsen Dyhr, da hun kommer gående mellem gravstenene på kirkegården.
Hun har selv foreslået, at vi mødes her. Ikke fordi nogen skal giftes, konfirmeres eller begraves.
Men fordi kirken var et af de steder, Pia Olsen Dyhr tilbragte meget af sin tid som barn. Det andet sted var biblioteket.
Imens fjollede hendes far noget af tiden rundt med bøllehat i en brandert nede på Vallensbæk Torv. Alligevel valgte Pia Olsen Dyhr at bo sammen med sin alkoholiserede far, da hendes forældre blev skilt, da hun var 11 år. Mens hendes to søskende flyttede sammen med mor.
»Jeg var en rigtig fars pige. Fars lille guldklump. Jeg gjorde alt, hvad min far sagde, og syntes, han var fantastisk,« siger Pia Olsen Dyhr.
Hvornår opdagede du, at han var alkoholiker?
»Min mor har gjort en del for at dække over ham. Han havde også sukkersyge og skulle have mad på bestemte tidspunkter. Da hun ikke var sammen med ham mere, var der ikke nogen til at sørge for, at han fik mad til tiden og kom i seng og at han ikke drak øl osv. Jeg syntes også, det var synd, hvis han skulle bo der helt alene og alle flygtede fra ham. Nogen var nødt til at passe på ham. Det gjorde jeg så. Så på en måde blev jeg voksen som 11-årig.«
»Jeg prøvede at holde det skjult. Det var flovt, og man snakker jo ikke om sådan noget. Måske var det også derfor, jeg brugte tiden på biblioteket og i kirken. Jeg havde en god veninde, og vi tog altid hjem til hende, ikke til mig. Men alle vidste det jo nok. Han sejlede rundt nede ved centeret med en bøllehat på og var meget fuld. Og det er jo ikke nogen særlig stor by.«
Hvad skal unge mennesker med det samme problem gøre?
»De skal sige det til nogle voksne, de kan stole på. Jeg talte først om det, da jeg var 30, og det er jo alt for sent.«
Bent tog sig af mig
I stedet fandt Pia Olsen Dyhr en voksenfigur i den lokale kirke.
»Kirken var mit fristed. Jeg var kirkesanger, fra jeg var 11, og brugte alle mine mandage her. Og her mødte jeg en fantastisk organist, der hed Bent, som interesserede sig for os arbejderbørn. Jeg blev jo hurtigt voksen, fordi jeg skulle passe på min far. Men Bent spurgte mig, hvordan det gik i skolen, om jeg havde fået aftensmad osv. Og det var dejligt, når jeg ellers forsvandt lidt i hverdagen.«
Pia Olsen Dyhrs far døde i 2011. Netop som hun var på en af sine første store rejser som handelsminister.
»Jeg var på rejse i ti dage i Australien med kronprinsparret, og lige da vi ankommer til Vietnam med et nyt erhvervsfremstød, ringer de og siger, min far har fået en hjerneblødning. Jeg måtte med et fly hjem. Han blev 63 år.«
Var han stolt af, at du var blevet minister?
»På sin egen måde var han vel, men han kunne ikke lide at tale om sådan noget. Han hang billeder op af mig. Men han boede ellers meget usselt de sidste år.
Vi tager hen på Egholm-skolen ikke så langt derfra. Der gik hun fra børnehaveklasse til 9. klasse.
»Her ser godt nok anderledes ud,« siger hun, mens hun prøver at balancere på en af de forhøjninger, der efterhånden er almindelige i mange skolegårde.
»Der var nok 1.000 elever på skolen. Det er mange, når man er sådan et lille myr. Og dengang var det ikke pædagogisk opdelt. Alle var i samme rum. Jeg brugte rigtig meget tid på skolebiblioteket, satte bøger op og sad og læste. jeg var ikke så aktiv i skolegården. Jeg spillede faktisk håndbold. Men jeg var ret bange for bolden. Og jeg have også briller.«
Var biblioteket en flugt?
»Jeg kunne læse meget tidligt, allerede da jeg var fem år. Jeg syntes det var fantastisk at komme ind i en anden verden, og jeg var f.eks. meget glad for serien om Laura Ingalls Wilder, der begynder med ’Det lille hus på prærien’. Der var ingen bøger hjemme hos min far eller min mor. Der var også et rigtigt bibliotek på den anden side af gaden, hvor jeg kunne høre musik, imens jeg læste.«
»Jeg ville gerne være kemiingeniør. Min far havde jo sukkersyge, og dengang var der lige kommet en ny form for genmodificeret insulin på markedet. Jeg tænkte, at når forskerne kan så meget, kan de vel også lave en kur mod sukkersyge. Jeg ville rigtig gerne redde min far og en masse andre mennesker.«
Kvinder kan også køre bil
Hvordan kom du ind i politik?
»Engang i 8. klasse overhørte jeg to drenge, der havde en seriøs samtale om, hvor dårlige kvinder var til at køre bil. Og jeg tænkte, jeg må finde nogle argumenter for, hvorfor kvinder er lige så gode til alting som mænd. Jeg pløjede partiernes brochurer igennem på biblioteket - S, SF, VS og DKP. VS-brochurerne kunne jeg slet ikke forstå, og DKP duede ikke - jeg var meget bekymret for Sovjetunionen.«
Men du vidste altså, at du var venstreorienteret?
»Ja, for alle så jo ned på os, der kom fra det sociale boligbyggeri. Og jeg syntes SF var mere tæt på det enkelte menneske end S. Jeg var vild med miljøbevægelsen og Next Stop-bevægelsen.«
Hvordan er dit forhold til din mor nu?
»For en del år siden konfronterede jeg min mor og spurgte, hvordan hun kunne acceptere, at jeg blev hos min far. Men hun sagde, at hvis hun havde taget mig med, ville jeg være stukket af hver eneste dag. Siden da har vi snakket godt sammen, og siden jeg har fået min datter, der nu er otte, henter hun hende hver onsdag. Det har hun gjort, siden hun var baby,« siger Pia Olsen Dyhr.
Pia Olsen Dyhr: Sådan var jeg som barn
Mobning
Jeg mobbede ikke. Måske blev jeg mobbet lidt. Der var forskel på at være populær eller ej, og jeg lavede mine lektier og var ekstremt nørdet.
Min lærer
Vi havde en lærer, der gjorde ekstremt meget forskel på os fra Vallensbæk og så dem, der boede i villaerne nede ved stranden. Det synes jeg, var ekstremt uretfærdigt.
Mit første kys
Han hed Jesper. Jeg gik i 7. eller 8. klasse, og det var en, jeg gik i klasse med.
Min første brandert
Jeg kan desværre godt huske min første brandert. Jeg skulle til fest i 1.g på Ishøj Gymnasium og havde aldrig drukket før. Så tog jeg fem øl med, for man skal jo have noget med. Men jeg drak dem alle sammen selv. Jeg endte ned at blive kørt hjem i en indkøbsvogn af en af mine kammerater. Det er er meget sjældent, jeg drikker mig fuld. For noget tid siden var jeg til fest med nogle naboer, hvor jeg fik to shots, og så blev jeg dårlig og måtte gå hjem.
Mit forbillede
Jeg så op til min kusine Grit, der var super klog og god til matematik – og kunne jonglere.
Undskyldning
Jeg skylder en undskyldning til min mor, fordi jeg var så hård ved hende, dengang hun forlod min far. Jeg syntes, hun skulle være blevet. Men vi har et tæt forhold nu.
Ambitioner
Jeg havde en ambition om at stoppe den kolde krig. Jeg var meget optaget af den og læste bøger og så film om den.
