For to år siden fik Peter Møller konstateret modermærkekræft, det var en øjenåbner for den i dag 64-årige mand. Næste år cykler han tværs over USA i en god sags tjeneste.

Du er her af to grunde i dag. Du skal have trådene fjernet fra dine operationer, og du skal have besked om, hvorvidt kræften har spredt sig,« siger den kvindelige læge på tiende sal af Rigshospitalet i København.

Log ind på BT PLUS og læs om Peter Møller, som vandt kampen over modermærkekræft og lærte at leve i nuet og udleve sin drengedrøm om, at cykle tværs over USA.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


For to år siden fik Peter Møller konstateret modermærkekræft, det var en øjenåbner for den i dag 64-årige mand. Næste år cykler han tværs over USA i en god sags tjeneste.

Du er her af to grunde i dag. Du skal have trådene fjernet fra dine operationer, og du skal have besked om, hvorvidt kræften har spredt sig,« siger den kvindelige læge på tiende sal af Rigshospitalet i København.

»Lad os begynde med det sidste. Jeg har gode svar til dig.«

I det øjeblik bryder Peter Møller sammen. Tårerne står ud af øjnene på ham, og hans kone, som sidder ved siden af, må høre resten af beskeden fra lægen. Det eneste, Peter kan tænke på, er at komme ud og ringe til sine døtre og sige, at han ikke skal dø alligevel.

14 dage tidligere har han fået en nedslående besked over telefonen. Han har modermærkekræft og skal opereres omgående.

»Jeg havde sådan et lille sort mærke på armen. Det var på størrelse med hullet i en femmer,« siger den i dag 64-årige Peter Møller og viser sin arm frem, hvor det lille sorte mærke i dag er erstattet af et stort hvidt ar, som slynger sig over underarmen.

»Min kone sagde, jeg skulle få kigget på det, men min læge syntes ikke, det så farligt ud. Men det begyndte at klø og bløde og hæve, og så gik jeg til lægen igen.«

Peters læge skraber i mærket og sender biopsien af sted. Fem dage senere ringer Peter til sin læge og får beskeden. Resultatet er positivt.

»Positivt for hvem, tænkte jeg bare. Det var jo ikke positivt for mig, hvis jeg havde kræft, men det havde jeg. Min verden styrtede sammen. Indtil da havde jeg aldrig været i berøring med nogen med kræft. Ingen i familien og ingen venner og jeg var trods alt 62 år. Men for mig var kræft lig med død.«

Peter siger ’nå’ i røret, lægger på og går sit livs værste weekend i møde. I dag kan han ikke huske, hvad han lavede, men det føltes som om, han var i en osteklokke, og han afviste dem, der i bedste mening forsøgte at tale med ham.

Privatfoto.
Privatfoto.
Vis mere

»Lægen ringede mandag og sagde, jeg ville blive kontaktet af en plastikkirurg inden en uge. Jeg tænkte bare: En uge? Det kunne jeg slet ikke holde ud.«

Heldigvis ringede de fra Rigshospitalet allerede samme dag og gav ham en tid dagen efter. Om tirsdagen blev han undersøgt for eventuel spredning af modermærkekræften til lymfesystemet.

»Jeg følte mig virkelig i gode hænder. Det gik stærkt, og de lovede mig, at de tog det meget alvorligt,« husker Peter Møller, som kun har gode ting at sige om det sundhedsvæsen, han mødte for to år siden.

»Men det var en underlig følelse, for jeg følte mig slet ikke syg. Jeg havde ikke ondt et eneste sted, men jeg havde en potentielt dødelig diagnose hængende over hovedet. Jo, jeg var måske ved at blive syg i hovedet af det. Det var tæt på,« erkender Peter Møller.

Nervepirrende ventetid

En uge senere kan Peter selv spadsere ind på en operationsstue, lægge sig på briksen, og da han mærker et lille prik i armen, er han væk. To timer senere vågner han og er blevet opereret.

»De havde sagt, at de ville prøve at få sat noget hud fra låret op på armen, så det så pænt ud. Jeg var totalt ligeglad. For mig betød det kosmetiske intet, og jeg sagde endda til dem, at de bare skulle grave dybt. Bare de fik det hele med,« husker Peter og tager sig til armen.

Lægerne har desuden opereret nogle af lymfeknuderne i højre armhule ud, for på dem kan de se, om kræften er begyndt at sprede sig til resten af kroppen. Peter skal dog vente 14 dage med at få svar.

»Hvis man har prøvet at sidde i kø i trafikken, ved man kun en brøkdel af, hvor frustrerende det var. Jeg skulle vente 14 dage på at få at vide, om jeg var rask eller dødeligt syg. Jeg havde mareridt om natten, og om dagen forsøgte jeg at gå på arbejde for at have noget at tage mig til. For ikke at blive sindssyg,« siger Peter, som arbejder som konsulent i Dragør Kommune.

Men 14 dage senere får han svaret, at han skal leve.

Peter er en ivrig spinner og instruktør, han skal og vil være i superform til næste års strabadser på de amerikanske landeveje. Privatfoto.
Peter er en ivrig spinner og instruktør, han skal og vil være i superform til næste års strabadser på de amerikanske landeveje. Privatfoto.
Vis mere

Peter bliver stadig rørt den dag i dag, når han skal fortælle om svaret. Det føles som om, han fik resten livet forærende den dag på Rigshospitalet på lægens kontor. Men få dage senere kan han efter kun fire ugers intensivt mareridt ånde lettet op og tage på juleferie til Kap Verde.

»Solen er jo den store synder i det her, og jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig har passet på min hud. Det lærte jeg her, for jeg sad hele ferien under en parasol og kunne ikke bade,« husker Peter Møller.

Paranoia og planer

I dag har han det 100 procent godt, og udover at han skal tjekkes på hospitalet hver tredje måned, går han på arbejde på fuld kraft.

»Vi har lige frygtet, at kræften var gået i hjernen, for jeg har haft en tendens til at blive svimmel og få hovedpine, men jeg er scannet, og der er ingenting. Og i går fandt jeg denne her,« siger han og peger på et lille mærke på håndryggen.

»Jeg tænkte med det samme: Er vi der nu igen? Det samme skete, da jeg fik en lille knude under min ene fod. Jeg tænkte straks på, om jeg nu skulle have amputeret foden. Man bliver paranoid af det her.«

For et år siden – et år efter turen til Kap Verde – går juleferien til Alicante i Spanien, hvor Peter fejrer nytår med gode venner. 1. januar er han på cykeltur med sin gode ven, Erik Bergmann.

»Den dag besluttede vi os for at cykle tværs over USA næste år,« siger Peter Møller med et smil, som viser, at han selv synes, det er et lidt vanvittigt projekt.

»Når man har kræft, lærer man at leve i nuet. Hele livet har man kunnet sige: ’Ja, det må vi gøre en dag’, men det kan jeg ikke blive ved med at sige. Men næste år går jeg på pension, og så skal vi cykle de 5.300 kilometer fra San Fransisco til New York på godt fire uger,« siger Peter om drømmen, som egentligt startede allerede da han var dreng. Han har bare aldrig fået gjort noget ved det.

En måned efter Peter var blevet opereret for modermærkekræft tog han på juleferie til Kap Verde. Det blev den tur, hvor han for første gang i sit liv respekterede solens kraft. Nytårsdag i år blev ideen om at cykle tværs over USA født, da Erik og Peter var på cykeltur i Alicante. Det er sammen med sin ven Erik, at Peter vil cykle tværs over USA i 2016. Privatfoto.
En måned efter Peter var blevet opereret for modermærkekræft tog han på juleferie til Kap Verde. Det blev den tur, hvor han for første gang i sit liv respekterede solens kraft. Nytårsdag i år blev ideen om at cykle tværs over USA født, da Erik og Peter var på cykeltur i Alicante. Det er sammen med sin ven Erik, at Peter vil cykle tværs over USA i 2016. Privatfoto.
Vis mere

»Men det er ikke bare en drengedrøm, der går i opfyldelse. Det er også mig, der siger til kræften: Det kan godt være, at du kom og lærte mig at leve i nuet og få tingene gjort, men du skal sgu ikke bestemme over mit liv.«

»Jeg ved ikke, om jeg bliver 100 år, eller om kræften får mig inden, men når jeg har min drengedrøm om at cykle tværs over USA i bagagen, så er jeg godt med,« siger Peter, som drømmer om at komme ud og holde foredrag – netop om at gå efter sine drømme, inden det er for sent.

Om to dage skal Peter på ferie til Rom. Vejrudsigten siger desværre silende regn i alle tre dage, han og hans kone, Rita, skal være af sted.

»I gamle dage ville jeg måske have udsat turen til en anden god gang, men sådan har jeg det ikke mere. Jeg vil af sted nu, for jeg ved ikke, om jeg får chancen igen en anden gang, og så må vi jo bare tage en paraply med.«