Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med skuespiller og tv-vært Pelle Hvenegaard om at skamme sig, glædestårer, sygelig forelskelse og meget, meget mere.

Log ind på BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Pelle Hvenegaard og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv. Desuden får du bonusinfo til kvinder om Signe Molde-Amelung.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med skuespiller og tv-vært Pelle Hvenegaard om at skamme sig, glædestårer, sygelig forelskelse og meget, meget mere.

Engang var jeg så forelsket, at... jeg kyssede på en pige på fritidshjemmets jakke ude i garderoben. Jeg var omkring ti år ligesom hun, og der skete aldrig noget, for jeg var simpelthen så genert, det er man jo i den alder. Det sjove er, at jeg har mødt hende, da vi blev voksne, og hun havde det på samme måde. Jeg syntes, Sara var det smukkeste væsen - det er jo vanvittigt, den forelskelse man kan have, der kan mærkes i hele maven, det skal man være heldig for at opleve senere i livet. Den helt rene, ekstreme forelskelse kan jo nærmest gøre en sindssyg. Det er jo ikke normalt at stå og kysse en jakke. Dengang boede jeg i kartoffelrækkehusene på Østerbro, og hun boede et par gader længere nede. Jeg kørte hele tiden forbi hendes hjem for at få et glimt af hende under påskud af at skulle i kiosken. Det var lige inden, jeg var med i filmen ’Pelle Erobreren’.

Jeg er meget heldig med... mine forældre, det er jo noget af det eneste, man ikke bestemmer selv. De er gode forældre, synes jeg, de støtter mig og er begavede. Det skal også ses i forhold til alle dem, der mere eller mindre har trukket nitten i det lotteri. Nogle er - groft sagt - bagud på point allerede derfra.

Jeg blev heldigvis ikke afsløret... til utallige eksaminer, hvor jeg med et godt snakketøj fik dækket over ikke at have læst pensum. Jeg var god til at snige mig udenom. Engang fik jeg kæmpet mig gennem en fransk-eksamen og fik et nital. Bagefter sagde læreren: ’Det er fan’me ikke meget fransk, du kan, men det var interessant, det du sagde’. Det var da jeg gik på Frederiksberg Studenterkursus.

Jeg skammer mig ... de få dage, hvor jeg ikke er helt tilfreds med mit liv. For jeg har det grundlæggende møggodt og er heldig at være kommet derhen, hvor jeg gerne vil være. Men jeg har også en helt grundlæggende mekanik, der hedder fortrængning, Alt hvad der er negativt eller ting, jeg har gjort, som jeg måske ikke er stolt af, det er jeg utrolig dårlig til at huske. En gang imellem har jeg venner og forældre, der lige minder mig om: ’Kan du huske dengang, du ...« Jeg fortrænger det vitterligt, og så er det bare væk Det er på en eller anden måde meget godt.

Jeg synes, det er vigtigt ... at leve sit liv, så man kan kigge tilbage og sige: jeg fortryder ikke meget, og jeg handlede hele tiden på den bedst mulige måde. Man skal gøre sig umage, det synes jeg faktisk er vigtigt for at være et ordentligt menneske. Det har altid været mig magtpåliggende. Mennesker kan være egoistiske væsener langt hen ad vejen, og det kræver faktisk en stor indsats at prøve at være ordentlig. Jeg har også en rigtig god ven, Frederik, som vitterlig er et godt menneske, og som er skide god til at gå den ekstra mil for andre mennesker. Jeg tænker over, hvad det er for nogle fodaftryk, jeg sætter i verden. Helt banalt, jeg skal indrømme, jeg går over for rødt, hvis der ikke er biler. Men Frederik har påpeget, at hvis der står nogle forældre med små børn i nærheden, hvad er det så, de lærer? Man kan hurtigt blive fanget i kun at tænke på sig selv.

Heldigvis var der ikke nogen, der opdagede, at... jeg var rystende nervøs, da jeg holdt to oplæg for en masse erhvervsledere om min nye app Addies i sidste uge. Jeg er mere rolig foran et kamera end foran en masse mennesker. Det er en quizapp, der giver mulighed for at vinde præmier, som samtidig har en markedsføringsapp for annoncører. Det er en måde at sætte annoncører og kunder sammen på en ny måde. Reklamer prøver at snige sig ind alle mulige steder, hvem har ikke prøvet at bestille et par sko på nettet,og så jagtes man bagefter med bannerreklamer i to uger. Her vælger du selv. Indtil nu er der blevet quizzet 100.000 gange.

Det, jeg savner ved ’Dagens mand’, er ... at lave programmet med de ældre mennesker. Det var super ægte og ikke så hysterisk og negativt, som de andre programmer tit endte med at blive. Det var jo nærmest Gustav, der indledte det, hvor det kom til at handle mere om at svine hinanden til på den mest nederdrægtige måde. Det havde naturligvis en underholdningsværdi, men det mistede bare sin oprindelige tanke og sjæl. Når man møder hinanden første gang, må det gerne foregå i en positiv sammenhæng, og ikke mens folk sviner hinanden til. Det var derfor, det var en befrielse, da programmet begyndte at have ’gamle’ deltagere. Skaldede herrer med topmave. De unge mennesker skulle vi lære at gå ned ad trappen, for de kunne ikke finde ud af at være sig selv. De gamle kom bare vraltende ned med alle deres skavanker, velvidende hvem de selv var: ’Dav, jeg er John, jeg er 65 og har en dobbelt bypass’.

Jeg burde have en tudekiks... når jeg bliver rørt over én’ der går videre i X Factor, eller når nogen bliver rigtig glade over at have vundet f.eks. en håndboldkamp. Det er jo dumt, og en psykolog kunne sikkert få en masse ud af det. Men jeg jeg bliver bare berørt, når andre bliver glade, uanset om de vinder i lotto, finder deres mor i ’Sporløs´ eller sejrer i ’Robinson’.

Jeg var nok lidt arrogant... da jeg sagde mit supergode, velbetalte og trygge job op i sommer for at satse på at lave Addies-appen - men hvo intet vover intet vinder! I Danmark er vi meget hæmmet af, at vi altid skal finde et arbejde i stedet for at finde på noget selv. Det skal man ikke lade sig styre af. Måske kan jeg komme til at tjene 25.000 kr. om måneden på det. Livet er jo andet end penge, det er jo også eventyr. Det vigtige for mig er ikke at blive gammel og ærgre mig over det, jeg ikke fik gjort. Jeg har altid sørget for at have faste, lave omkostninger, for frihed betyder mere end penge for mig. Hellere træde i spinaten end slet ikke træde.

Det værste, der kan ske for en mand, er... hvis hans børn en dag siger: ’Vi savnede dig, eller du var der ikke, da vi var små, for du arbejdede hele tiden’. Ja, det er rigtigt, at min kæreste Caroline og jeg er ved at adoptere et barn fra Sydafrika. Vi har naturligvis selv prøvet at få børn, ja, men planen har hele tiden været, at vi ville adoptere børn oveni hatten. I løbet af i år får vi formentlig et barn på mellem et og tre år - det er også et eventyr.

Min selvtillid blev styrket... da jeg var i jacuzzi med komikeren og min ven Torben Chris. Ja, det var jo lige for at komme med et sjovt svar til Torben Chris, som også har været med i denne artikelserie. (Torben Chris sagde, at hans selvtillid forduftede, da han var i jacuzzi med Pelle Hvenegaard, red.). Det må have været dengang, vi lavede ’Comedy Fight Club’ på Zulu, hvor vi rejste land og rige rundt, og der var også en flok gutter, der var i jacuzzi sammen. Det eneste, jeg kan mindes, er, at selvtilliden fik et hak opad.

Jeg svor, at jeg aldrig nogensinde ville ... løbe et maraton igen, efter jeg gjorde det første gang, Der gik også otte år, før jeg gentog det. NU vil jeg ikke sige, jeg ikke gør det igen, men der går nok otte år mere. Så kan jeg samle kræfter i den tid. For mig er motion som en slags afslappende meditation.

Foto: Asger Ladefoged
Foto: Asger Ladefoged
Vis mere