Martin Herbst blev opslugt af Moon-sekten, da han forsøgte at redde en pige ud. Først 21 år senere fik han selv revet sig løs. Men han er ikke bitter, for man kan ikke blive forført mod sin vilje, siger han
Martin Hebst ved præcis, hvor og hvornår han mødte Gud. Det var på Knippelsbro en nat for 37 år siden.
»Jeg oplevede et klarsyn, så nærværende og kraftfuldt, at jeg måtte stoppe op. Jeg lænede mig op ad broens rækværk, så mod den dunkle sommerhimmel. I samme øjeblik mærkede jeg det, som jeg altid havde fornægtet: Eksistensen af Gud.
Opret abonnement på BT PLUS og læs Martin Herbsts historie om sit liv i Moon-bevægelsen, og hvordan han nu lever som sognepræst på Amager.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
»Jeg oplevede et klarsyn, så nærværende og kraftfuldt, at jeg måtte stoppe op. Jeg lænede mig op ad broens rækværk, så mod den dunkle sommerhimmel. I samme øjeblik mærkede jeg det, som jeg altid havde fornægtet: Eksistensen af Gud. Jeg mærkede med ét, at Gud elskede mig, det gav mig en enorm styrke. Jeg oplevede, at Gud havde ventet på, at jeg skulle få øjnene op for, at han elskede mig. Min krop fyldtes til bristepunktet af en oceanisk, kosmisk følelse, og det bekræftede mig i, at jeg var kaldet af de højere magter til at følge mit hjerte og engagere mig fuldt og helt i bevægelsen.« Sådan bekskriver Martin Herbst mødet i bogen ’Mit livs omvej’.
For mødet med Gud sendte ham ud på en 21 år lang omvej omkring Moon-bevægelsen.
»Folk taler altid om hjernevask og vanvittige ledere, men hvorfor skulle man gå ind i den slags vanvid, hvis man ikke selv vil? Man går ind i noget af sig selv. Du kan ikke blive forført mod din vilje. Til syvende og sidst er det mit liv og mit ansvar,« siger han, da vi sidder over for hinanden i villaen på Amager.
Det ligger ikke til folkekirkepræsten Martin Herbst at give samfundet, familien eller skæbnen skylden for, at han har brugt det meste af sit voksne liv på en sekt, som skulle vise sig at være en løgn. Han tager selv det fulde og hele ansvar.
»I 60erne og 70erne var der to tilbud til folk, der gerne ville ændre verden. Materialistisk kommunisme med kamp, knyttede næver og slagord, og så var der transcendental meditation og blomster. Jeg er et reflekteret menneske, jeg syntes, kommunisterne var for hårde og yogierne for bløde,« siger Martin Herbst, som er vokset op med en enlig mor og en søster. En tidstypisk familie, som ikke var religiøs på nogen måde.
»Jeg var ikke religiøs, og jeg ønskede heller ikke at blive det. Jeg ønskede blot at leve oprigtigt og gøre en forskel i verden,« forklarer han.
Mødet med Moon
Da Martin Herbst var 18 år, hørte han om en pige fra parallelklassen, som var kommet i Moon-bevægelsens kløer. I et forsøg på at redde hende begyndte han at gå til møder i bevægelsen, som han i dag kalder ’de færdige forklaringers paradis’.
»Jeg troede, at jeg havde forstået det hele og kunne få hende ud. Men det, jeg blev mødt af, var en flok kærlige idealister. Jeg hørte på deres ideer og forklaringer på livets store spørgsmål, og det føltes som hele sandheder,« siger Martin Hebst, som gik til foredragene flere uger i træk, indtil han en dag blev ramt af ’ægte religiøsitet’ på Knippelsbro i København.
»Jeg stod dér og erkendte, at Gud kender og elsker mig. Hvad gør man så? Man går selvfølgeligt ind i Moon,« siger Martin Hebst og griner højt.
Hans forældre var naturligvis ikke begejstrede for sønnens valg, men han fortalte dem ærligt, hvordan situationen var.
De næste syv år brugte han på at gøre Moon-bevægelsen til en endnu rigere organisation, end den i forvejen var. Han solgte blomster og bøger på gaden fra otte om morgenen til otte om aftenen. På de korte dage. I weekenden arbejdede man natten med, og når der var fundraising-dage, skulle der sælges blomster og skaffes penge til Moon døgnet rundt.
Usunde fællesskaber
I dag har han skiftet side og holder foredrag bl.a. om sekter og det, han kalder ’usunde fællesskaber’.
»Folk tror, at sekter styres af en ond leder. Det passer ikke. En sekt er et usundt fællesskab, hvor autoriteten er samlet hos en leder, som ikke kan kritiseres. Derudover er de kendetegnet ved, at de kan give dig en samlet forklaring på alt. For det tredje er der et fællesskab, som aldrig er udsat for selvkritik. Det er altid de andres skyld, når noget går galt. Men for mig var det hverken lederen eller fællesskabet, der var afgørende. Det var optikken – alle forklaringerne på, hvordan verden kunne blive et bedre sted. Det var jo en tid, hvor folk troede, at de kunne ændre verden med ølejre og fællesmøder. I Moon fik jeg en forklaring på, at verden kunne blive et bedre sted. Jeg gik ind i det med åbne øjne.«
Det perfekte ægteskab
I Moon tror man på, at den fuldkomne verden skabes gennem fuldkomne familier. Før sektens leder, Sun Myung Moon, døde i 2012, var det kun ham, der kunne ’matche’ de par, som bliver viet ved store ceremonier – bunkebryllupper. Det skete også for Martin Hebst.
»Vi sad 12.000 mennesker på gulvet i en teatersal i Seoul. Jeg havde grædt i dagevis inden, fordi jeg var så bange for, hvem jeg skulle giftes med. Hvordan skulle jeg kunne komme hjem med en 230 kilo tung, sort kvinde. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville elske min kone. Hvad nu hvis jeg fik en kone, som jeg ikke var i stand til at elske? Jeg ville give mit hjerte, men jeg var også bare en ung fyr. Jeg tror, jeg følte, at jeg skulle betale af på den dårlige karma, der var i Danmark på den tid. Du ved – Jens Jørgen Thorsen og Jesus-pornoen...«
I teatersalen sad kvinderne i den ene side. Med Martin Herbst ord var der ’nogle få smukke, en del der var midt imellem, der var de virkelig grimme, og så var der dem helt uden for kategori’. Moon gik rundt på gulvet mellem parrene og matchede dem to og to. Dig og dig. Dig og dig. Dig og dig.
»Prøv at forestille dig, at når du går ud ad døren her, så skal du bare elske den næste mand, du møder,« siger Martin Herbst, for at forklare hvilke følelser, der den dag i Seoul rasede i hans krop.
Heldigvis pegede Moon på en smuk japansk kvinde, da det var Martins tur. Yuriko kunne ikke et ord engelsk, da de mødtes første gang, men få dage efter blev de gift ved en enorm ceremoni i Seoul.
Falskheden viser sig
De næste par år bevægede Martin Herbst sig opad i hierarkiet i Moon. Han var universitetsforelæser, erhvervsleder og havde hundredvis af ansatte medlemmer under sig. Yuriko var ved hans side, og de fik i alt fem børn sammen. Det midterste – deres første søn – blev dog bortadopteret til et barnløst Moon-par.
»Jeg tvivlede aldrig på, om det var forkert at være i bevægelsen. Jeg havde troen, Gud, min familie, jeg lavede store konferencer, besøgte statsledere og jeg følte, at det hele var blåstemplet af Gud.«
Men i 1996 tog Martin, Yuriko og deres børn til USA, hvor Martin skulle læse på sektens universitet. Her mærkede han første gang, at noget var anderledes, end det han havde troet.
»Jeg mærkede en uoverensstemmelse mellem det, Moon sagde, og det han gjorde. F.eks. var hans ældste søn altid blevet fremhævet som idealet på et ungt menneske. Men det viste sig, at han var dybt afhængig af narko og endda døde af det. Moon selv havde en del udenomsægteskabelige affærer. Han havde endda et barn uden for ægteskabet. Det var ikke, fordi han var liderlig, forlød det. Næ, han skulle rense disse kvinders fødselskanaler med sin guddommelige sæd,« forklarer Martin Herbst med en hovedrysten.
»Medlemmerne kendte godt til de brodne kar, og jeg opdagede, at man måske bare ikke kan forklare alting så nemt, som det var blevet gjort. Jeg forstod, at vi alle er syndere – også Moon. Men jeg kunne ikke længere give mit hjerte til noget, som var bedragerisk. Det var ikke guddommeligt – det var virkeligt.«
»Jeg græd og græd. Det var det sværeste. At indse, at jeg havde kastet mit livs jetoner på det forkerte nummer. Karrieren, uddannelsen, et lovende billard-talent – alt det havde jeg opgivet, og nu måtte jeg se i øjnene, at jeg havde taget fejl.«
Martin Herbst sendte et brev til pastor Moon om, at han ikke længere ville være med. Heldigvis var Yuriko enig.
»Jeg kunne ikke give mit hjerte til en bedrager. Jeg var også selv en bedrager. Når folk går ud af en sekt, har de en tendens til at lægge ansvaret fra sig og sige, at de blev forført. At det var nogle andres skyld. Jeg tror på, at når du skal ud, så er du nødt til at gå helt tilbage og tænke igennem, hvad der egentlig skete? Hvad var min egen andel i det her? Før du har været på den rejse, er du ikke helt fri.«
Efter et par år i USA vendte Martin, Yuriko og deres fire børn tilbage til Danmark, hvor han begyndte at læse til præst. I dag er han sognepræst i Korsvejskirken på Amager.
Martin Herbst har svært ved at fortryde de mange år i Moon, for selv om det viste sig som bedrag, førte det også noget godt med sig. Der er endda elementer, han savner.
»Folk i Moon-bevægelsen er fantastisk uselviske og rene karakterer. Der er ikke noget, der hedder ’mig, mig, mig’. Det er fællesskabet og sagen, man ofrer sig for. Det kan jeg godt savne herhjemme. At se, at der kan være noget positivt i at ofre sig selv for fællesskabet«.
