Ole Henriksen har nået pensionsalderen. Han kunne sagtens nyde frugterne af et succesfuldt arbejdsliv i Hollywood, men bliver ved med at arbejde. Ole Henriksen har nået pensionsalderen. Han kunne sagtens nyde frugterne af et succesfuldt arbejdsliv i Hollywood, men bliver ved med at arbejde. For han elsker sit job, sit hus og de
muligheder, pengene giver ham, men det må aldrig blive for meget. Det gælder både hudpleje og luksus.
Regnen siler ned over Los Angeles. Men det forhindrer ikke Ole Henriksen i, iført bredt smil og paraply, at løbe i lange spring mod sikkerhedsporten uden for sit hus. Regnen betragter han som en lykkelig lejlighed til at tænde levende lys i sin stue og fyre op i pejsen.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Ole Henriksen.
Ole Henriksen har nået pensionsalderen. Han kunne sagtens nyde frugterne af et succesfuldt arbejdsliv i Hollywood, men bliver ved med at arbejde. Ole Henriksen har nået pensionsalderen. Han kunne sagtens nyde frugterne af et succesfuldt arbejdsliv i Hollywood, men bliver ved med at arbejde. For han elsker sit job, sit hus og de
muligheder, pengene giver ham, men det må aldrig blive for meget. Det gælder både hudpleje og luksus.
Regnen siler ned over Los Angeles. Men det forhindrer ikke Ole Henriksen i, iført bredt smil og paraply, at løbe i lange spring mod sikkerhedsporten uden for sit hus. Regnen betragter han som en lykkelig lejlighed til at tænde levende lys i sin stue og fyre op i pejsen.
I 16 år har Ole Henriksen og hans partner boet i huset i den stille del af Beverly Hills. Den sydamerikanske hushjælp, som går rundt med en plastikkurv fyldt med rene håndklæder under armen, har parret haft ansat i 30 år. Ole Henriksen præsenterer kærligt Elvia som en af sine nærmeste venner. Hun nikker med et smil og fortsætter dagens pligter. Partneren gennem 34 år, Laurence, nærmest løber gennem køkkenet. Han skal nå en træningstime om et øjeblik. Ole Henriksen smiler kærligt og ryster på hovedet ad sin fortravlede ægtemand.
Huset, Laurence og Elvia er alle tre udtryk for et væsentligt karaktertræk hos Ole Henriksen.
»Jeg er et menneske, som holder fast og vender tilbage til de ting og mennesker, jeg elsker,« siger han og tilføjer:
»Jeg køber også jeans i den samme forretning – hver gang.«
Han har været tidligt oppe og hentet et par sunde muffins hos sin foretrukne bager i Beverly Hills. Han giver sig god tid til at lave kaffe og serverer det hele på megamussel-stel fra Royal Copenhagen. På den måde møder Danmark og USA hinanden på en tallerken mellem Ole Henriksens hænder, og dét bemærker han med smil og superlativer.
Koreograferet arbejdsdag
Ole Henriksen er midt i at relancere sin cremeserie i USA. Det betyder, at han for tiden rejser USA tyndt, samtidig med at han passer sine forretninger i resten af verden.
»Torsdag i sidste uge rejste jeg til Oslo. Fredag eftermiddag stod jeg på scenen foran 1.000 mennesker. Mandag morgen stod jeg op klokken tre om morgenen og fløj til Miami, hvor jeg spiste middag. Onsdag skulle jeg videre til Dallas til et stort arrangement. Torsdag var det Los Angeles og i weekenden San Francisco. Og hele næste uge er jeg i New York, hvor jeg er booket hver dag,« remser han op og skynder sig at tilføje:
»Og så er Oscaruddelingen på vej.«
Det er et stramt program, hans assistenter har lagt. En stak printede papirer udgør drejebogen, der detaljeret koreograferer hver en time af hans arbejdstid i New York.
Der står, hvornår han skal på scenen, hvem han skal møde, hvor mange lyttere det radioprogram, han skal deltage i, har. Alt er nøje tilrettelagt, når Ole Henriksen går på arbejde. Det kan han godt lide.
Mens mange andre 65-årige kan se krydsogtværsen og golfkøllen i det fjerne, drømmer Ole Henriksen stadig kun om at arbejde.
»Jeg ved det godt,« griner han og banker en flad hånd tre gange hårdt ned i den bløde sofa.
»Tidligt i livet tænkte jeg over min tilværelse som pensionist, men jeg har erfaret, at det her arbejdsliv er for spændende at forlade,« siger han på sit særegne og velartikulerede dansk. Sproget bærer præg af både en barndom i Nordjylland, et helt voksenliv i udlandet og en udpræget sans for orden og omhu.
»Jeg har simpelthen ændret mening med hensyn til at gå på pension.«
Hårdt presset indrømmer han, at det er blevet hårdere at være en del af verdenseliten inden for skønhed.
»Rejserne er en lille udfordring, men jeg er hverken træt eller udkørt, for jeg tager pusterum indimellem. Og så spiser jeg sundt og motionerer.«
Han har ikke haft én sygedag i mange år og er taknemmelig over, at skavanker, som andre pensionsmodne mænd slås med, ikke har ramt ham. Men han kan mærke, at sindet er blevet ældre, selvom humøret stadig er ungdommeligt.
»Jeg er ældre og mere erfaren, men man må aldrig nå dertil, hvor man siger: ’I know it all’. Jeg er tilpas erfaren, men stadig nysgerrig.«
Ingen pensionering
Ole Henriksen behøver ikke at forlade arbejdslivet. Selvom han sådan set heller ikke behøver at blive i det. Da han for seks år siden solgte hele sin virksomhed til luksusvareimperiet LVMH Moët Hennesy Louis Vuitton, tilbød franskmændene, at Ole Henriksen – som firmaets dna og sjæl – blev om bord og markedsførte produkterne med den energi, han altid lægger for dagen. Det takkede han ja til, men smed ved samme lejlighed alle forpligtelser, der indebar HR, forhandlinger og kontrakter, fra sig. I dag beskæftiger han sig kun med de to ting, han elsker højst i livet: cremer og mennesker. Faktorernes orden er ukendt.
»Allerede halvandet år inde i den første kontrakt spurgte de, om jeg ville blive længere. Min nuværende kontrakt udløber om godt tre år. Så er jeg fyldt 69 år,« siger han.
Økonomisk kan Ole Henriksen sagtens trække sig tilbage til en tropeø og have det godt resten af sit liv sammen med Laurence, men det er ikke noget, der lokker. Endnu.
Mange af hans venner er ved at gå på pension, men han ’elsker udfordringer, og der er så mange ting om hjørnet...’
Udover lanceringen af produkterne – lige nu i USA og til efteråret i Danmark – er der også en musical. For nogle år siden besluttede Musikkens Hus i Aalborg, at Ole Henriksens liv var en musical værdig. Det glæder ham. Selvom han er en beskeden mand med et skarpt blik for andres hud og velvære, så er han ikke bange for at se sit eget liv udfoldet på en scene.
Ole Henriksen er en kommerciel succes, og han er ikke bange for at indrømme det. Men han kan ikke sige præcis, hvornår det gik op for ham:
»Pludselig var jeg bare Ole fra Hollywood, som alle ville møde.«
Det har haft praktiske konsekvenser.
»I gamle dage var jeg ’hands-on’ på alt i firmaet. Det har jeg sjældent i dag. Men når jeg lige kan se, at der er et display, der ikke står rigtigt, retter jeg på det. Jeg er stadig nordjyden, der siger: ’Arj, det skal jeg nok selv gøre’, selvom alle andre synes, at jeg arbejder for meget,« siger han og gør sig lille i den store sofa.
Orden til fingerspidserne
I næste nu rejser han sig op. Han vil gerne vise sit hus frem, for det er han så glad for. Hans knap 170 cm høje krop springer adræt op ad trappen til førstesalen, hvor to soveværelser, et arbejdsværelse og to badeværelser danner rammen om den mere private del af Ole Henriksens liv.
»Vi har selv indrettet det, og der er en lille smule af Danmark over det hele,« siger han og peger på en bog om Karen Blixen i gæsteværelset.
»De fleste ting har vi samlet på vores rejser, men vi kan ikke lide at have for mange, for tingene ender med at kontrollere én.«
I arbejdsværelset ligger hans papirer sirligt placeret, så de flugter med kanten af skrivebordet. I den anden ende af værelset ligger Laurences papirer lige så lige og sirligt.
»Vi er vist ret ens på det område,« siger han og viser badeværelset, som er indrettet skandinavisk og minimalistisk med et stort arsenal af herredufte som den primære udsmykning.
Ole Henriksen retter på en potteplante, som står helt lige i forvejen, men efter hans mening godt kan blive lige lidt mere ret. Han viser ind i soveværelset, for han er ikke ’et meget privat menneske’, og man ’må spørge om alt’.
»Laurence og jeg kommer fra samme baggrund. Vores forældre var arbejdere.«
Sandt at sige var Ole Henriksens mor rengøringsdame, hans far arbejdede på et lager, og for at få familiens økonomi til at hænge sammen arbejdede Ole Henriksen fra en tidlig alder med at dele mælk og aviser ud hjemme i Nibe. De penge, som ikke gik til husførelsen, brugte han til at forkæle familien med små lækre gaver og sig selv med teaterbilletter. Han havde også en stor hang til kulørte blade, for allerede dengang ville han gerne følge med i, hvad Hollywoodstjernerne lavede.
30 år senere er det ham, der er bedst informeret. Mange af nutidens stjerner har for længst fundet vej til den hudglade dansker, og det har gjort ham både stolt og velhavende.
»Jeg er så dødforkælet og taknemmelig,« siger han og viser udsigten fra soveværelsets vindue.
Herfra kan han se i retning af Sunset Boulevard og Beverly Hills, hvor spa er hverdagskost og sportsvogne det foretrukne transportmiddel. Her er der valet parking (chauffører, der parkerer folks biler, red.), figurklippede buksbom foran restauranterne og et overskud, som har smittet af på Ole Henriksen gennem et helt liv.
At han har prøvet at leve under langt mindre kår, har givet ham en respekt for tingene og en begrænsning på ønskesedlen, som andre nouveau-riches ikke har. Ole Henriksen sætter pris på sine kunstgenstande, sit mærketøj og sine møbler.
»Men Laurence og jeg er enige om, at vi kun skal have én bil. Altså én hver. Og vi har kun ét hus, selvom vi indimellem har talt om, at det ville være rart at have et weekendhus i Palm Springs. Måske gør vi det. Men det må aldrig blive for meget,« siger han og viser gennem hallen og ned i stuen, hvor Elvia er i gang med at støve af med klud og smil.
På den grønne gren
Som ung rejste Ole Henriksen til Indonesien, hvor han arbejdede som danser, men hurtigt fik han interesse for hudpleje og tog derfor til London for at uddanne sig. Dengang var livet en god fest – med masser af alkohol, men der har aldrig været stoffer, forsikrer han.
Han har boet i mange små lejligheder, før det blev til et Beverly Hills mansion.
»I begyndelsen, da jeg havde mit første spa, cyklede jeg på arbejde, fordi jeg ikke havde råd til en bil,« griner han.
Det er højst usædvanligt i USA, hvor alle har en bil af en eller anden beskaffenhed.
»Jeg boede i en lille lejlighed hernede på Sunset,« smiler han og peger ud ad vinduet, hvor vejen skråner ned mod Sunset Boulevard, gaden hvor hans spa ligger.
Selv om kårene var mindre dengang, var han ikke mindre lykkelig, og med tiden begyndte de første kendte kunder at komme forbi den danske salon.
»Jeg kan huske, at Sylvester Stallone engang gav mig 100 dollar – i drikkepenge. Jeg var helt i chok og ville ikke tage imod dem, men han sagde ’Hey man, take the money...’«
I dag er der penge nok, og det er Ole Henriksen, der er den gavmilde. Han er dybt involveret i en række velgørenhedsprojekter, men deler også ud af det, han har til hverdag.
»En dag kørte jeg med en kvindelig taxachauffør i San Francisco. Hun var en ældre dame med to voksne børn, men havde ikke råd til sit eget sted at bo. Hun sov på en sofa i en lejlighed, som hun delte med to andre. Hun fortalte det uden at klage, og kørte endda med handsker, fordi hun havde gigt i hænderne. Alligevel var hun så positiv, dét rørte mig dybt.«
Ole Henriksens øjne løber over ved mindet om den gamle taxachauffør fra San Francisco:
»Du får mig aldrig til at sige, hvor meget jeg gav hende i drikkepenge, men det var meget.«
Om ti år
I Ole Henriksens tilfælde er rigdommen kommet med alderen, og det fedeste ved at være rig er at give til andre, synes han. Men er der egentlig nogen grund til at fortsætte med at arbejde?
Han kunne jo også bare nyde frugten af et langt arbejdsliv. Han er begyndt at lægge fem eller ti år oven i sin alder for at lege med tanken om ,hvor han vil være til den tid. Én drøm står klart for ham:
»Når jeg er 75 år, er jeg på eventyr med Laurence. Der er stadig steder, jeg ikke har været, og nogle gange ville det være rart at være ét sted mere end fem dage. Måske kunne vi leje en lejlighed i Paris i to måneder? Eller jeg kunne vende tilbage til Asien? Der har ikke været meget tid til at lege turister. Tænk, at der kommer en dag, hvor jeg kan booke teaterbilletter langt ude i fremtiden og vide, at jeg rent faktisk kan være til stede til forestillingen.«
