Nina Qittoora Vainø Lundstrøm brugte det meste af sin barndom på, at glæde sig til at blive voksen, så hun kunne blive herre over sit liv. Men da Ninas mor stod ansigt til ansigt med døden – og heldigvis overlevede, kunne Nina ikke komme i tanker om andre måder at tackle krisen på, end ved at spise. Og spise. Og spise.
Der er varmt i yogalokalet. I roligt tempo guider instruktøren holdet gennem øvelser, der skal gøre dem stærke, sunde og smidige. Fra bagerste række forsøger Nina Qittoora Lundstrøm at holde trit, men hun kan ikke. Hun har både løbetrænet, været i skole og til styrketræning i dag. Nu kæmper hun sig gennem aftenens yogatime.
Opret abonnement på PLUS og læs om Ninas kamp for at komme ud af både overspisning og overtræning, og hvordan det har ændret hendes liv, da hun lærte at vise sig selv kærlighed.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Der er varmt i yogalokalet. I roligt tempo guider instruktøren holdet gennem øvelser, der skal gøre dem stærke, sunde og smidige. Fra bagerste række forsøger Nina Qittoora Lundstrøm at holde trit, men hun kan ikke. Hun har både løbetrænet, været i skole og til styrketræning i dag. Nu kæmper hun sig gennem aftenens yogatime.
»Pludselig fik jeg det dårligt. Jeg kunne ikke mere, og tænkte: ’Hvem gør jeg egentlig det her for? De andre på holdet er sgu da ligeglade med, om jeg er her. Og det er i hvert fald ikke for min egen skyld’,« husker Nina Qittoora Vainø Lundstrøm.
Hun forlod lokalet uden et ord. Først du hun lå i sin seng med Netflix på skærmen og et stykke chokolade inden for rækkevidde, fik hun det bedre. Den aften besluttede hun at blive mere kærlig mod sig selv.
Voksenlivet
I perioder af sit liv har Nina Qittoora Vainø Lundstrøm både overtrænet og overspist.
I dag er det umuligt at aflæse på hendes veltrænede krop. Ærligheden i de grønne øjne afspejler en ung kvinde, som er glad, selv om det ikke altid har været let at være Nina.
»Det begyndte med, at min mor blev alvorligt syg med en hjernetumor. Dengang var jeg 19 år, og jeg var simpelthen så bange for, at jeg skulle miste hende,« fortæller den i dag 26-årige Nina.
Foran hende står en salat, som hun spiser med skiftevis sund appetit og større fortælletrang.
På grund af det, hun selv kalder en ’turbulent barndom’ er hun er vokset op i forskellige weekendplejefamilier. Hun brugte det meste af sin barndom på at glæde sig til at blive voksen, så hun kunne blive herre over sit liv. Men da Ninas mor stod ansigt til ansigt med døden – og heldigvis overlevede, kunne Nina ikke komme i tanker om andre måder at tackle krisen på, end ved at spise. Og spise. Og spise.
»Det var ikke fordi, jeg spiste pizza og lortemad. Men hvis man spiser for meget ordentlig mad, tager man jo også på,« siger hun, som på det tidspunkt arbejdede i en børnehave i København.
»Jeg tror, jeg tog 30 kilo på. Da jeg kom over 90 kilo, holdt min krop op med at føles som mig. Jeg har altid været meget aktiv, og det var en stor omvæltning at veje så meget.«
Nina Qittoora Vainø Lundstrøm begyndte at gå ture for at komme i gang igen. Langsomt fik hun endda presset sig i løbetøj, men hun nægtede at blive set omkring søerne i København, som ellers er mange københavneres faste løberute.
»Rundt om søerne er der jo ingen, der vejer 30 kilo for meget, og alle har det rigtige tøj på,« husker Nina.
Overtræning
Det tog hende tre år at tabe de 30 kilo igen.
Som hun sidder overfor i sit afslappede træningstøj og vejer lige præcis dét, som ser rigtigt ud for hende, ligner hun en, der passer perfekt til løbeparnasset om søerne.
Sådan følte hun det bare ikke selv, så langsomt blev overspisningen afløst af overtræning.
»Jeg satte højere og højere krav til mig selv. Fik en personlig træner og pressede mig selv. Jeg skammede mig over, hvordan jeg havde set ud, og jeg skammede mig, når jeg ikke syntes, at jeg trænede hårdt nok,« husker Nina Qittoora Vainø Lundstrøm, som oveni levede på en streng low-carb-diæt og nægtede kroppen hvile, når den trængte mest til det.
Langsomt begyndte hendes krop at reagere. Hun fik hyppige migræneanfald. Hendes kæreste, som er sundhedsekspert, havde flere gange mindet hende om, at hun skulle huske at slappe af og hvile sig ind imellem. Men det er svært, når man ser idealerne i bladene, og konstant ønsker sig en tyndere krop og lidt længere hår.
Nina Qittoora Vainø Lundstrøm var svær at stille tilfreds.
»Jeg syntes, både plussize-modellerne og alle fitnessmodellerne var flotte. Ja, faktisk alle andre end mig selv,« siger Nina og slår en høj latter op.
Det hele kulminerede den aften til hotyoga, hvor Nina ikke orkede mere.
Hun endte det sted, hun frygtede – og længtes mest efter – sengen, hvor man heler, kommer sig og hygger sig.
»Hold kæft, hvor var det dejligt,« udbryder Nina ved mindet om at lande i sin seng efter i seks år at have stresset sin krop med enten mad eller træning – med mest af alt med skyld og skam.
Slut med at slå sig selv
Omkring nytår sidste år besluttede Nina, at fra nu af skulle det være slut med hele tiden at slå sig selv oven i hovedet.
»Jeg var træt af at gå rundt med tanken om, at ’jeg burde’. Jeg burde træne mere. Jeg burde tabe fem kilo. Jeg burde blive stærkere. Det kommer stadig snigende nogle gange. Hvis jeg bliver usikker eller føler mig utilstrækkelig«. Sidst det skete var for kort tid siden, da hun holdt sit første foredrag om sin livskrise, og hvordan hun kom igennem den.
30 tilhørere havde købt billet for at lytte og tage ved lære, men fem minutter inden, de kom ind ad døren, mærkede Nina Qittoora Vainø Lundstrøm den velkendte følelse af ikke at være god nok.
»Så kom tanken straks: ’Jeg burde også tabe mig fem kilo’,« siger hun og trækker opgivende på skuldrene.
»Men nu er jeg opmærksom på mønsteret. Når tankerne kommer, siger jeg til mig selv, at jeg er god nok. Jeg finder omsorgen for mig selv frem, når jeg kan mærke, at jeg står i en overvældende situation. For jeg er god nok, og jeg er holdt op med at stille sindssyge krav til mig selv.«
Genkender mønstret
Som personlig træner ser Nina jævnligt det samme mønster hos sine klienter.
»Når folk ringer og melder fra til træning, fordi de er syge, er de er ødelagt af dårlig samvittighed over, at de ikke passer deres træning og ikke træner hårdt nok. Men jeg kender det fra mig selv. Nogle gange skriger kroppen bare på tv, te og serier. Folk skal lære at lytte til kroppen i stedet for bare at presse på.«
Selv har hun lært at mærke efter hver dag. Inden hun går til træning, spørger hun sig selv: ’Er det i dag, jeg skal presse mig selv, eller er det i dag, jeg skal blive hjemme og slappe af?’
»Det betyder, at jeg i dag får energi af at træne, hvor jeg før blev langsomt nedbrudt,« siger hun.
Hvor hun før trænede i omegnen af tre timer om dagen – hver dag, bruger hun i dag 25 minutter fire gange om ugen på sin træning.
Hun kan stadig have dårlige dage, men når de dukker op, er hun god til at kigge indad og spørge sig selv: ’Hvad er det, jeg er usikker på lige nu?’
