Der er både fordele og ulemper ved at være gift med chefen, afslører Niels Olsen og hans hustru Joy- Maria Frederiksen, der flere gange har instrueret sin mand på scenen.

Vi er på mange måder hinandens modsætninger. Og det er ikke så ringe endda.

Det er både Niels Olsen og Joy-Maria Frederiksen rørende enige om.

De to har kendt hinanden i 26 år, og været gift de 24.

»Så sølvbrylluppet til næste år taler vi ikke om,« smiler de samtidigt.

Det er tydeligt, at humoren er en fællesnævner mellem de to, der snart står på scenen igen. Joy dog kun i overført betydning.

Hun er instruktør på Tivolis to største produktioner i år og næste år.

Tivoli-revyen samt krimikomedien ’De 39 trin’, hvor Niels Olsen i begge tilfælde har en hovedrolle som skuespiller.

De to, der begge er uddannede skuespillere, har indvilliget i at mødes for at tale om de for- og bagdele, der uvægerligt kan være ved at arbejde sammen på scenen og samtidig være ægtepar.

Et liv, hvor arbejde, fritid og privatliv ofte flyder umærkeligt sammen, når hun er ’chefen’ i Tivolirevyen, hvor det er tredje år, hun instruerer sin mand.

»Når Niels spiller, og jeg instruerer, så er det umuligt ikke at tage det med hjem,« siger Joy, der aldrig har talt med sin mand om, at det kunne være problematisk at tage arbejdet med hjem.

»Tværtimod, hvis jeg skriver nogle tekster, skal jeg altid lige have dem over Joy. For hun er rigtig god til at se, hvad der er galt, og hvad der holder.«

LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Niles Olsen og Joy-Maria Frederiksen. De fortæller om deres møde i 1990, hvor den sindige jyde mødte den hurtige københavner, om deres forskelligheder og fordele og ulemper ved at arbejde sammen.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Der er både fordele og ulemper ved at være gift med chefen, afslører Niels Olsen og hans hustru Joy- Maria Frederiksen, der flere gange har instrueret sin mand på scenen.

Vi er på mange måder hinandens modsætninger. Og det er ikke så ringe endda.

Det er både Niels Olsen og Joy-Maria Frederiksen rørende enige om.

De to har kendt hinanden i 26 år, og været gift de 24.

»Så sølvbrylluppet til næste år taler vi ikke om,« smiler de samtidigt.

Det er tydeligt, at humoren er en fællesnævner mellem de to, der snart står på scenen igen. Joy dog kun i overført betydning.

Hun er instruktør på Tivolis to største produktioner i år og næste år.

Tivoli-revyen samt krimikomedien ’De 39 trin’, hvor Niels Olsen i begge tilfælde har en hovedrolle som skuespiller.

De to, der begge er uddannede skuespillere, har indvilliget i at mødes for at tale om de for- og bagdele, der uvægerligt kan være ved at arbejde sammen på scenen og samtidig være ægtepar.

Et liv, hvor arbejde, fritid og privatliv ofte flyder umærkeligt sammen, når hun er ’chefen’ i Tivolirevyen, hvor det er tredje år, hun instruerer sin mand.

»Når Niels spiller, og jeg instruerer, så er det umuligt ikke at tage det med hjem,« siger Joy, der aldrig har talt med sin mand om, at det kunne være problematisk at tage arbejdet med hjem.

»Tværtimod, hvis jeg skriver nogle tekster, skal jeg altid lige have dem over Joy. For hun er rigtig god til at se, hvad der er galt, og hvad der holder.«

Instruktør Joy-Maria Frederiksen og skuespiller Niels Olsen i Tivolis smukke glassal, hvor de sammen laver både ’Tivoli Tam Tam’ og krimikomedien ’De 39 trin’. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Instruktør Joy-Maria Frederiksen og skuespiller Niels Olsen i Tivolis smukke glassal, hvor de sammen laver både ’Tivoli Tam Tam’ og krimikomedien ’De 39 trin’. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Datter lægger ikke fingre imellem

Faktisk er det kun parrets datter, Rosa på 18, der har brokket sig derhjemme:

»Der bliver snakket meget derhjemme om arbejdet, og vores datter har indimellem sagt, at ’nu gider jeg ikke høre mere om jeres arbejde’. Hun lægger ikke fingrene imellem. og så kan vi jo godt se det. Og det er enormt befriende, at hun ikke går og putter med det.«

»Så holder vi pause. Altså lige indtil hun er gået i seng,« smiler Niels:

»Vi spiller meget bold op ad hinanden om det, vi laver.«

Når man spørger de to, hvad de faldt for, da de mødtes i 1990, siger Niels Olsen:

»Hun var lækker, så hamrende godt ud, var sød og fantastisk. Det blev jeg nødt til at undersøge mere, og det har jeg så gjort lige siden.«

»Jeg har svært ved at forestille mig et liv med én, jeg ikke kan grine sammen med,« siger Joy.

»Og jeg synes, det han lavede i Cirkus Montebello sammen med Thomas Mørk dengang, var helt fantastisk. De var så skønne og originale, og det var en meget god reklamesøjle og en god begyndelse.«

Taler I om præmisserne for at arbejde sammen, inden i går i gang?

»Nej, det har vi aldrig gjort,« siger de i munden på hinanden og er også enige om, at det er en fordel, at de er hinandens modsætninger:

Elsker forandring

»Jeg er jo jyde fra Aarhus, og Joy er københavner. Det er det jyske overfor det københavnske – det sindige overfor det hurtige. Det var da helt klart den modsætning, jeg blev tiltrukket af, da jeg kom til København fra Aalborg Teater,« siger Niels Olsen og fortsætter:

»Jeg er ikke så glad for forandringer og kan godt lide, at tingene er på den samme måde. Og Joy på den anden side vil godt have, at der skal ske noget nyt. Så hun er den der rykker.«

Så det er hende, der er chefen derhjemme?

»Det er man ikke nødvendigvis, fordi man er igangsætter,« smiler Joy.

»Nej, for så er jeg jo den, der siger nej,« smiler Niels tilbage.

»Jeg elsker forandring på alle mulige måder, hvor Niels altid sætter hælene i. Det betyder, at han får prøvet nogle ting, han ellers ikke ville have gjort. Hvor Niels har noget fornuft og eftertænksomhed, som jeg har godt af,« siger Joy og kommer tilbage på sporet igen:

»Selvom vi ikke har talt om det med arbejde og privatliv, så har vi begge en klar holdning til, hvad der hører til i teatersalen, og hvad der hører til derhjemme. Det kan jo blive rigtig ubehageligt for éns kolleger, hvis man har været skide sure på hinanden om morgenen og kommer slæbende med det til prøve eller forestilling,« siger Joy.

»Så bliver det i hvert fald en meget spydig instruktion,« griner Niels.

»Selvfølgelig kan vi råbe ad hinanden derhjemme, og det kan også være op til en prøve, men det kan vi jo ikke byde folk. Så det prøver vi at lade være med at tage med på arbejde.«

Hvordan kan man det, Niels?

»Så passer man sit arbejde.«

Joy supplerer: »Og så må vi parkere det et andet sted og sige, at nu laver jeg det her. Og så kan det godt være, at ham den lange idiot også er med, men nu er han her som skuespiller og kollega, og ikke som ham jeg skal snakke med, når vi kommer hjem. Hvis man ikke kan det, så går det ikke.«

»Nej,« siger Niels med et ’forskrækket’ smil:

»Så er det den gode gamle med at ’det snakker vi om, når vi kommer hjem...’ Uha!«

Niels, hvad gør du, når du synes, ’chefen’ er en idiot, og har lyst til at brokke dig over hende sammen med kollegaerne?

»Så går jeg nok lidt afsides for mig selv og råber over hende.«

»Det gør du også med andre chefer,« indskyder Joy med et stort grin.

»Aj, men så må jeg jo se at få talt med hende om det…«

»Det er klart, at det er et af de dilemmaer, Niels slæber rundt med,« siger Joy, der er opmærksom på et andet dilemma:

»Jeg kan godt blive bekymret for, om de andre skuespillere får lov at tale om mig – og bitche over mig – for det skal man jo også have lov til en gang imellem. For det er klart, at når Niels er i rummet, så vil de passe lidt mere på og tænke mere over, hvad de siger om mig til ham, fordi de ved, at vi er et par. Og det er jo en ventil, at man kan bitche lidt over chefen. Det skal man have lov til,« siger instruktøren, der kan se et dilemma angående favorisering, når hendes ægtemand Niels Olsen har skrevet en tekst til et revynummer.

»Det er vigtigt, at de andre skuespillere er helt ærlige om de tekster, Niels skriver til Tivolirevyen. Jeg har sagt gentagne gange, at bare fordi Niels har skrevet det, så er det ikke givet, at det skal med, og at der ikke er nogen, der bliver sure, hvis folk ikke synes, det er sjovt,« siger Joy.

»Men det ligger heldigvis meget i det med at lave revy. Der kan man ikke gå og putte med tingene. Ligesom man også må være tryg nok i rummet til at komme med de dummeste idéer. For måske sætter det gang i nogle andre sjove ting. Så alt er tilladt, selv de dummeste indfald,« smiler han.

Joy, tænker du på, at du skal passe på det der med ikke at favorisere Niels?

Griner ad det samme

»Ja, det gør jeg. Alt andet ville være dumt. Men jeg anser mig selv for så professionel, at det ikke er en fælde, jeg falder i. Men jeg bliver nødt til at være meget opmærksom på det, særligt fordi jeg griner ad det samme, som han gør, og som regel synes, at det, han skriver, er enormt morsomt. Så jeg er faktisk ekstra opmærksom på det.«

Så i virkeligheden får Niels en ekstra kritisk behandling?

»Ja, det tror jeg faktisk. Og det er nok også nødt til at være sådan. Men når de andre skuespillere kaster sig rundt på stolen af grin, så er der jo heldigvis ingen problemer, for så ved man, at det bare kører.

I forhold til revyer så er man i det hele taget meget opmærksom på, at der er udfordringer til alle. Men man kan aldrig på forhånd sige, at i år bliver det Bodil (Jørgensen), der får de kæmpestore numre. For man ved simpelthen ikke, om det er de numre, og hvem de passer på.«

Føler du aldrig, at Joy hundser med dig?

»Ikke på arbejdet,« siger han med et stort, afvæbnende smil, mens han fortsætter:

»Nej, jeg er sådan én, der godt kan tåle at blive hundset lidt med.«

»Der fik du lige sagt, at jeg hundser med dig, det ved du godt, ikke?«

»Ja, okay, men lad mig så sige det på den måde, at jeg har fortjent at blive hundset med.«

Niels Olsen holder en lille tænkepause, mens han smiler lidt ad sig selv:

»Jeg havde rigtig godt af at komme på teaterskolen i København oppe fra Aalborg Teater, for jeg trængte nemlig til et ordentligt los bagi. Det har jeg haft rigtig godt af. For uden at sige et ondt ord om Aalborg Teater, så kunne jeg mærke, at jeg sank stille og roligt ned i den jyske muld igen.

Han holder igen en pause:

»Og så har jeg haft rigtig godt af at møde Joy – af samme årsag.«