Han har nået alt det, han drømte om og mere til. Men nu hvor nedtællingen er sat i gang, slår 82-årige Morten Grunwald op med sit livs næststørste kærlighed, teatret, for at koncentrere sig om den største ...
Skuer man tilbage på Morten Grunwalds liv, er netop to elementer – kvinden og karrieren – de to helt store byggesten i dét, der trods de aldrende bens skrøbelighed, er hans solide fundament. Og kendetegnende for begge dele er, at han målrettet gik efter dem. Ville dem af hele sit hjerte.
Den heldige kartoffel – hvis fulde navn er Walter Morten Grunwald – spirede ovre på Fyns land, og var – som han på ingen måde lægger skjul på – ikke en af de mest boglige elever.
»Jeg var aldrig noget lys i skolen. I min karakterbog står der ’Walter sidder og kigger ud ad vinduet’. Og det jeg gjorde jeg. Jeg sad og drømte om at komme væk fra alt det røvkedelige,« klukler han og husker, hvordan drømmen om teatret blev født indeni ham, da han i fjerde klasse så Shakespeare-skuespillet ’Helligtrekongersaften’.
»Det var en åbenbaring for mig. Jeg var forelsket på stedet. I lyset, farverne, musikken, sproget, stemningen, de smukke skuespillere,« fortæller han henført om sin første store kærlighed, som dog mødte en hel del modstand fra forældrene, der godt nok havde en snert af forståelse for hans besættelse, men også fandt den risikabel.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Morten Grunwald suppleret med en masse billeder fra hele hans karriere.
Han har nået alt det, han drømte om og mere til. Men nu hvor nedtællingen er sat i gang, slår 82-årige Morten Grunwald op med sit livs næststørste kærlighed, teatret, for at koncentrere sig om den største – Lily.
Som et trodsigt barn der vil bevise, at det kan selv, insisterer han på at åbne og holde døre. De aldrende og skrøbelige ben føler sig lidt forsigtigt frem. Stokken – hans tro følgesvend – plantes med et solidt greb ved højre fod, og han hiver i døren.
»Værsgo. Træd indenfor,« siger Morten Grunwald og slår ud med den ledige arm i det rå og enestående rum, som det københavnske teater Østre Gasværk er. Dét teater, som han i slutningen af 70erne var en af grundpillerne i skabelsen af. »En fuldstændig fantastisk bygning, som er inspireret af Pantheon i Rom. Dét, du ser, er bare toppen. Halvdelen af bygningen ligger under jorden,« siger han med begejstring i stemmen om den tidligere gasbeholder fra 1878, som var tæt på nedrivning, da Grunwald så mulighederne i at omskabe den runde bygning til et teaterrum.
Der er to grunde til, at det er her, vi mødes. Og de er i og for sig alvorlige nok, begge to. Den ene er, at privaten i Skodsborg, som Morten Grunwald ellers gerne åbner døren til, lige nu er rekonvalescens-hjem for hustruen Lily Weiding, som for kort tid siden gennemgik en stor kræftoperation.
»Lige dér var jeg sgu ikke mange sure sild værd,« siger han ligeud om frygten og bekymringen, der slog ham omkuld den første tid, hvor han – igen – blev mindet om livets skrøbelighed.
Den anden grund er, at Morten Grunwald i en alder af 82 har besluttet, at det er slut. At han efter knap seks årtier på de skrå brædder takker af på netop Østre Gasværk med forestillingen ’3 x Beckett’, som på tirsdag opføres for sidste gang.
»Om det er vemodigt?«, siger han og ser tænksomt ud i rummet et kort øjeblik.
»Næh, sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg går ikke og er trist over noget, der holder op. Jeg går bare og glæder mig over alt det, jeg har fået lov til at opleve, arbejde med, udforske og bygge op – som nu det her teater – og så føler jeg mig som lykkens pam.... hvad det nu end hedder. En heldig kartoffel har jeg været,« siger han med det gavflab-smil i fjæset, som de fleste af os kender fra og forbinder med hans ikoniske rolle som Benny i ’Olsen Banden’ filmene.
Dagdrømte i skolen
Skuer man tilbage på Morten Grunwalds liv, er netop de to elementer – kvinden og karrieren – da også de to helt store byggesten i dét, der trods de aldrende bens skrøbelighed, er hans solide fundament. Og kendetegnende for begge dele er, at han målrettet gik efter dem. Ville dem af hele sit hjerte.
Den heldige kartoffel – hvis fulde navn er Walter Morten Grunwald – spirede ovre på Fyns land, og var – som han på ingen måde lægger skjul på – ikke en af de mest boglige elever.
»Jeg var aldrig noget lys i skolen. I min karakterbog står der ’Walter sidder og kigger ud ad vinduet’. Og det jeg gjorde jeg. Jeg sad og drømte om at komme væk fra alt det røvkedelige,« klukler han og husker, hvordan drømmen om teatret blev født indeni ham, da han i fjerde klasse så Shakespeare-skuespillet ’Helligtrekongersaften’.
»Det var en åbenbaring for mig. Jeg var forelsket på stedet. I lyset, farverne, musikken, sproget, stemningen, de smukke skuespillere,« fortæller han henført om sin første store kærlighed, som dog mødte en hel del modstand fra forældrene, der godt nok havde en snert af forståelse for hans besættelse, men også fandt den risikabel.
Skovarbejder i Sverige
»’Du skal have dig en uddannelse,’ sagde de altid. Og det forsøgte jeg pænt på tre til fire gange. Men det lykkedes aldrig.«
Efter at have prøvet kræfter på et tandteknikerværksted, et handels- og engroslager og i en møbelforretning, drog han som 18-årig – kort efter faderen død – til Nordsverige som skovarbejder, og da han med lommen fuld af penge vendte hjem igen, var han mere stålsat end nogensinde før. Han ville realisere sin drøm.
»Jeg havde så længe forsøgt at imødekomme mine forældres forventninger om at få et svendebrev. Nu var jeg indstillet på at gå min egen vej,« forklarer han om målrettetheden, der først førte ham til et studenterkursus på Askov Højskole og derfra – med moderens velsignelse – videre til Odense Teaterskole.
»Mor forstod godt, at jeg var forelsket i teatret, for det havde hun også selv været som ung.«
Kun et halvt år efter, han begyndte på elevskolen i Odense, stræbte den unge Morten Grunwald højere. Mod det højeste. Det Kongelige Teaters elevskole.
»Det allerhelligeste,« siger han med julelys i øjnene om skolen, hvor store stjerner som John Price og Poul Reumert underviste de unge, håbefulde talenter, som Morten Grunwald blev et af.
Netop som elev på Det Kongelige Teaters scene tog han for første gang sit livs anden store kærlighed i sin favn.
»Jeg havde været betaget af Lily Weiding, fra hun spillede korpigen i ’Prinsen og korpigen’,« indleder han anekdoten. Allerede blød som smør.
Såvel Lily Weiding som Jørgen Reenberg var teatrets førende stjerner. Nu skulle de to optræde sammen, Reenberg tilmed i en dobbeltrolle. En enkelt sekvens i forestillingen krævede dog at begge Reenbergs karakterer var på scenen. Og som Morten Grunwald tørt og lunt udtrykker det, så kunne selv den store stjerne ikke klare den opgave alene.
Bævende hjerte
»Så de skulle bruge en lookalike, som bare skulle stå i baggrunden og omfavne Lily,« fortæller han saligt om aftenerne, hvor han med bare lår, sandaler og brynje og bævende hjerte holdt om den ti år ældre Lily Weiding. Uden at turde veksle et ord med hende.
»Hun var ’the leading lady’ på teatret og gift med landets førende skuespiller, Mogens Wieth. Så der var ikke nogen overvejelser dér.«
I 1962 hørte han så den tragiske nyhed om, at hendes mand Mogens Wieth var død. Og han indrømmer gerne, at han i flere år spekulerede på, ’hvordan den skønne kvinde nu klarede sig alene med to små piger’.
Tre år senere bød lejligheden sig til igen at komme et skridt eller to tættere på den betagende Lily.
Han begynder at knipse ivrigt med fingre. Lidt ligesom Benny ville have gjort.
»Jeg havde lige købt en lille bitte lejlighed på Frederiksberg, og ville holde housewarmingparty. Samtidig havde min gode veninde Hanne Borchsenius lige fået job på Broadway i New York, så vi blev enige om at slå mit party sammen med et afskedsparty for hende. ’Kan du så ikke tage Lily Weiding med’ spurgte jeg Hanne. ’For hun skal sgu da ikke sidde derhjemme alene og kukkelure’,« griner Morten Grunwald, rævestolt over sin snuhed.
På det tidspunkt var filmkarrieren allerede sat på skinner, og den unge flotte fyr havde lige hittet i sin første gavtyve-rolle som smukke Arne i ’Fem mand og Rosa’.
»For mit første filmhonorar havde jeg investeret i et Børge Mogensen-sæt med lædersofaer og bord. Og jeg husker tydeligt, hvordan Lily trådte ind i min lejlighed og som det første sagde: ’Av, du har en god smag, Morten’. Og siden har vi været sammen. Jeg var 30. Hun var 40. Jeg var bare en grønskolling. Det er jeg stadigvæk.«
En stor gave
Smilet fylder godt op i Morten Grunwalds aldrende ansigt. 52 år har de været sammen. 52 år har de delt i med- og modgang. Mest det første.
»Det har betydet alt for mig, at jeg fik sådan en pige. Både arbejdsmæssigt og resten af livet. Selvfølgelig kommer man ikke gennem over 50 års samliv uden turbulente perioder. men primært har det været en stor gave og inspiration at have en klog pige som kone. Vi har altid suppleret hinanden godt. Altid haft samme smag. Der var jeg også heldig.«
På væggen bag ham hænger plakater fra flere årtiers store teaterforestillinger, hvor han selv har haft en aktiv finger med i spillet . Som skuespiller, instruktør eller teaterchef. Og en lang række af dem i parløb med sin hustru. Ikke mindst på Bristol Teatret i indre København, hvor han var chef fra 1971 og frem til 1980.
»Det kom sig jo af, at vi begge var blevet arbejdsløse. Lily skulle have spillet ’Hedda Gabler’ på Folketeatret, men de var blevet nødt til at dreje nøglen om. Og så var det, at vi sagde de berømte ord: ’Så laver vi det sgu selv’.«
En af de talrige anekdoter fra opstarten af det københavnske teater handler om penge. Om i en fart at skulle rejse en produktionsgaranti på 75.000 kr. Et anseeligt beløb i 1971.
»Lidt længere nede ad vejen boede vores gode venner Helle og Jens Otto. Og da Jens Otto hørte om vores kvaler, sagde han ’det skal I da have lov til, Lily skal spille Hedda’,« genfortæller Morten Grunwald og imiterer den forlængst afdøde statsminister Jens Otto Krags stemme.
»Så tog han mig i hånden, og vi gik op til bankdirektøren, og i løbet af no time havde vi fået produktionsgarantien. Sådan fik vi med lodder og trisser opereret os ind i det storkøbenhavnske teaterliv. Der var jeg også skideheldig,« siger han med reference til tidligere nævnte kartoffel.
En talemåde blandt skuespillere lyder ifølge Morten Grunwald, at hvis du vil være kendt, skal du lave tv, vil du tjene penge, skal du lave film. Men vil du være lykkelig, skal du lave teater.
Som en fisk i vandet
Han skriver gerne under på, at, er en høj grad af sandhed i talemåden. For honorarerne fra filmene var dem, der i mange år gjorde det muligt at leve passionen ud, at kunne spille og drive teater ved siden af.
»Men jeg har altid været mægtig glad for at filme, det har altid været ukompliceret for mig. Jeg har haft det som en fisk i vandet med kameraet i modsætning til teatret, som altid har været en mental psykisk udfordring for mig.«
Tungest på vægtskålen vejer selvføgelig det legendariske samarbejde med Balling og Bahs, makkerparret bag ’Olsen Banden’-filmene, som til næste år kan fejre 50 års jubilæum.
Han trækker overbærende på skuldrene, når man spørger, om den succesfulde filmserie har fyldt for meget, om det til tider har været for træls at blive kaldt ’Benny’ og blive mødt med replikken ’skidegodt Egon’.
»Nej,« griner han så. »Det er da sjovt, når små drenge, der slet ikke var født, da vi lavede dem, begynder at fløjte tema-nummeret og spjætte foran mig. Det er da bevægende. Og den entusiasme, vi har oplevet – ikke mindst i det gamle Østtyskland – som årene er gået, var der da ingen af os, der havde drømt om,« siger Morten Grunwald og kalder filmene »uforlignelig social satire og samtidsskildring af danskeren«, ligesom han sammenligner Balling og Bahs med makkerparret Hostrup og Heiberg og deres vaudeviller i det forrige århundredes København.
Der var dog ikke meget vaudeville – lystspil – over tilblivelsen af den sidste film i serien, ’Olsen Bandens sidste stik’ fra 1998.
»Det var en meget dramatisk oplevelse,« siger han med sammenknebne øjne inde bag brillerne.
I modsætning til mange anmeldere og fans mener Morten Grunwald fuldt ud, at filmen og dens præmis holder. Mener, at den er et billede på, at »livets mølle maler og at vi forandrer os, bliver slidt op«. Mener, at Ove Sprogøe er fabelagtig som den aldrende Egon, der fra sin plads på det psykiatriske plejehospital udtænker den ene geniale og forrygende plan efter den anden, som »omhyggeligt registreres og opbevares på ’Institut for teoretisk kriminalitet’, en bedårende detalje, som kun Bahs kunne finde på«.
»Men Poul (Bundgaard, red.) var en sygdomsmærket mand. Og han døde jo også midt i det hele,« siger han med tristhed i stemmen, og husker alt for godt, hvordan dødsfaldet i flere uger var tæt på at lægge filmen ned, og kun blev reddet af, at Poul Bundgaards børn mindeligt bad om, at den blev gennemført. Hvilket den blev med Tommy Kenter i rullestolen som Kjeld, mens Kurt Ravn lagde stemme til ham.
»Det er klart, at den er mærket af det drama, som det var at færdiggøre den.«
Poul Bundgaard er langtfra den første og eneste ven og kollega, som 82-årige Morten Grunwald har måttet tage afsked med. Og det er da også i erkendelse af, at det også for ham selv lakker mod enden, at han har valgt at ’slå op’ med sit livs første kærlighed. Teatret.
»Dåbsattesten taler jo sit eget sprog. Der er mange ting, der stadig er sjove, men at gå på scenen kræver en fysik, som jeg ikke har mere. Jeg er på vej mod 83, og at spille teater kræver en fysisk veloplagthed og spilleglæde, som hænger sammen med fysikken. Men mentalt er jeg stadig som da jeg var 30. Der kan du stadig gøre mig glad, hvis bare jeg sidder i en god stol,« smiler han og lover, at det ikke bliver et endegyldigt farvel til det velkendte fjæs.
»Film er langt fra lige så krævende. Så er der nogle, der mangler en gråhåret filur på film, så er jeg til at snakke med.«
Med tre børn – datteren Tanja, som han og Lily Weiding har sammen, og de to bonusdøtre fra hendes tidligere ægteskab – fire børnebørn og to oldebørn - er der også rigeligt at se til for Morten Grunwald. Men lige nu kredser hans største og vigtigste tanker om at få sin kone tilbage på benene.
»Hun har det meget bedre nu og har gjort store fremskridt, men var hårdt medtaget efter operationen. De fandt en kræftknude i tarmen, som heldigvis var godartet, og det kunne klares uden stomi. Men det var en stor operation.
Grotesk oplevelse
Heldigvis har de fantastisk dygtige kirurger ude på Herlev, men det var samtidig en grotesk oplevelse, at en ung læge efter bare tre dage kom ind og sagde ’nu skal du hjem i morgen’. Og dér lå hun og gispede efter vejret, var helt smadret af morfin. Til alt held kom der en anden læge, som insisterede på, at hun ikke blev udskrevet, før hun havde det bedre og kunne stå på egne ben, så sådan blev det. Men hold op hvor er det chokerende, at der ikke er en chef på sådan et teater. At alt er op til den læge, der lige har vagten og er klar til at sende hende hjem i en situation, hvor hun kræver døgnpleje. Så det var en noget blandet oplevelse. Der var skønne og søde ansatte, men også dem, der var komplet tonedøve, dem, der gav indtryk af, at det var en stor maskinfabrik, et reparationsværksted. Næste vogn. Ud med dem, hvis syningen holder. Det er barske løjer,« siger en rystet Morten Grunwald, der – som tidligere nævnt – ikke var mange sure sild værd lige dér.
»For det var altså et menneske, der var virkelig hårdt medtaget. Men nu har hun det bedre, går rundt derhjemme og er helt fantastisk. Vi tager en dag ad gangen.«
Hans eget helbred fejler ikke noget. Og har stort ikke gjort det, siden han for knap ti år siden opsøgte en fransk naturlæge, som hjalp ham med at omlægge kosten og reducere kalorieindtaget, og dermed smide 40 alt for overflødige kilo.
»Han inspirerede mig til at redde mit liv. Var det ikke for ham, havde jeg ikke været her idag.«
Men stokken er blevet Morten Grunwalds tro følgesvend.
»Det er mange mange år siden, at jeg købte den i London, en irsk stok skåret i ét stykke træ. En rigtig hjortekæp. Jeg købte den uden at tænke på, at jeg en dag ville få meget brug for den. Det har jeg nu. Og så er den også god at have en mørk aften,« smiler han.
Lyden af stokkens gummidut runger hult i den store tidligere gasbeholder, når Morten Grunwald, ikke uden stolthed, viser rundt i dét, der på mange måder er hans bonusbarn. Østre Gasværk.
Selvom han er i gang med sin afskedsforestilling, er netop dét teater et barn, som han aldrig helt kommer til at slippe. En livslang bestyrelsespost sikrer, at han kan komme og gå, som han vil. Og så længe han vil.
»Men selvfølgelig tænker jeg da på, at om et øjeblik er det slut. Jeg kan jo godt regne ud, at nedtællingen er i gang,« siger han med reference til sin alder.
»Samtidig tænker jeg på det uden triste følelser. For jeg ved med min fornuft, at når det er slut, så er det slut. En del af mig er dog en tvivlende ateist, som alligevel er spændt på, om der sker noget. Men jeg forventer nu, at det er slut, og det er også fint, for det har ikke været et kedeligt liv. Jeg synes, at jeg fik lov til meget mere, end jeg turde drømme om.«
Så smiler han.
»Jeg har virkelig været en skideheldig kartoffel!,« siger han. Og lyder lidt ligesom Benny.
