Om dagen var han regnskabsholder, ægtemand og far til to. Om aftenen var han nattelivets konge: Marquis Marcel de Sade. Danmarks første celebrity

Weekend efter weekend og år efter år rejste han fra land til land i Europa som en levende udstillingsmontre med smykker og prydgenstande. I de europæiske operahuse, i restauranter og på hoteller mødte han særligt amerikanere, der var mere end villige til at betale rundhåndet for guld og diamanter.

Hvem han kendte, fortæller han ikke, men han indrømmer gerne, at han engang dansede med selveste dronning Ingrid i Odd-Fellow Palæet.

Her fortæller han om sine spontane møder med skuespilleren Errol Flynn, skuespillerinden Marlene Dietrich, varieté-sangerinden Edith Piaf, forfatterinden Karen Blixen, besøg hos indiske maharajaer og rejser med det blå folk i Tunis. Og om lysekronen i loftet, som engang var ejet af Katarina den Store.

Men en aften i januar 1963 skulle blive afslutningen på lystlivet ...

I retten blev han dømt til at afsone 4,5 års fængsel for at have svindlet for 840.000 kroner, men der var ubesvarede spørgsmål. I ransagningen af marquisens hjem havde politiet fundet en kasse. En kasse med regninger for millioner af kroner.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs første del af 'Seks enere fra seks årtier'. I denne uge møder vi Marquis Marcel de Sade - Danmarks første celebrity og 50'ernes konge af dansk natteliv. Hør hans vilde historie her ...


Om dagen var han regnskabsholder, ægtemand og far til to. Om aftenen var han nattelivets konge: Marquis Marcel de Sade. Danmarks første celebrity.

For nogle var 1950erne det amerikanerglade årti med jazz, milkshakes og jitterbug. For andre var det landlig idyl, marker, plove og heste à la Morten Korch. Og nogle boede i lejlighed, arbejdede på fabrik og deltog i arbejderkampe.

Men særligt én mand skilte sig ud.

Om dagen var Marcel regnskabsholder, ægtemand og far til to sønner. Om aftenen og i weekenden var han kongen af dansk natteliv: Marquis Marcel de Sade. Danmarks første celebrity.

 

Marquisen åbner døren og byder mig velkommen til ’Marquisatet’. En 600 kvadratmeter stor herskabslejlighed på Frederiksberg Allé, der lugter af fortid. Her er flere værelser en suite. Det første ligner en balsal med det store, sorte flygel, med truttende engle fra loftet og stirrende teaterdukker fra hjørnerne.

På væggene hænger historiske portrætter af forfædre, malerier, som han selv og kunstnervennerne har malet, fotografier af balletstjerner og franske skuespillere, han igennem livet har kendt.

»Sæt dig til rette i paladset,« siger Marcel de Sade. Høfligt og på det fremmeste rigsdansk. Marcel har rundet 81 år, og gud bedre det om ikke man skal tage skoene af. Han ligger i sin sofa med læderstøvler, stramme, sorte bukser, lyseblå striktrøje og sølvarmbånd, mens han vifter med et glas champagne.

»Det smager nu meget godt. Skål,« siger han.

»Nogle kalder min tilværelse i 1950erne for et dobbeltliv. Jeg kalder det et enkeltliv på første klasse.«

Maria Callas i La Scala

Enkeltlivet på første klasse begyndte i en lufthavn i 1951, hvor datidens valutarestriktioner satte en stopper for handel mellem landene. Restriktionerne betød, at regnskabsholderen Marcel kun måtte tage et par tusinde kroner ud af landet.

»Jeg havde købt det her smukke, smukke 18 karat guld art deco-armbånd for 5.000 kroner, og så tog jeg det jo på, da jeg skulle til Milano for at høre operasangerinden Maria Callas i La Scala-operaen. Jeg skulle skifte fly i Zürich, og mens jeg ventede, besøgte jeg en juveler. Og tænk dig, juveleren fik øje på mit armbånd. Så spurgte han, om det var til salg, og jeg bar det jo af ren forfængelighed. Så jeg svarede, at det kom da så sandelig an på, ’hvad De vil give for det’. Og til min store forbløffelse sagde han 12.000 kroner. Da blev jeg virkelig interesseret i smykker.«

Marcel smiler bredt, så tænderne kommer til syne.

Marcel de Sade rejste fra land til land i Europa som en levende udstillingsmontre og handlede med smykker og prydgenstande.
Marcel de Sade rejste fra land til land i Europa som en levende udstillingsmontre og handlede med smykker og prydgenstande.
Vis mere

En levende udstillingsmontre

Weekend efter weekend og år efter år rejste han fra land til land i Europa som en levende udstillingsmontre med smykker og prydgenstande. I de europæiske operahuse, i restauranter og på hoteller mødte han særligt amerikanere, der var mere end villige til at betale rundhåndet for guld og diamanter.

Hvis et smykke havde tilhørt en fyrstinde, steg det i værdi, og det gav ham en idé:

Han købte titlen Marquis de Kériolét i Andorra.

»Aldrig har man set et glas så tomt,« siger han og hælder op til os begge.

»Folk forærer mig jo så meget, at jeg ikke kan nå at drikke det. Så tag endelig for dig. Skål.«

Marcel de Sade husker bedst 1950erne gennem ballettens kendisser, for så kan han huske dem, han kendte, og dermed dét, han oplevede, fortæller han.

»Efter forestillingerne var det mig, som samlede de folk, jeg forinden havde parleret med, og så inviterede jeg selvfølgelig altid på de Paris, Sølyst, d’Angleterre, Nimb, eller hvad de nu foretrak. Det var meget fornemme og kunstneriske notabiliteter.«

Flyglet har været et fikspunkt igennem alle årtierne.
Flyglet har været et fikspunkt igennem alle årtierne.
Vis mere

Hvordan lærte Deres Excellence notabiliteterne at kende?

»Det var ikke Hans Exellence, der lærte notabiliteterne at kende. Det var dem, der lærte Hans Excellence at kende. De kom til mig, så snart jeg sad i Det Kongelige Teater, og de så, hvordan jeg lynede og glimtede.«

Hvem han kendte, fortæller han ikke, men han indrømmer gerne, at han engang dansede med selveste dronning Ingrid i Odd-Fellow Palæet.

Det undrer mig, hvor sønnerne og hans første kone var i det fornemme selskabsliv, han levede, tilbage i 50erne. Svaret? De var vel derhjemme.

»Det kan da godt være, at min kone undrede sig over, hvor jeg var henne. Og når hun spurgte, svarede jeg, at det har jeg virkelig ingen anelse om. ’Hvem har du været sammen med’, spurgte hun måske, men det anede jeg da ikke, svarede jeg. Du skal tænke på, at dengang havde kvinderne en anden position, så det kunne man tillade sig.«

Marcel de Sade har selskab af transseksuelle Sandra Day til modeskaberen Jean Voigts bisættelse.
Marcel de Sade har selskab af transseksuelle Sandra Day til modeskaberen Jean Voigts bisættelse.
Vis mere

Marcel de Sade befandt sig i en aristokratisk, kulturel verden, der var de færreste danskere forundt. Der var stor forskel på fattig og rig. 1950erne var en tid med stor arbejdsløshed, bolignød, vareknaphed og lav gennemsnitsvækst. Rationeringerne fra krigen fortsatte, så man kun kunne købe en begrænset mængde smør, mælk og sukker hver uge. Det betød, at de nye familievenlige forstadshuse bestemt ikke var for alle.

Lirekassemænd og lokummer

Arbejderfamilier stimlede sammen i byernes nedslidte lejligheder, og børnene løb rundt i baggårdene mellem harmonikaspillere, lirekassemænd og lokummer. Deres mødre var stadig hjemmegående, nogle arbejdede på fabrik, men byernes arbejdspladser var primært for fædrene.

Marcel bevægede sig i byens gader, forbi sporvogne, mellem cyklister, bryggerivogne, skraldevogne og hestevogne, forbi de første amerikanerbarer med milkshakes og de mange tilrøgede værtshuse og kaffebarer, hen mod danserestauranterne.

Marcel de Sade tager endnu en tår. Munden er i godt humør, og personer, historier og år flyder sammen. Han fortæller om sine spontane møder med skuespilleren Errol Flynn, skuespillerinden Marlene Dietrich, varieté-sangerinden Edith Piaf, forfatterinden Karen Blixen, besøg hos indiske maharajaer og rejser med det blå folk i Tunis. Og om lysekronen i loftet, som engang var ejet af Katarina den Store.

Jo, den gamle marquis mindes de gamle dage med glæde.

»1950erne var dannede, høflige og ordentlige tider. Det var ikke kun dem, jeg omgikkes, vel. Det var alment, at man opførte sig høfligt og var langt mere kultiverede over for hinanden. Alene det at sige ’du’ til et menneske, man ikke havde mødt før, det gjorde man ikke.«

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Pernille Frydensbjerg
Vis mere

I dag plaprer man, mener han. Dengang samtalede man. I dag skal man gud bedre det gå ned i et supermarked for at komme af med sin post. På vej derned ligger der skrald og flyder, og cyklerne er henslængte. Mødre med barnevogne forventer, at Marcel de Sade holder ind til siden eller træder ud på cykelstien. Folk stopper op og taler i deres telefoner midt på fortovet. Der spises på gaden, og der ryges på gaden.

»Spisning og rygning er da noget, man gør indenfor, så absolut ikke udenfor. Og der var meget mere fredeligt og trygt. Det var en fornøjelse at bevæge sig i København, hvor forbud blev overholdt, der var ro og orden, og man kunne gå uden at låse sin cykel.«

Selvom Marcel de Sade aldrig faldt for tidens trends, er Amerika det første, han svarer, når man beder ham huske en tendens fra 1950erne.

Jazzen var for længst bølget hele vejen over Atlanten med Duke Ellington, Louis Armstrong og jitterbug, selvom de dannede var bange for negermusikkens urskovsrytmer. Tidens teenagere dansede så meget til asfaltballer, at junglemusikken vakte skandaler – dansestedet Storyville under Langebro blev kaldt ’Negerhytten’. Et særsyn var det også, da den unge Ib ‘Rock’ Jensen var frontfigur til landets første rockkoncert i K.B.-Hallen for 4.000 unge i 1956. Aviserne skrev om optøjer med bøller, og balladen spredte sig til rockkoncerter i resten af landet.

Fantomet brændt på bålet

Som med sex, rock og film advarede borgerskabet, lærere og pædagoger også imod triviallitteraturen fra USA. En aften i 1955 brændte en gruppe skolelærere en dukke af tegneseriefiguren Fantomet af på bålet. Men folkelige, familieidylliske ’Far til fire’-film og Morten Korchs ’De røde Heste’ brændte igennem til de rød-hvide hjerter. Radioprogrammet Giro 413 fik sin debut i 1950 med radioværten Otto Leisner, der gennem årene gav lytterne populære og folkekære melodier. I radioen tog Four Jacks til Mandalay, og barnestjernen Gitte Hænning ville giftes med farmand. Og danskerne købte fjernsyn, så snart de fik råd. I 1951 betalte blot 150 mennesker licens. I 1959 var der 251.000 fjernsyn. Opsvinget ændrede vaner. Og som det danske opsving tog fart, således gjorde også Marcel de Sades.

Marquisen byder velkommen til ’Marquisatet’. En 600 kvadratmeter stor herskabslejlighed på Frederiksberg Allé, der dufter af fortid.
Marquisen byder velkommen til ’Marquisatet’. En 600 kvadratmeter stor herskabslejlighed på Frederiksberg Allé, der dufter af fortid. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

I slutningen af 50erne købte Marcel de Sade en villa i Gentofte, en villa i Paris og en villa på Korsika.

»Når jeg ikke var i udlandet, holdt jeg hof i Gentofte. Det var meget sofistikeret. Ikke noget med orgier og stoffer, som man sidenhen har fundet på. I så fald kunne jeg slet ikke have holdt stand. Vi spiste da selvfølgelig ferietabletter, så vi kunne holde os vågne og taxierne kunne køre os til Adlon for at synge, spille og danse.«

I fængsel

En aften i januar 1963 skulle blive afslutningen på lystlivet. Marcel de Sade ankom som altid til villaen i sin Chevrolet Bel Air prydet med rosenkranse og champagneflasker. I vinden blafrede estandarten med initialerne SMM – Sade Marcel Marquis. Indenfor gjorde Marcel de Sade sig i stand. Redte sit gyldne hår tilbage. Børstede sin hvide, pufærmede skjorte, pudsede de sorte gallasko og trimmede sit skæg. Med slængkappe og hvide handsker tog han imod sine gæster, der én efter én rullede ind med de bestilte luksusbiler. En af gæsterne var hans chef i B.B. Ringsted & Co., hvor Marcel de Sade var ansat som regnskabsholder. Marcel de Sade tjente godt, mente chefen, men ikke godt nok til dette show. I retten blev han dømt til at afsone 4,5 års fængsel for at have svindlet for 840.000 kroner, men der var ubesvarede spørgsmål. I ransagningen af marquisens hjem havde politiet fundet en kasse. En kasse med regninger for millioner af kroner.

Artiklen fortsætter under billedet

»Det var vældig morsomt. Alene mit privatfly kostede en million. Der var taxiregninger for 240.000 kroner. Det blev en gåde for dem, hvordan jeg kunne have brugt 44 millioner kroner. Årsagen, til at man ikke gravede i min sag, var, at man ville have inddraget alt for mange kendte og berømte mennesker. Det var blevet en skandale.«

Retten fik aldrig noget at vide om det indbringende smykkesalg, som han jo troede var ulovligt. De næste otte måneder sad han i isolation i Nyborg Statsfængsel. Tiden bag fængselsmurene gik med klaver og litteratur. Da han efter tre et halvt år blev løsladt, var der et stormvejr, han aldrig har set siden.

»Der var lyn og torden og bulder og brag i en grad, så selv prinsessen på ærten ville blive misundelig. Og tænk dig, så tilbød de mig en kassevogn at køre hjem i. Så sagde jeg: ’Hvad har I forestillet jer? Jeg er ikke som alle andre. Jeg er og forbliver Hans Excellence. Den danske marquis. Ikke en bunke gulerødder, der skal køres rundt.’ Og da kom min vogn med privatchauffør med roser og flag og champagne, og så kørte vi til frisøren.«

50erne er slut, men vores flaske er ikke tømt. Marquis Marcel de Sade sætter sig ved sit flygel og spiller op til en våd og stemningsfyldt aften.

Sådan var 50'erne

50'erne blev indledt med et regulært babyboom. Her er en sundhedsplejerske på besøg hos en mor og den lille nyfødte
50'erne blev indledt med et regulært babyboom. Her er en sundhedsplejerske på besøg hos en mor og den lille nyfødte
Vis mere

Det er et optimistisk årti. Efter krigen er der tro på fremtiden og et regulært babyboom. Babyerne boomer trods stor bolignød, stor arbejdsløshed, rationeringer på dagligvarer og erstatsningskaffe.

Samtidig er den kolde krig begyndt. USA og kapitalismen står over for Sovjetunionen og kommunismen.

Sovjetunionens brutale diktator Josef Stalin døde i 1953
Sovjetunionens brutale diktator Josef Stalin døde i 1953
Vis mere

Et kulturstød fra USA rammer de unge. De unge går til jazzen. De unge danser vildt og svedigt til junglerytmerne, og de dannede voksne ser måbende til. Værre end jazzen er den nye musikgenre rock’n’roll.

Blandt andre Louis Armstrong bragte 'junglerytmerne' til Danmark
Blandt andre Louis Armstrong bragte 'junglerytmerne' til Danmark
Vis mere

Dansk politik ændres afgørende. Grundlovsændringen i 1953 sikrer prinsesse Margrethes fremtidige arvefølge til tronen, og Folketinget nedlægger Landstinget, så danskerne får et etkammersystem. Socialdemokratiet indfører loven om folkepension, og partiet sidder tungt på magten til trods for omfattende arbejderstrejker med krav om ligeløn og kortere arbejdsuge.

Mod slutningen af årtiet kommer der et økonomisk opsving. Og med opsvinget kommer teknologi, masseproduktion og forbrug. Danskerne får fjernsyn, køleskabe og frysere.

Artiklen forsætter under billedet

En glad tronfølger. prinsesse Margrethe
En glad tronfølger. prinsesse Margrethe
Vis mere

50'ERNE: Marquis Marcel de Sade
50'ERNE: Marquis Marcel de Sade Foto: Privatfoto
Vis mere

60'ERNE: Stig Møller
60'ERNE: Stig Møller
Vis mere

70'ERNE: Suzanne Brøgger
70'ERNE: Suzanne Brøgger Foto: Linda Kastrup
Vis mere

80'ERNE: Klaus Riskær
80'ERNE: Klaus Riskær Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

90'ERNE: Søren Fauli
90'ERNE: Søren Fauli Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

00'ERNE: Joan Ørting
00'ERNE: Joan Ørting
Vis mere