Mark Carstensen blev mobbet som ung, men fortrængte det. Indtil den dag han stod med hænderne om halsen på sin kone. Først da kiggede han tilbage.
Fokus lå på uddannelse, at gøre karriere og ikke mindst at tjene penge. Masser af penge. Mark Carstensen blev sprunget over til en forfremmelse på jobbet, og herfra går det galt for ham. Han mister motivationen og glæden - og alt skrider.
En aften, hvor Mark og hans kone er i byen med nogle venner, får han det, han i dag kalder et sammenbrud. Han farer op over en lille ting, hans kone siger, slår sin hånd ind i væggen, og senere på aftenen, da de er kommet hjem, står han pludselig med hænderne om hendes hals, inden han kommer til sig selv og stopper. Siden da er Marks liv vendt helt på hovedet.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele historien om, hvordan livet vendte 180 grader for Mark Carstensen, der nu er økonomisk fattig men føler sig lykkelig i sit arbejde som body SDS-terapeut og har fået et meget bedre forhold til sine børn.
Mark Carstensen blev mobbet som ung, men fortrængte det. Indtil den dag han stod med hænderne om halsen på sin kone. Først da kiggede han tilbage.
Da han kommer op på stationen, står de der. En hel gruppe drenge på hans egen alder og lidt ældre. De kommer imod ham med onde smil og hånlige ord, og snart efter regner slagene ned over ham. Selv om det er hans gamle venner, stopper de ikke, før han ligger ned. Da det er slut, rejser han sig og går videre. Heller ikke denne gang siger han til en levende sjæl, hvordan han er blevet ydmyget.
Der er ellers grobund for forstadsidyl i Brøndbyøster i 1970erne. Selv om der stadig er mange børn i området, der lever med vold og misbrug i familien, er det middelklasseforældre, der flytter dertil med fast indkomst, bil i garagen og velfriserede børn.
Nogle af dem var Marks forældre med deres fire sønner, hvor Mark er den yngste.
»Min mor var direktionssekretær, og min far var kaptajn. Mine forældre var okay stillet. I hvert fald i forhold til mange af mine kammerater,« siger Mark Carstensen.
Både han og vennerne voksede op med bander i gaderne og hash i smøgerne, men Mark var nok en tand mere ambitiøs end sine jævnaldrende.
»Jeg har altid været ambitiøs og god i skolen. Jeg gik i gymnasiet, og sidenhen læste jeg til ingeniør. Mit mål var altid at komme til USA. Jeg havde det her billede af mig selv, der står i et sort jakkesæt og taler i mobiltelefon i en lufthavn. Det var lige dér, hvor mobiltelefonerne kom frem. Jeg drømte om at flyve frem og tilbage mellem USA og Danmark på business class.«
Mark opnår præcis, hvad han ønsker, for da han er færdig i 1997 venter et job i et stort amerikansk konsulentfirma, og inden for få år får han også muligheden for selv at flytte til USA.
»Jeg var drevet af penge, og min chef tjente 122 millioner dollar på et enkelt år. Det ville jeg også. Jeg kunne jo se de store huse, mine kolleger enten boede i eller kom fra,« siger Mark, som klatrede op ad karrierestigen i de fem år, han boede i USA.
»Da jeg kom hjem, var det netop til det job, jeg ønskede mig. Det var en virksomhed, hvor kun de tre procent bedste fra studiet kan komme i betragtning, og det forventedes, at jeg arbejdede 80 timer om ugen, husker Mark, som havde sin daværende kone med hjem fra USA og i de år blev far til to børn. Men efter nogle år i Danmark bliver Mark forbigået, da han tror, han skal forfremmes.
»Jeg blev sprunget over, og det kunne jeg simpelthen ikke tåle,« siger han og griner lidt ad sig selv.
Heldigvis er en af hans største kunder interesseret i at fastansætte ham, så Mark bliver senior manager i Novo Nordisks finansielle afdeling, og han får chancen for at fortsætte karrieren i samme spor med høj løn, mange timers arbejde og jakkesættet på plads. Han begynder at læse en MBA, og med den kan han bevæge sig endnu mere over i den nålestribede forretningsverden, hvor han bliver leder, selv om han ikke er en særligt god én af slagsen.
»Jeg var ikke bare urolig og opfarende. Jeg var den type leder, der totalt manglede empati for andre mennesker. Jeg kunne sende medarbejderne ud at rejse juleaften, selv om jeg vidste, de havde familie, der sad derhjemme. Men jeg var i et miljø, hvor man aldrig talte om, hvordan man havde det. Kun resultater og bundlinje talte, og alle problemer kunne klares med en flaske vin og noget massage.«
Der sker bare det, at Mark går og mister motivationen.
»Jeg var begyndt at blive overvægtig, og jeg havde det i det hele taget sværere og sværere med mine omgivelser. Jeg var gift og far til to, og vores huse blev større og større hele tiden. Jeg begyndte faktisk at tænke over, hvornår huset egentlig var stort nok. Om natten vågnede jeg badet i sved, hvis jeg overhovedet kunne falde i søvn. Vi arbejdede på ægteskabet, men det var svært,« husker han.
En aften, hvor Mark og hans kone er i byen med nogle venner, får han det, han i dag kalder et sammenbrud. Han farer op over en lille ting, hans kone siger, slår sin hånd ind i væggen, og senere på aftenen, da de er kommet hjem, står han pludselig med hænderne om hendes hals, inden han kommer til sig selv og stopper.
Fortrængte minder
Resultatet er, at Mark må flytte ud af huset, og han begynder at gå til psykolog, da skilsmissepapirerne underskrives. Men Mark skal søge dybere i sig selv for at finde årsagen til, hvorfor han er i så voldsom ubalance, at han efterhånden knap nok kan passe sit arbejde.
»Da jeg sidder hos psykologen, går det op for mig, at der er noget fra min barndom, jeg har fortrængt. Da jeg var ung, var der en del bander på gaden i det område, jeg er vokset op i. Det var ikke organiseret kriminalitet. Det var drenge, der røg hash og lavede småkriminalitet. Det er bare sådan i den slags bander, at der altid skal være en syndebuk. Det blev så mig,« siger han.
Mark forsøger at kæmpe imod og holde sig væk fra banderne, men når han skal i skole eller har et ærinde på togstationerne i området, møder han alt for tit sine plageånder.
»Det var alt fra vold og tyveri til decideret tortur og indespærring. De kunne tage mig ind i en lejlighed og låse mig inde i timevis. Nogle gange blev jeg truet til at sidde ved siden af en eller anden og lade som om, jeg var hans hund,« husker Mark og bliver stille.
Det er stadig den dag i dag svært for ham at beskrive, det han aldrig talte med nogen om.
»I dag kan jeg godt se, at det stadig sad i mig. Jeg havde et eller andet med togstationer, som gjorde mig angst. Når telefonen ringede, gav det et sug i maven, og jeg blev bange, når det ringede på døren. Alt det fandt jeg ud af hos psykologen.«
Da Mark erkender, at hans barndom har haft en enorm indflydelse på hans voksne liv, beslutter han sig for at gå til bekendelse.
»Jeg pakkede min bil, og så kørte jeg rundt til en masse mennesker og fortalte dem om det, jeg aldrig havde sagt til dem før. Jeg havde jo været så bange for, at folk skulle finde ud af, hvad der var sket. Det føltes også ydmygende at fortælle mine brødre og min mor om det. Det var jo mit tabu. Men i de næste uger følte jeg mig, ligesom da mit første barn blev født. Jeg følte en lethed, og jeg havde ingen problemer. Jeg var ikke til at skyde igennem, og det hele gav mening.«
Vejen til empati
Omkring samtidig opdager Mark for første gang body SDS, som er en metode til at behandle de signaler, kroppen får fra psyken.
»Der var introdag, hvor man kunne komme og prøve det selv. Jeg var meget imponeret over, hvad underviseren kunne. Han havde al den empati, som jeg selv havde manglet. Det ville jeg lære af ham.«
De følgende måneder sælger Mark alt det, som han ikke allerede har mistet i skilsmissen. Han bruger sine sidste penge på at betale 200.000 kroner for uddannelsen til body SDS-terapeut
»Jeg sagde farvel til den månedlige check, og jeg havde ikke en krone på lommen. Min mor syntes, det var hul i hovedet. Hun håbede bare, det ville gå over. Alle mine venner fra MBA sad i fede direktørstillinger og sagde, det var fedt, at jeg turde, men jeg følte næsten, at når de vendte sig om, rystede de på hovedet af mig.«
Mark er lykkelig for sit valg, og han knokler på med at lære nervebaner og muskelgrupper – men måske mest af alt empati – at kende, så han kan behandle kunder i fremtiden. Han begynder allerede lidt i løbet af studiet.
»Det var da svært. Jeg havde jo aldrig rørt på den måde ved et andet menneske eller talt med dem om deres problemer. Jeg var et meget sort/hvidt menneske, og body SDS handler netop om nuancerne,« siger Mark, som i lang tid boede rundt omkring på venners sofaer eller korte lejemål.
Fri og fattig
Ind imellem havde han så lidt penge, at der ikke var til mad til ham selv.
»Jeg har prøvet at følge mit yngste barn i skole en dag og stå og spise brombær bag skolen, fordi jeg var så sulten,« husker han med et smil.
Men det har været det hele værd, konstaterer han.
»Faktisk har det hjulpet på forholdet til mine børn, at jeg ikke har nogen penge. Jeg kan jo ikke købe noget til dem, så jeg er nødt til at være sammen med dem på en ny måde i stedet for. Nu får jeg talt meget mere med dem.«
»Jeg ved ikke, hvor jeg ville have været, hvis jeg ikke havde skiftet retning. Jeg var nok død af stress. For to år siden døde min bedste ven af stress, og jeg kan se, at jeg var på vej ned ad samme vej,« siger Mark, som i dag arbejder med tre til fem kunder om dagen seks dage om ugen, og det passer ham fint.
Der skal også være tid til at træne kroppen og meditere for at få sindet i balance.
»Hvis nogen havde fortalt mig den dag, jeg stod i mit mørke Armani-jakkesæt og tog imod mit MBA-diplom, at jeg skulle blive det her, så ville jeg ikke have haft fantasi til at tro på det. Jeg ville have set ned på ham, jeg er i dag. Men i dag ser jeg op til mennesker, der hviler i sig selv. Så kan de da godt have et stort hus. Men det vigtige er, om de er glade for sig selv. Sætter du for høje krav til dig selv? Jeg møder mange mennesker i min praksis, som stiller så høje krav til sig selv, at de ikke når dem, og det giver dem i sidste ende et lavt selvværd. Folk arbejder mere og mere for at få råd til et ekstra sommerhus, men i sidste ende er det jo værdiløst. Folk tjener mange penge, men de vil gå gennem helvede på en arbejdsplads for at tjene endnu mere.«
I dag savner Mark intet ved sit gamle liv.
»Ind imellem kan jeg se på Facebook, at mine gamle kolleger tjekker ind i SAS-loungen og drikker hvidvin på dyre hoteller. Jeg kan godt huske, hvor stolt jeg var første gang, jeg gjorde det, men jeg savner det ikke.«
